Malene, 25 år

Vidste ikke, seksuelt tyranni var vold.

Malene er 17 år, da hun møder en skøn fyr i byen. Han inviterer hende ud, og hun siger ja. Selvom han er ti år ældre end hende, føler hun, at han forstår hende bedre end nogen anden. Hun bliver hurtigt forelsket i ham, og kort efter indleder de et forhold.
Efter nogen tid fortæller kæresten, at han har en kone. Malene bliver overrasket, men tilgiver ham med det samme. Hun er sikker på, at han er den rette, og at han nok skal indse, at hun er den rette for ham. Han er meget romantisk, og ofte overrasker han hende med flotte gaver og store blomsterbuketter.

Deres forhold er dog ikke kun godt, og det går meget op og ned. Når kæresten er glad, har de det dejligt, og det føles, som om de ikke kan undvære hinanden, men han bliver nemt sur og fornærmet. Når noget går ham på, bliver han aggressiv. Det starter med knytnæver i væggen, men en dag går det også ud over Malene.

Volden bliver efterhånden en del af deres forhold. Til en fest, hvor han er fuld og irriteret på en af sine venner, skubber han hende ned ad en trappe. En anden gang slår han hende, fordi hun kommer til at grine af at han snubler. Kæresten tvinger også Malene til sex, når hun ikke vil, og på måder hun ikke har lyst til. Hun udvikler nu sine egne metoder for at undgå volden: Når han bliver aggressiv, tilbyder hun ham sex for at undgå den fysiske vold.

”Hvis han lød sur i dørtelefonen, klædte jeg mig af og tog imod ham i døren helt nøgen. Hvis jeg lod ham få sex, slog han mig ikke, så jeg lod ham jo bare gøre det. Jeg sagde aldrig nej, jeg gik med til det for at få ro.”

En aften virker metoden ikke, og det går galt. Kæresten truer hende med en flaske og banker hende så meget, at det er umuligt for hende at skjule sine skader næste dag på arbejdet. Hendes arbejdsgiver bemærker dem, og følger hende til Danners Krisecenter.

Gennem Danner begynder Malene at forstå, hvor meget kæresten har overskredet hendes grænser. Det hjælper hende til det svære skridt at gå fra ham.

“Det var først da jeg var kommet til Danner, at det gik op for mig, at jeg var voldsudsat. Da jeg var i forholdet, vidste jeg ikke, at det seksuelle var vold, men det er det, det ved jeg nu.”


Vi kan ikke gøre det alene - din hjælp betyder alt