Fatima, 50 år

Bange for at blive sendt hjem uden børnene.

Fatima bliver som 24-årig familiesammenført og flytter til Danmark for at bo med sin mand. De er begge oprindeligt fra Pakistan, men manden har boet i Danmark i flere år og er dansk statsborger. I Danmark får Fatima hurtigt et job og en indkomst.

Efter de bliver gift og får børn, starter volden. Manden bliver meget dominerende og kontrollerer Fatimas liv. Fatima må ikke længere selv bestemme, hvilket tøj hun tager på. Hun får kun lov til at forlade hjemmet, når han har godkendt hendes tøj. Han bestemmer også, om hun må gå ud, hvem hun må besøge, og hvornår hun skal være hjemme. Hvis hun har været på besøg hos en veninde, kræver han, at hun genfortæller hele besøget. Når han bliver sur, råber han ad hende, nogle gange rusker han i hende. Han truer hende og fortæller hende, at hun bliver sendt hjem, og at han beholder børnene, hvis hun forlader ham. Fatima er bange for at blive sendt hjem, hvis hun går fra manden.

Manden køber en lejlighed og låner pengene i Fatimas navn. Fatima tør ikke stille spørgsmål til lånet, og lader ham gøre det uden at protestere. Han begynder at optage lån i lejligheden, som han bruger på rejser og ting til sig selv. Fatimas forgældes mere og mere, og til sidst har hun en stor gæld.

”Han sagde, at jeg ville blive sendt hjem, og at han ville beholde børnene. Jeg var bange og stolede ikke på myndighederne. Jeg vidste ikke, hvad reglerne var, og hvordan jeg kunne få hjælp.”

Fatima er stadig bange for at blive sendt ud af Danmark, men en dag, hvor hun ser en annonce for hjælp til voldsramte kvinder, tager hun chancen og ringer til Danner. Efter hun har fortalt om sin situation, flytter hun ind på krisecentret.

“I Danner forklarede de mig det danske system, hvor jeg skulle ringe hen, og hvordan det hang sammen. Jeg fik også hjælp til at få styr på mine penge, jeg havde en stor gæld, men jeg fik overblik. Personalet troede på mig og støttede mig gennem hele opholdet.”


Vi kan ikke gøre det alene - din hjælp betyder alt