Afghanistan

  • Danners internationale arbejde i Afghanistan
Situationen i Afghanistan er lige nu yderst vanskelig. Siden 2012 har Danner støttet lokale kræfter i landet med at opbygge en krisecenterbevægelse. Meget af det arbejdet er sat totalt på hold. Danner arbejder på at finde ud af, hvordan vi kan hjælpe.

 

En samlet krisecenterbevægelse kan skabe forandring  

Mere end to tredjedele af alle kvinder og piger i Afghanistan er udsat for vold i deres hjem. Det viste en chokerende rapport fra 2008, der har lavet den hidtil grundigste dækning af omfanget af partnervold landet. Selvom tallene er mere end ti år gamle, tyder intet på, at forholdene i det krigshærgede land har ændret sig.  

Afghanske kvinder lever oftest isolerede, og svimlende mange bliver udsat for alle former for vold. Selvmordsraten blandt kvinder er høj. Mange ser ikke anden udvej. Samtidig er partnervold yderst tabubelagt i Afghanistan. Undersøgelsen fra 2008 viste, at kun hver femte adspurgte kvinde kendte andre kvinder, der var udsat for vold i hjemmet. Kvinderne var således helt alene med deres oplevelser.  

Hvad betyder situationen i Afghanistan for krisecentrene?

Situationen i Afghanistan har siden sommeren 2021 haft fatale konsekvenser for den afghanske krisecenterbevægelse. Flere krisecentre har fået stjålet alle ejendele, og mange krisecentermedarbejdere har været nødsaget til at flygte ud af landet. 

Kvinderne er de første tabere i det nye Afghanistan. Som det er nu, kan det være direkte farligt at arbejde for kvinders rettigheder i landet.  

Danner arbejder på at finde ud af, hvordan vi bedst kan støtte krisecenterbevægelsen og fastholde de vigtige fremskridt, der er opnået for kvinders ret til et liv uden vold i landet.  

Meget tyder samtidig på, at krigen i Afghanistan og det traume, den har påført hele civilbefolkningen, har bidraget til øget vold mod kvinder.  

Krisecentrenes personale arbejder under yderst vanskelige forhold. Deres hverdag er præget af trusler, udskamning og mange må hemmeligholde deres profession, ligesom alle krisecentrenes placering er hemmelig.  
 

En samlet afghansk krisecenterbevægelse

Danner har arbejdet i Afghanistan siden 2012 for at styrke fagligheden på landets krisecentre og hjælpe dem med at arbejde bedre sammen. Dengang var der ganske få krisecentre i landet, som sjældent havde kontakt med hinanden. Området har gennemgået en stor udvikling og frem til august 2021, var der næsten 30 krisecentre, som alle arbejdede sammen i et netværk og havde samme professionelle tilgang.  

Endelig har Danner støttet krisecentrene med at sætte kampen mod partnervold på det politiske landkort. Efter mange års dialog sendte det betydningsfulde Ministerium for religiøse anliggender i Afghanistan tilbage i 2017 et åbent brev til Kvindeministeriet og centrale civilsamfundsorganisationer i landet, hvor det anerkendte krisecentrene eksistens og arbejde, og understregede at partnervold er uacceptabelt. Begge dele var hidtil usete og var en kæmpe landvinding for kvindebevægelsen i landet.   


Lokale kræfter tager over  

I 2018 overdrog Danner krisecenterarbejdet til lokale kræfter, som etablerede den afghanske NGO, DAWEO (Danner Afghanistan for Women’s Empowerment Organisation). I spidsen sad Wahida Salaam, Danners tidligere lokale projektkoordinator. Organisationen bygger videre på det fundament, Danner havde etableret i landet sammen med Wahida Salaam. 

DAWEO knokler fortsat med at sikre et solidt vidensniveau i de afghanske krisecentrene, så voldudsatte kvinder og børn får den bedste hjælp. Samtidig arbejder DAWEO politisk og samarbejder med lokale myndigheder for at forbedre rammerne for landets krisecentre. 

I dag støtter Danner DAWEO gennem rådgivning og som medlem af bestyrelsen. 

Projektet er støttet af den danske ambassade i Kabul, Afghanistan.


Efter mange års udskamning, trusler og arbejde i det skjulte anerkender den afghanske regering nu i et åbent brev krisecentres arbejde og nødvendighed i Afghanistan.
Når en voldsudsat afghansk kvinde opsøger et krisecenter, kan det være hendes sidste udvej. Men krisecentre i Afghanistan møder modstand. Det gør de, fordi vold mod kvinder ikke er anerkendt i landet.
Ansatte på krisecentre skal dagligt forholde sig til kvinder og børns barske voldshistorier og -traumer. Det gør, at de selv risikerer udbrændthed og psykisk belastning.