Den aften nåede jeg ikke ud på brandtrappen

Ana Santos har båret på en hemmelighed i 15 år. Hun er en internationalt anerkendt journalist og skriver kritiske artikler om au pair-ordninger og vold mod kvinder til aviser over store dele af verden.
21. september 2017

Af Henriette Winther, Danner (Longread)

Ana Santos kommer fra Filippinerne, og hun er inviteret til København som gæstetaler på Danners konference om østasiatiske au pair-kvinders rettigheder. Et emne hun har belyst og problematiseret gennem flere år blandt andet for BBC.  

Jeg var ikke altid så stærk, som jeg er nu. Jeg var skrøbelig, svag og alene. I dag vil jeg fortælle min historie for første gang, min egen historie om en voldelig mand.

Sådan begynder Ana sin tale på konferencen. Tilhørerne er en blanding af au pairs, herboende filippinere, ngo-folk og interesserede københavnere.

Jeg håbede, at nogen ville tro på mig. At han slog mig. Vi var lige blevet gift. På vores bryllupsrejse til Italien skulle han sætte mig på plads foran alle andre.

Ana er her egentlig ikke for at fortælle sin egen historie, men hun har bestemt sig for, at det skal være i aften. Faktisk skal vi tale om kulturen blandt filippinere, der betyder at man ikke fortæller højt om sine problemer på hjemmefronten, fordi det er skamfuldt at fortælle om dem.  Hvis parforholdet ikke fungerer påtager kvinden sig alt ansvaret og føler sig som en fiasko, og andre er ikke sene til at udskamme hende offentligt – det værste man næsten kan blive udsat for i Filippinerne. Og vi skal tale om, at man skal lade være med at bære den kultur videre.

Hvad har du gjort, siden han slår dig? Der må være noget galt med dig, når du ikke kan holde på en mand. Gå hjem og få det til at fungere, gør ham glad. Det kan være typiske reaktioner fra andre kvinder, men vi skal gøre op med den filippinske benægtelses-kultur, og vi skal turde tale om at manden er en krænker. Det er ikke kvindens skyld, hvis manden slår, er utro eller grænseløst urimelig, det er hans ansvar, fortæller Ana Santos.

I flere år har hun skrevet om, hvordan filippinske og østasiatiske piger og kvinder rejser ud for at blive au pairs eller tjenestefolk i rigere dele af verden, og hvor problematiske forhold de møder.
LÆS: Denmark's Au Pair Program: Cultural Exchange or Cheap Domestic Labor? (åbner i nyt vindue)

Mange oplever krænkelser og vold, når først de er blevet placeret hos en værtsfamilie. Det kan være, at de ikke få den løn, de er blevet stillet i udsigt. De får et usselt hummer at bo i, de bliver betragtet som andenrangs-mennesker eller nærmest slaver. Nogle af de kvinder, der begynder som au pairs bliver senere gift og familiesammenført med fx en dansk mand, men her oplever en del at ægteskab og børn med den danske mand ikke er lykken, fordi han viser sig at være kontrollerende og voldelig. Her kan den filippinske kultur stå i vejen for, at hun opsøger hjælp, manden kan have misinformeret hende om at hun bliver smidt ud, hvis hun går fra ham eller han kan true hende med at politiet tager børnene fra hende, hvis hun fortæller dem noget.


Tre råd til at bryde barrierene

Ana er selv et lille nips, men hendes ord er fyldige og med en personlig historie om vold med på scenen bliver hendes tre råd mere alvorsfulde og nærværende for os alle.

Overvind skammen. Det tog lang tid før jeg indrømmede, hvad jeg havde været ude for. Der er så meget pres i dit forhold, hvis du ikke tør fortælle om det. Vi skal forstå, hvor skammen kommer fra. Når du selv taler om det, så får andre modet og lysten til at tale om det. Vi bliver empowered, når vi ikke undertrykker hinanden, siger Ana Santos til forsamlingen og opfordrer de filippinere, der lever uden for deres hjemland til at søge hjælp hos de organisationer og myndigheder, der faktisk vil hjælpe.

Vær opmærksom på de tidlige tegn. Vi lader som om det er kærlighed. Hans fulde opmærksomhed. Han er så dejlig, fordi han giver os opmærksomhed. Men kontrol er ikke kærlighed, fortsætter hun.

Ana’s tredje råd trækker en lige tråd til hendes professionelle virke i dag, som prisbelønnet freelance journalist.

Gør jer økonomisk uafhængige. Den virkelige sandhed om ligestilling er økonomisk uafhængighed. Det første jeg gjorde, da jeg forlod min mand, var at sikre min egen økonomi. Min mor var stolt af, at jeg fandt modet til at forlade ham. Hun sagde, at jeg skulle finde mig et job, men jeg ville hellere skabe mit eget arbejde, så jeg kunne tjene penge nok til at forsørge mig selv.

 

Moderløs generation

Ana skriver og holder foredrag om sundhedsforhold og kønsbaserede emner i Filippinerne. Det der har givet hende international status, er hendes viden og dedikerede dækning af netop problemerne ved, at flere hundrede tusinde filippinske kvinder og piger – på det seneste også unge mænd - rejser ud som au pairs og hushjælpere rundt i verden.

