Angsten for næste knytnæve

Otte år levede Berith Liberti i konstant angst for sin voldelige mand, inden hun med to små børn og en plastikpose i hånden fandt vej til Danners krisecenter.
17. april 2019

Af Sira Støhrmann, frivillig i Danner 


Otte år levede Berith Liberti i konstant angst for sin voldelige mand, inden hun med to små børn og en plastikpose i hånden fandt vej til Danners krisecenter for voldsudsatte kvinder. Her fik hun en tiltrængt pause og kom videre. I dag er det 30 år siden, og nu kan hun sætte ord på alt det skete, men hun ønsker ikke at stå frem med ansigt.

Berith stod foran spejlet i sommerhuset, de havde lejet. Forelsket. Prøvede tøj og ordnede hår.

"Hvad fanden står du dér for", råbte han. Før hun nåede at svare, ramte den første knytnæve hende i hovedet, så hun røg hen ad gulvet.

Berith var aldrig blevet slået før. Det var første gang.


Ikke den type pige  

Han slog benene væk under hende. Ejeren af modebutikken på Strøget – Beriths kommende mand. Den dag, hun pjækkede fra skolen for at shoppe og dumpede ind i hans butik.

"Han havde noget smart tøj på. Var lige kommet hjem fra New York. Og han spillede reggae-musik. Jeg havde aldrig i mit liv hørt reggae. Han var dragende. Og ældre end mig,” siger Berith, der dengang var 17 år.  

De to blev forelsket. Han hentede hende fra skole i sin bil med kalechen nede. Og han forlod sin kone og tre-årige søn. Berith droppede ud af gymnasiet.

"Jeg blev draget af, at han ville mig så meget. Han kunne ikke undvære mig. Det er jo fantastisk at være så vigtig, at man ikke kan undværes,” siger Berith.

Når hun kigger tilbage i dag, undrer hun sig.

”Jeg er ikke opvokset i et miljø med undertrykte kvinder. Jeg var en meget aktiv og selvstændig pige, som ikke fandt mig i noget," siger Berith.   

De flyttede i hus. Passede butikken på Strøget. Og rejste. Til New York, London og Jamaica.


Et halvt år er sort i hukommelsen

Første gang han slog var i et lejet sommerhus på Sjælland, et par måneder efter de havde mødt hinanden.

"Det kom ud af det blå. Jeg blev fuldstædig paralyseret. Jeg løb, væk fra huset og ud i en skov et stykke derfra," siger Berith. 

Hun faldt sammen op ad et træ. Og hvad der skete det næste halve år, er stadig sort for Berith i dag.

"Jeg husker, jeg hørte stemmer kalde på mig i den skov. Og så husker jeg, at vi købte et hus et halvt år efter. Det lyder mærkeligt. Men jeg kommer aldrig til at huske, hvad der skete det halve år. Det er simpelthen sort," forklarer hun.

 

Hentet i ambulance flere gange

Årene gik. De fik to børn og blev gift. Det blev ikke bedre. Alt blev genstand for hans vrede og jalousi. Skraldemanden. Kørelæreren. Beriths familie og venner, som hun havde mistet kontakten til.

"Når han havde smadret hele huset, og jeg sad og tørrede blodet af, var det altid noget med, at han sagde, hvor var det også synd, at jeg kom til det. Kom til at gøre ham jaloux eller stille osten forkert på bordet. Jeg trøstede ham, fordi han var kommet til at slå," siger Berith.

Den psykiske angst var værst.

"Jeg var konstant bange for, at det skulle ske igen. Angsten for, hvornår den næste knytnæve kommer er værst. Den psykiske angst er næsten værre end den fysiske smerte," siger Berith, der flere gange blev hentet i ambulance.

Berith stak af til en veninde flere gange, men han fik hende altid overtalt til at komme hjem igen.

"Man spørger sig selv, hvorfor man ikke går. Man kan jo mærke, at man går over en grænse, men samtidig er man så elsket. Det er det, der er så paradoksalt. Man er helt bankerot. Ens dømmekraft og selvværd er fuldstændig tæsket i bund," siger Berith.


På krisecenter og første pause i otte år

En dag, han langede ud efter Berith, ramte han også deres to-årige søn.

"Dér vidste jeg, at jeg bare skulle væk," siger Berith.

Det tog halvandet år, før Berith fik chancen til at stikke af, da han aldrig lod hende være alene. Men da hun fik chancen, var hun klar. En halv time alene uden ham i huset, mere havde hun ikke brug for, da hun i hast forlod deres hjem.

Med søn, datter og en plastikpose i hånden kørte Berith i en taxi til Danners krisecenter for voldsudsatte kvinder, som hun tre år forinden havde været i kontakt med.

"Døren blev lukket bag os. Og jeg vidste, at her kunne han ikke komme ind. Det var simpelthen så trygt. Det var virkelig et helle. Jeg fik en pause for første gang i otte år," siger Berith. 


Miraklet der fik hende videre

Mens de seks uger på krisecenter gav Berith en pause, var det børnene, der fik hende videre.

"Enten kunne jeg sidde på et eller andet mentalt sygehus og stirre ud i luften, eller også kunne jeg komme videre. Mit fokus var på børnene. De var vigtigere end mig," siger Berith.

Selv om det var hårdt at stå alene og forsørge to børn, fik Berith en handelsuddannelse. Hun startede til karate for at få bugt med den angst og vrede, hun havde i kroppen. Og hun fik genetableret kontakten til familie og venner.

"I dag, når jeg ser tilbage, er det et mirakel, at jeg sidder her og er så hel, fordi jeg burde ikke sidde her. Min kærlighed til mine børn har været miraklet. Og havde jeg ikke kunnet søge tilflugt i Danner, var han endt med at slå mig ihjel," siger Berith.


Hun tog også en vigtig beslutning.

"Jeg tog den beslutning, at der aldrig nogensinde er nogen, der skal lægge en hånd på mig igen."


Efter Berith flyttede på krisecenter i midten af 1980'erne, blev hun flere gange kontaktet af sin tidligere mand, der endte med at forlade Danmark i en længere periode på opfordring fra Berith. Han var væk et år, hvor han fandt en anden kvinde, som han gjorde gravid. Han er sidenhen kommet tilbage til Danmark. Berith har kun meget begrænset kontakt til ham gennem sine børn. Hun har kendskab til, at han efterfølgende har udsat andre kvinder for vold.

Berith Liberti er i dag 59 år og arbejder som PR- og key account manager i en virksomhed i mediebranchen. Hun har flere år som selvstændig bag sig. Berith har et tæt forhold til sine børn, der i dag er hhv. 40 og 38 og til sine fem børnebørn i alderen fra 14 måneder til 12 år. . 

 

Gå til oversigten over andre kvinders historier

Vi kan ikke gøre det alene - din hjælp betyder alt