Frivilliggrupper

Danners frivillige er organiseret i grupper. Du kan se dem herunder. Læs om vores forventninger til frivillige mv her

Som frivillig ​i Kampagnegruppen er du med til blandt andet at afholde aktiviteter omkring 8. marts til Kvindernes internationale kampdag og 25. november til International dag for Bekæmpelse af Vold mod Kvinder. Gruppens aktiviteter skal skabe synlighed af Danner, som en feministisk og samfundsengageret aktør, der forebtgger vold og fremmer ligeværd mellem kønnene i Danmark og internationalt.

Som frivillig i foredragsgruppen bliver du en del af Danners Videncenter og Projektafdeling. Du står for rundvisninger i Danner samtidig med, at du oplyser om vores historie og arbejde. Der er faste rundvisninger for interesserede den sidste tirsdag i måneden kl. 17.30 til 19.00, ligesom der løbende vil være rundvisninger for fx folkeskoleklasser, politikere og andre organisationer. ​

Danner har et korps af frivillige skribenter og kommunikationsfolk tilknyttet, som bidrager med indhold til hjemmeside, sociale medier og øvrige kommunikationsprodukter.

For at blive tilknyttet korpset kræver det, at du har erfaring med at producere til medieplatforme. Måske er du journalist- eller kommunikationsstuderende, eller du er i gang med at uddanne dig til fotograf, grafiker eller multimediedesigner - og måske har du desuden en organisator i maven, som vil hjælpe med at strukturere kommunikationskorpsets produktion.

Hvis du ønsker, at blive tilknyttet som frivillig i kommunikationskorpset bedes du sende et par forslag til, hvad du kan bidrage med til senior kommunikationsrådgiver Henriette Winther - hew@danner.dk.

Grundet få ressourcer kan vi desværre ikke tilbyde plads til alle som ønsker optagelse i kommunikationskorpset.

Som frivillig i dag- eller aftenvagt-grupperne bliver du klædt på til at kunne besvare spørgsmål og rådgive om vold i nære relationer - både over telefonen, og hvis nogen kigger forbi. Du vil også være med til at rådgive og hjælpe kvinderne og børnene, der bor i krisecentret. Og som frivillig i en af disse gruppe er du en vigtig person i kvindernes og børnenes hverdag, når de har brug for en at tale med eller bare til at lytte.

Man har typisk to vagter om måneden:
Dagvagter ligger i hverdage kl. 9.30-16.30.
Aften- og weekendvagter ligger i hverdage kl. 16-22 og i weekender kl. 11-16.

Vi sørger naturligvis for, at du bliver grundigt oplært både gennem sparring med andre frivillige og med Danners ansatte pædagoger og psykologer og gennem kurser.

"Det er så vigtigt, at kvinderne, der bor på krisecenteret, altid har en de kan snakke med og få hjælp og råd, når de har brug for det",

fortæller Hanne, der er frivillig i en af Danners dag- og aftenvagtgrupper og fortætter:

”Jeg oplever også, at kvinder ringer ind og spørger mig til råds i forhold til deres situation. I nogle tilfælde er der tale om en kvinde, som står i en akut krisesituation, og så hjælper vurderer vi hendes situation og hjælper hende videre, fx med at finde en plads på et krisecenter.”

 

Hvert år flytter ca. 2.000 kvinder på krisecenter, men over 33.000 kvinder lever i voldelige forhold. De tal vidner om, at kvinderne enten ikke tør, ikke er klar til eller ikke har brug for et ophold på krisecenter. De kvinder skal have mulighed for rådgivning, og det kan de få hos Danners frivillige netrådgivningsgruppe. Som frivillig i Netrådgivningsgruppen rådgiver du voldsudsatte kvinder, som henvender sig på Danners hjemmeside med spørgsmål og usikkerheder, men som ikke umiddelbart skal på krisecenter. Derudover vil du komme til at rådgive pårørende, som henvender sig med bekymringer. For at kunne rådgive voldsudsatte kvinder og pårørende, får du selvfølgelig oplæring her i huset. Den læring får du gennem Danners introweekend og sparring med kollegaer og andre frivillige.

Når du er frivillig i Netrådgivningsgruppen har du i gennemsnit to vagter om måneden. Vagterne ligger mandag-fredag i dag- og aftentimerne.

