Danners bud på en fremtid uden vold mod kvinder og børn 

Voldsudsatte kvinder, mænd og børn er dårligere stillet end andre, når de skal have adgang til basale behov for at kunne leve et frit og sundt liv. Partnervold er ulovligt. Alligevel er det næsten risikofrit at udøve vold mod sin partner, mens de udsatte betaler en yderst høj pris. 

Generelt er der brug for, at bundniveauet hæves hos alle instanser, når det handler om støtte, beskyttelse, retsforfølgelse og hjælp til at komme videre for voldsudsatte. Myndigheder og frontpersonale har oftest ikke viden om partnervold og konsekvenserne heraf. Derfor er beslutningerne, de træffer og deres forvaltning af loven uhensigtsmæssig for de berørte familier. I værste fald strider det imod loven. Samtidig er kvaliteten af tilbuddet og støtten til voldsudsatte kvinder og børn på krisecentre dårligt beskrevet i Serviceloven, og kommunernes forventninger til krisecentrenes faglighed er løse.

Nationale opgørelser viser, at langt flere kvinder end mænd er udsat for fysisk, psykisk og seksuel vold i nære relationer. Historisk set har kvinder været udsat for mænds vold i hjemmet, i dag ser vi at også mænd udsættes for partnervold. Beregninger viser, at vold mod kvinder i nære relationer koster samfundet over en halv milliard kroner årligt. Vold i hjemmet mod kvinder er landsdækkende og rammer alle samfundslag. Derfor skal myndighedsresponsen have højeste prioritet, både når det handler om folkesundhed, kriminalitetsbekæmpelse, social omsorg og ligestilling. Det sker desværre ikke i dag. 

Løsningsforslagene til forebyggelse af vold og hjælp til voldsudsatte er ofte fragmenterede, kønsneutrale og kortsigtede:

• selvom vi ved, at det tager mange år at komme ud af partnervold,
• selvom 10-12 kvinder årligt bliver slået ihjel af deres (eks)partner,
• selvom vi ved at børn bliver slået ihjel i hjemmet
• selvom vi ved fra krisecentrenes mangeårige virke, at partnervold påvirker alle aspekter af livet, både den individuelle trivsel, forældreevnen, relationen til andre mennesker, arbejdslivet og interaktionen med myndigheder.

Vi har brug for et paradigmeskift og en helhedsorienteret indsats mod vold i nære relationer. Derfor har Danner her nogle bud på, hvor der skal sættes ind med voldsforebyggelsen, samt en række politiske anbefalinger.

1)    Verdensmålene forpligter os til at sikre ligestilling

Vold i nære relationer er et kønsbaseret problem, der handler om ulighed mellem kønnene og manglende respekt. Uligestilling mellem kønnene er ikke noget, der kun sker i andre lande, det sker også i Danmark. Al vold mod kvinder og piger skal elimineres, som Verdensmål nummer 5 beskriver. Først dér kan vi sige, at vi lever i et samfund, hvor alle er lige. 38.000 kvinder og ligeså mange børn er udsat for vold i nære relationer årligt. Tallet for mænd er 19.000.

Partnervold har store samfundsmæssige konsekvenser, der går langt ud over den enkelte familie. Det spreder sig til arbejdspladsen, børnenes institution og skole, de sociale myndigheder og alle de relationer, som voldsudsatte og voldsudøvere indgår i. Derfor må alle aktører bidrage til at bryde tabuet om partnervold,

Danner anbefaler, at alle aktører hjælper med at bryde tabuet. Både stat og kommuner, men også arbejdsgivere og civilsamfund skal handle på mistanke om vold, og hjælpe voldsudsatte med at få professionel hjælp samt styrke institutionerne, der kan hjælpe. 

Danner anbefaler, at politiske handleplaner i Danmark afspejler Verdensmålene og anerkender, at vold i nære relationer er et ligestillingsproblem, som rummer kønsmæssige problematikker hos udøvere og udsatte.

2)    Voldsudsatte og voldsudøvere skal have ret til voldsfaglig ambulant rådgivning

Alt for mange voldsudsatte får i dag ikke den nødvendige hjælp. Vi skal nå ud til langt flere voldsudsatte og hjælpe dem langt tidligere – før det bliver nødvendigt at flytte på krisecenter. Ikke alle har brug for eller mulighed for at flytte på krisecenter, selvom de oplever mistrivsel pga. den vold, de udsættes for. Ambulante rådgivningstilbud er en vigtig del i kriminaliseringen af psykisk vold, og skal være med til at sikre flere søger hjælp. Hjælp til voldsudøvere er vigtig både for udøveren selv og for den udsatte - kun herigennem kan voldsspiralen stoppes.

Danner anbefaler at oprette en særskilt paragraf i Serviceloven, der sikrer voldsfaglig, kønsnuanceret, ambulant rådgivning til voldsudsatte, udøvere og pårørende. 