LÆS: Ana P. Santos Talks about Filipino Overseas Workers on 'World Have Your Say' (åbner i nyt vindue)

Mange forlader deres børn, der vokser som ’den moderløse generation’ i Fillippinerne, Nepal og andre lande, hvor nationaløkonomien er baseret på hjemsendelsespenge. Andelen af moderløse børn vokser, fordi kvinderne bliver ved med at rejse ud.  Anas artikler sætter kritisk lys på de menneskelige konsekvenser, som dette migrant-arbejde har, og de udstiller den dobbeltmoralske tilgang som både filippinske myndigheder og myndigheder i modtagerlandene har. Hun har blandet andet kritiseret Danmarks forhold til au pairs.

LÆS: In Denmark, Au Pairs Risk Abuse in Name of 'Cultural Exchange'

 

Afhængighedsfælde

Ofte er kvinderne fra oversøiske lande som Filippinerne og Nepal forgældede inden de overhovedet kommer til deres arbejdsland, fordi de har betalt mange penge måske op til 3000 $ til ’konsulenter’, som skal finde en værtsfamilie til dem og arrangere deres rejse. Det bringer den enkelte kvinde i en afhængighedsfælde hos den familie, hun lander hos. Ikke alene er hendes arbejds- og opholdstilladelse afhængig af, at hun bor hos familien, de penge hun tjener som au pair skal hun bruge til dels at tilbagebetale gælden for konsulenten, dels til at sende hjem til sine børn eller andre familiemedlemmer. Disse forhold er velkendte blandt magthavere både hjemme i Filippinerne og i hele EU, USA og de rige oliestater, hvor kvinderne typisk arbejder. I visse lande får kvinderne endda inddraget deres pas, når de lander i modtagerlandet. Hvem sagde slaveri?

For den filippinske stat er der millioner af dollars i hjemsendelsespenge på spil. I lande som Danmark og Norge, hvor langt størstedelen af au pairs kommer fra Filippinerne, har man gjort en del for at undgå misbrug af ordningen til billig, slavelignende arbejdskraft. Folketinget vedtog i 2014 en lønstigning til au pairs, så de nu ikke længere kun får 800 kroner om måneden, men de skal have 4050 kroner. Det fik efterspørgslen på au pairs til at falde i Danmark. Fra 2014 til 2015 faldt antallet af opholdstilladelser til au pairs fra 1908 til 1623 personer.

Det ændrer dog ikke på, at vi i Danner møder et stort antal filippinske og østasiatiske au pairs og familiesammenførte kvinder, som søger hjælp, efter at de er blevet udsat for krænkelser og vold. For mange af kvinderne gælder, at de tog afsted for at være au pair, hvilket er et fransk begreb og betyder ’på lige vilkår’.


Brandtrappen

Tilbage til konferencen i København: hårene rejser sig på mine arme, da Ana løfter sløret om sin fortid.

Han sagde motherfucker til mig og nikkede mig en skalle, da jeg var højgravid. Han kastede mig rundt. Lige præcis den aften for 15 år siden, var jeg ikke nået ud på brandtrappen. Jeg løb ofte derud, fordi der altid stod nogen og røg og som holdt øje med, hvad der foregik, dér kunne han ikke nå mig. Han forfulgte mig ud på badeværelset og bankede mig. Jeg kunne ikke rejse mig dagen efter og kunne ikke komme på arbejde.

Ana fortæller, at hendes daværende mand begyndte at opføre sig som om han ejede hende, efter de var blevet gift. Hun turde slet ikke at fortælle hans forældre det. Hun var bange for, at de ikke ville tro på hende. Hun begyndte at forstå, at det var noget kulturelt, at familierne dækker over den vold, der foregår i hjemmet, og at ens opvækst kan være medvirkende til, om man havner i et voldeligt forhold.

Jeg forlod ham fem måneder efter, at jeg havde født vores datter. Barnepigen og jeg pakkede vores ting sammen og forlod lejligheden, en dag han var taget på arbejde. Jeg ville ikke have, at min datter skulle vokse op i det her.

Læs en kort biografi Ana P. Santos (på engelsk)

 

Gå til oversigten Politisk fokus og se Danners politiske anbefalinger til at sikre en fremtid uden vold mod kvinder og børn.

Deltag desuden i debatten på vores Facebook-profil, hvis du har ris, ros eller tilføjelser.

Alt for mange voldsudsatte får i dag ikke den nødvendige hjælp.

 

Danner har tre grundlæggende værdier: Vi styrker kvinder. Vi er ambitiøse. Vi blander os.
Når vi blander os i samfundsdebatten, gør vi det, som en feministisk og løsningsorienteret vidensaktør, der vil stoppe vold mod kvinder og børn og fremme ligeværd mellem kønnene på alle niveauer i samfundet.

 

Hvert år udsættes cirka 38.000 kvinder for fysisk vold fra deres partner. For psykisk vold er tallet det dobbelte. Fysisk vold giver ar på huden, mens psykisk vold giver ar på selvværdet og selvtilliden! Læs om, og få eksempler på, psykisk vold her.
I Danner vil vi gøre op med den traditionelle forståelse af vold i nære relationer. Vold kan tage mange former. Fælles for alle former er et kontrollerende adfærdsmønster, der bruges til at undertrykke kvinder. Læs mere om vold mod kvinder her.
Danner vil sikre lige muligheder for alle. Med vores særlige viden om vold, baseret på 40 års erfaring og stor teoretisk viden om voldens dynamikker og voldsformer, blander vi os, som feministisk samfundsaktør, i den offentlige debat. Læs nyheder og debat her!