Mia er frivillig i Netrådgivningsgruppen, og hun mener, at der er behov for, at voldsudsatte kvinder kan få hjælp og rådgivning, selvom de ikke nødvendigvis skal på krisecenter. Mia siger:

”De kvinder, der kontakter mig, har alle mulige spørgsmål. Overraskende mange spørger, om de overhovedet er udsat for vold. De tror ofte, det er deres egen skyld, og de er i tvivl om, hvor meget de skal finde sig i. Det er jo vigtigt at få rådgivet disse kvinder og få dem fortalt, at man aldrig skal finde sig i vold. Der er også mange kvinder, som har spørgsmål omkring deres rettigheder omkring lejlighed og økonomi eller juridiske spørgsmål omkring retten til samvær med deres børn.”

Mia mener, at netrådgivningen er en naturlig og nødvendig forlængelse af Danners arbejde, fordi gruppen giver mulighed for, at Danner kan hjælpe endnu flere kvinder, end dem der bor på krisecenteret. Hun fastslår, at der er behov for, at voldsudsatte kvinder har et trygt og anonymt sted, hvor de kan fortælle om deres oplevelser.

”Kvinderne får redskaber til at forstå deres situation og hjælp til at tage næste skridt for at komme ud af et voldeligt forhold. Hvis kvinderne ikke havde den mulighed, ville mange af dem nok blive i volden, fordi de aldrig fik den nødvendige rådgivning og støtte.”

Hos Danner vil vi gerne tilbyde husets beboere nogle hyggelige aktiviteter, som kan give dem en afvekslende hverdag, imens de er på krisecenter. Danners netværksgruppe står for at planlægge og afholde den slags sociale arrangementer. Netværksgruppen sørger fx for at lave mad til husets kvinder og børn hver anden onsdag. Det er Netværksgruppens opgave at handle ind og forberede maden, så kvinderne og deres børn kan hygge sig og slappe af, uden at skulle tænke på madlavning eller andre hverdagsting. Derudover har Netværksgruppen holdt fastelavnsbrunch, påskeægsjagt i Danners egen have og jule-hygge-bage-dag.

Som frivillig i Netværksgruppen har du én fast vagt om måneden. Vagten ligger onsdag eftermiddag og strække sig til ud på aftenen. Derudover vil du kunne få vagter ved ekstraordinære arrangementer, som både kan ligge i hverdagene og i weekenden.

Bettina er frivillig i Netværksgruppen, og hun mener, at gruppens arrangementer er vigtige, fordi de skaber glæde i en problematisk tid, og kvinderne får en mulighed for at glemme den barske virkelighed i et kort øjeblik. Hun fortæller, at det ikke bare handler om at lave mad, men om at udvise omsorg.

”Jeg kan huske sidste onsdag, hvor jeg var herinde og lave mad. Altså, det var ligesom at træde ind i en fest. Der var grin og latter. Der var sultne børn, der utålmodigt ventede på maden. Nogle børn sad og legede med LEGO, og kvinderne snakkede livligt sammen. Der var sådan en selskabsstemning. Man tænkte i hvert fald slet ikke, at man var på et krisecenter.”

Bettina synes, det er helt vildt vigtigt med et frirum, hvor kvinderne ikke behøver tale om deres voldsoplevelser, men bare kan slappe af og nyde maden og det sociale.

”Og det der hjertelige ”heeeeej” man får af kvinderne, når de træder ind i køkkenet, det gør simpelthen bare, at det er det hele værd.”

Som frivillig i Juragruppen har du forskellige arbejdsopgaver, som kræver, at du er uddannet jurist. Først og fremmest rådgiver Juragruppen kvinderne i Danners krisecenter om juridiske problemstillinger. Typisk stiller kvinderne juridiske spørgsmål inden for forvaltningsret, familieret, lejeret og socialret. Derudover afholder Juragruppen arrangementer for Danners beboere og andre interessede, hvor gruppen fortæller om relevante juridiske emner såsom regler omkring udbetaling af offentlige ydelser og forbrugerret. Til sidst er Juragruppen også involveret i Danners politiske arbejde, når gruppen udarbejder høringssvar til lovforslag i forhold til Danners politiske engagement.

Som frivillig i Juragruppen arbejder du typisk hjemmefra, hvor du besvarer spørgsmål ca. to gange om måneden. Juragruppen mødes kun hver 3. måned, og fordelingen af opgaver og faglig sparring med de andre i gruppen foregår pr. mail eller telefon.