3)    Voldsudsatte migrantkvinder skal behandles på lige fod med alle andre borgere 

Migrantkvinder, der udsættes for partnervold, er en særligt udsat gruppe i Danmark. Deres juridiske, økonomiske og sociale status er ofte afhængig af den voldsudøvende partner. Danmark er forpligtet af Istanbulkonventionen til at yde beskyttelse til voldsudsatte kvinder uanset opholdsgrundlag. På grund af lang sagsbehandling hos udlændingemyndighederne, må kvinderne sætte deres liv på standby, hvis de fx afventer en afgørelse om ophold eller en forældremyndighedssag i forbindelse med en voldelig partner. De er umenneskeligt fastfrosset i en helt urimelig situation uden at kunne bearbejde traumer eller føre et almindeligt liv - i disse sager bør det faktum, at hun har været udsat for vold, fremskynde sagsbehandlingen.

Danner anbefaler, at voldsudsatte migrantkvinders behandling og beskyttelse sikres både juridisk, økonomisk, voldsfagligt og socialt.

Danner anbefaler, at når der er mistanke om vold mod en kvinde med minorietsbaggrund, så skal hendes sag hastebehandles hos de relevante myndigheder.

4)    Børn i voldelige familier skal have samme rettigheder, uanset kommune og krisecenter-ophold eller ej

Alt for mange afgørelser om samvær i familier med partnervold, beskytter ikke barnet mod vold. Lang sagsbehandlingstid, manglende brug af ’midlertidig forældremyndighed’ under sagsbehandlingen, og at barnet ikke har ret til ’støttede samvær’ betyder, at barnet bliver klemt i myndighedsudøvelsen og efterlades alene i forhold til at skabe mening i den aktuelle situtation. Det efterlader barnet i et vakuum og relationen til både mor og far kan tage skade. De såkaldte §50-undersøgelser for at undersøge om barnet har behov for særlig støtte, udføres ofte uden voldsfagligt blik. Sager med påstand om vold bør behandles med udgangspunkt i faglig viden, hvor volden og dens betydning i relationerne mellem forældrene og barnet undersøges,. Barnets behov og udsathed skal vurderes, så retten til at opnå en tryg tilværelse bliver det centrale. 

Danner anbefaler, at sager om vold altid tager udgangspunkt i barnets perspektiv. Børn i familier med vold skal have ret til støtte i hele processen - også selvom barnet ikke flytter med mor på krisecenter.

5)    Kommuner skal leve op til Serviceloven

På en lang række parametre lever kommunerne ikke op til Serviceloven, det er er et stort problem for voldsudsatte kvinders retssikkerhed, og det bør ikke finde sted i en retsstat som Danmark.

• På grund af pladsmangel må landets krisecentre - især i Storkøbenhavn - afvise omkring halvdelen af forespørgslerne om en plads til en voldsudsat kvinde. (I 2017 blev 48% af henvendelserne om en plads på krisecenter afvist pga. manglende plads, Socialstyrelsen, 2018) Det sker selvom Servicelovens §109 beskriver, at kommunerne har pligt til at tilbyde midlertidig boform til voldsudsatte kvinder og deres børn. 
• Kvinder på krisecenter risikerer et 'minimums-tilbud', fordi kvaliteten af tilbuddet er dårligt beskrevet i Serviceloven. Det gør krisecentrenes faglige støtte uigennemskuelig for både den enkelte kvinde og for kommunerne.
• Kommunerne har forskellige krav til om en voldsudsat kvinde skal yde egenbetaling for krisecenterophold, og de har uensartede vurderinger af, om hun har ret til boligindstilling.
• Kommunernes vurdering er sjældent funderet i en voldsfaglig og helhedsorienteret forståelse af kvindens socioøkonomiske situation, selvom vurderingen bliver afgørende for hendes fremtidige økonomi og boligforhold. Vurderingerne svinger fra kommune til kommune og kan for nogle kvinders vedkommende betyde, at de ikke har råd til at flytte på krisecenter. 
• Fagligheden hos den koordinerende rådgiver er svingende fra kommune til kommune, og omfanget af det koordinerende rådgivningstilbud efter krisecenterophold varierer fra medarbejder til medarbejder.

Danner anbefaler, at alle kommuner implementerer Serviceloven - herunder opretter nok krisecenterpladser og sikrer ensartethed i kommunens støttetilbud, for dermed at sikre enhver voldsudsat kvinde den støtte og hjælp, hun har ret til.

Danner anbefaler at kvaliteten af det tilbud som voldsudsatte kvinder og børn tilbydes på krisecentre beskrives mere klart i Serviceloven. 