Lise er frivillig i Juragruppen, og hun kan godt lide at supplere sit rigtige arbejde med et anderledes stykke juridisk arbejde hos Danner. ”Jeg arbejder med store virksomheder og længerevarende projekter til daglig. Det er derfor en anden jura og en anden arbejdsmetode at skulle tage stilling til spørgsmål omkring fx socialret på forholdsvis kort tid. Den mulighed får jeg her hos Danner,” siger Lise. Hun fortæller, at det er en god mulighed for at kunne arbejde med juridiske spørgsmål, som har en væsentlig betydning for Danners beboere.

Lise fortæller, at der kan være nogle komplicerede spørgsmål i nogle af opgaverne hos Danner, men her bruger Juragruppen hinanden til at sparre med. Det fungerer det rigtig godt, og hun synes, det er sjovt, når der dukker nye problemstillinger op. ”Jeg husker særligt, da vi for knap to år siden skulle hjælpe med høringssvar i forbindelse med den nye forældreansvarslov. Det var en kompliceret og anderledes opgave, hvor jeg havde et rigtig godt samarbejde med en af de andre i gruppen,” siger Lise.

Hver eneste dag får Danner besøg af mange forskellige mennesker. Det kan både være voldsramte kvinder og børn, politikere, studerende, erhvervsfolk og turister. Det er vigtigt, at alle vores gæster får en venlig modtagelse, når de træder ind i huset – og det er her, du kommer inde i billedet. Som frivillig i Receptionsgruppen sidder du i Danners flotte, nyrenoverede reception og byder vores gæster velkommen. Derudover løser du administrative opgaver for husets ansatte og de øvrige frivillige. Det er ikke afgørende, hvilken faglig baggrund du har, men det er derimod vigtigt, at du er udadvendt, imødekommende og samtidig nærværende.

Som frivillig i Receptionsgruppen har du én vagt om ugen enten kl. 09.00-13.30 eller kl. 13.30-17.15, og du vil aldrig have weekendvagter.

Vita er frivillig i Receptionsgruppen, og når man spørger hende, hvordan en typisk dag i receptionen ser ud, griner hun. ”Der er ikke rigtig nogen typisk dag her i receptionen. Der er så mange forskellige opgaver, og de fleste opgaver kommer ad hoc til os i løbet af dagen.” Receptionsgruppens primære opgaver er at viderestille telefonopkald samt at løse praktiske og administrative opgaver, men til den liste tilføjer Vita: ”Vi har en vigtig opgave i at vurdere, hvilke gæster vi skal lukke ind i huset, og hvilke vi ikke skal. Det er vigtigt, at kvinderne, der bor her, føler sig sikre, og derfor kan vi ikke lukke alle ind. Derudover skal vi jo selvfølgelig sørge for, at de gæster som kommer ind her får en venlig og behagelig modtagelse.”

Vita fortæller, at hun nyder at sidde i receptionen, fordi arbejdsopgaverne er meget alsidige, og de varierer lige fra at booke mødelokaler til husets andre frivillige til at guide forvirrede turister, som er blevet tiltrukket af Danners flotte bygning, men egentlig ikke har et ærinde i huset. ”Her i receptionen er vi ligesom med til at få tingene til at køre rundt,” tilføjer Vita.

Hypsipyllerne er en gruppe frivillige, der arbejder for at styrke frivilligheden i Danner. De planlægger og faciliterer blandt andet Danner årlige uddannelsesweekend for ansatte og frivillige. Gruppen fungerer som sparringspartner for Danners organisationskonsulent og hjælper bl.a. med vores frivilligrekruttering.

Joan Søstrene
Joan Søstrene er en selvstændig rådgivningsgruppe, der har til huse i Danner. De yder gratis og anonym rådgivning hver mandag og torsdag kl. 18.00-20.30 for kvinder, der har været udsat for vold, voldtægt, incest eller seksuel chikane. Hvis du vil høre mere om at blive frivillig i Joan Søstrene ring: 3314 7484
Du kan også læse mere om dem her

Rådgivningsgruppen
Rådgivningsgruppen yder gratis og anonym rådgivning til alle kvinder fra socialrådgivere, jurister og psykologer. De arbejder ud fra princippet ”hjælp til selvhjælp”.

 


Skriv under og gør den livsfarlige psykiske vold strafbar

Følg os på Facebook

Modtag nyhedsbrev

Få nyheder som betyder noget