6)   Faglig viden om vold skal styrkes hos frontpersonale og fagfolk

Alt for mange fagfolk har ikke viden om partnervold, og deres sagsbehandling og behandling af borgerne er derfor ofte tilfældig og vurderinger kan være forfejlede, når der er fysisk, psykisk, seksualiseret og/eller økonomisk vold til stede. På samme måde svinger fagligheden hos den koordinerende rådgiver også fra kommune til kommune. Med tæt koordineret samarbejde mellem instanser som kommune, politi og familieretshuse samt med bedre faglige værktøjer til at opdage vold i nære relationer, når borgere dukker op hos politi, egen læge, på jobcentrene, i børnefamilieteams, dagpengesystemet osv., kan vi hjælpe voldsudsatte tidligere og hjælpe dem bedre.  

Danner anbefaler, at frontpersonale inden for social-, sundhed- og uddannelsessektoren samt politi, anklagemyndighed og dommerstanden har adgang til efteruddannelse og temadage, der præcis uddanner i forståelse af partnervold og særligt den psykiske volds mekanismer og betydningen af, at psykisk vold nu er strafbart.

7)    Kvinder på krisecenter skal ligestilles med andre økonomisk, socialt og juridisk 

Når en kvinde flytter på krisecenter eller ønsker at forlade sin voldelige partner, er hun automatisk dårligere stillet juridisk, økonomisk og socialt end sine medborgere. Samtidig ser vi ofte, at de kvinder der har mindst, mister mest, når de flytter på krisecenter. 

• Hvis kvinden har brug for en sygemelding for at kunne bearbejde volden, mens hun er på krisecenter, eller hvis det ikke er sikkert at bringe barnet i institution, må kvinden diagnostiseres med en sygdom, hun sandsynligvis ikke har, fx ’stress’ eller ’mild depression’. Dette skyldes, at bl.a. et krisecenterophold ikke anerkendes som årsag til sygemelding. Denne diagnose kan stille kvinden dårligere senere i livet og i forhold til hvilke hjælpemuligheder, hun kan tilbydes.  
• Hvis kvinden ikke har formue, skal hun selv betale for bodeling i skifteretten. Dette betyder for mange af de kvinder vi møder på krisecentrene, at de ikke har råd til at foretage bodeling, og således ender de med ikke at få deres ting fra det fælles hjem – heller ikke ting af affektionsværdi. 
• Hvis barnet ikke flytter med på krisecenter, står moderen oftest dårligere i en forældremyndighedssag.
• Hvis kvinden er familiesammenført, stiller et krisecenterophold kvinden dårligere i forhold til hendes opholdstilladelse, hvis hun ikke kan dokumentere volden. Der lægges samtidig vægt på, om kvinden har udvist evne og vilje til at lade sig integrere i det danske samfund, hvilke kan være vanskeligt i lyset af kvindens udsathed og isolation som følge af volden.  

Alt dette sker, fordi kvinden har været udsat for vold af sin partner, som hun har været nødt til at flygte fra. 

Danner anbefaler en gennemgang af lovgivning og procedurer for voldsudsatte kvinder, så de ikke stilles ringere juridisk, økonomisk og socialt end andre medborgere. 

8)    Forebyggelse af sexisme hos unge i Folkeskolen

10% af alle danske kvinder over 16 år har oplevet ikke-fysiske seksuelle krænkelser (SDU, 2018), og det vidner om en systematisk sexisme, og et problem som skal adresseres på politisk niveau. Sexisme er ikke primært et individuelt problem, og Danmark bør lade sig inspirere af andre lande, der har vedtaget politikker for at uddanne børn og unge i respekt for forskellighed.

Danner anbefaler at ’undgåelse af sexisme og respekt for forskellighed’ inddrages i undervisningen i folkeskolerne og på læreruddannelsen. 

9)    Valid og kønsbalanceret statistik på området skal være permanent

Socialstyrelsens årsstatistikker for kvinder og børn på krisecenter og mænd på mandecentre er nøgledokumenter for at dokumentere vold i nære relationer. Derfor er det bekymrende at Socialministeriet har besluttet at afskaffe Årsstatistik for kvindekrisecentre, så den nu kun udkommer i en ændret form hver andet år. Adgangen til data på voldsområdet er yderst vigtig for at kunne bekæmpe og forebygge og sikre, at de rigtige tilbud er tilgængelige. Visse data kan ikke findes via registerdata, fx hvor længe volden har varet, hvilken type vold der er tale om samt det aktuelle billede af, hvor mange henvendelser om en plads krisecentrene har afvist på grund af pladsmangel. I al form for statistik på dette område er fastholdelse af det kønsbalancerede blik som også Istanbulkonventionen beskriver helt afgørende - indsatsen for at bekæmpe vold i nære relationer kan ikke kønsneutraliseres, som der fejlagtigt har været et politisk ønske om. 

Danner anbefaler, at Socialstyrelsens årsstatistik for kvinder og børn på krisecenter genetableres og at den kvalitative dataindsamling styrkes.  

Danner anbefaler, at data for vold i nære relationer kønsnuanceres, så vi fortsat ved fx hvor mange kvinder og hvor mange mænd, der udsættes for vold.