Hjælp på vej til palæstinensiske kvinder, som lever i isolation og vold

Palæstinensiske kvinder kontakter kvindeorganisationer, fordi de har konflikter og vold inde på livet på grund af coronanedlukning. Danners partnere i Tunesien og Palæstina har iværksat nye tiltag for at hjælpe voldsudsatte kvinder i denne tid.
17. april 2020

Af Ditte Marie Specht, projektleder i Danner

Kvindeorganisationer i Palæstina melder om stigning i partnervold og konflikter i de områder, de arbejder i, som en konsekvens af den generelle nedlukning af samfundet i Palæstina, som er udstedt for seks uger siden. Nedlukningen påvirker særligt de familier og mennesker, der i forvejen er sårbare, herunder familier med vold, hvor hver fjerde kvinde i Palæstina hvert år er udsat for partnervold. 

Som en konsekvens af det øgede trusselsniveau for kvinder, der lige nu lever i isolation med en kontrollerende og/eller voldelig partner, har organisationen WCLAC (Women’s Centre for Legal Aid and Counselling) åbnet en døgnåben hotline, hvor kvinder kan søge hjælp. 

Akut behov for hjælp

Danners lokale partner, Rural Women’s Development Society (RWDS) arbejder særligt med kvinder, der lever i isolerede landområder og er udsat for vold. Gennem deres 58 kvindeklubber har de kontakt til 3000 palæstinensiske kvinder, der lige nu i stigende grad kontakter RWDS’ personale med deres bekymringer, konflikter og akut behov for hjælp. 

For at imødekomme kvindernes behov, har Danner sammen med RWDS henvendt sig til dem med tilbud om særlig hjælp under COVID-19 nedlukningen. Det sker som led i vores langsigtede arbejde, hvor vi har øget fokus på mental sundhed blandt kvinder på landet i Palæstina, som RWDS arbejder med.

Danners og RWDS’ COVID-19-indsats i Palæstina omfatter:

  • Uddeling af basismad såsom ris og linser til de familier, der i forvejen er identificeret som sårbare og nu har mistet deres indtægt grundet nedlukningen
  • Uddeling af hygiejnepakker med de nødvendige værnemidler til familier, der lever i isolerede landområder uden adgang til de fornødne varer
  • Elektronisk support til de kvinder, der lige nu rækker ud til RWDS 
  • Undervisning og støtte til frontpersonale fx socialarbejdere, der overalt i Palæstina lige nu er under pres, fordi voldsudsatte kvinder har brug for ekstra støtte i forbindelse med coronakrisen

Undervisningen har to spor. Dels undervises socialarbejderne i at bruge samtaleværktøjer, som de kan bruge til at gå i dialog med kvinderne og støtte dem. Dels undervises de i teknikker, der sikrer, at de passer på deres eget mentale helbred og ikke bliver udbrændt eller traumatiseret af kvindernes fortællinger og situationer. Disse teknikker bygger på Danners mangeårige arbejde med forebyggelse af overført traume.  Vores erfaringer viser, at fagfolk, der arbejder inden for traumeområdet, ofte rammes af overført traume, hvis de ikke har teknikker til at forebygge det. 

Erfaringerne med undervisning og dialogen med kvinderne kan bruges i RWDS’s fortløbende arbejde. 

National hotline i Tunesien for voldudsatte kvinder 

I Tunesien drives en national hotline, hvor kvinder udsat for vold kan søge hjælp. Som noget særligt har én af Danners tunesiske partnere, AFTURD, lavet en video, der på tunesisk og via tegnsprog oplyser voldsudsatte kvinder om deres muligheder og om den nationale hotline. Videoen er lavet i samarbejde med tunesiske kvindekrisecentre og relevante ministerier.

Videoen, der er gået ud nationalt, er et usædvanligt skridt i et land som Tunesien, hvor vold mod kvinder ofte betragtes som et privat anliggende, men det er et vidnesbyrd om, at kvinderettighedsorganisationer begynder at få større gennemslagskraft i netop Tunesien.

Siden 2014 har Danner støttet AFTURD i at danne et nationalt netværk af kvindekrisecentre, og på flere måder arbejder vi for at styrke kvindeorganisationers muligheder for at stoppe vold mod kvinder i Tunesien.

Den nye nationale kampagne med videoen har vist AFTURD’s muligheder for at fungere som samlende aktør for krisecentrene, og det kan være gunstigt for kvindekrisecentrene fremadrettet.

Der kommer efterdønninger

I Danner er vi fortsat bekymrede for, hvordan karantænetiden påvirker de mange kvinder, der er udsat for vold.

Vi har langt fra set alle konsekvenserne af nedlukningerne for voldsofre endnu. Lige som andre sektorer, der beskæftiger sig med særligt sårbare og udsatte befolkningsgrupper, forventer vi store efterdønninger af nedlukningen, når disse mennesker igen får mulighed for at søge hjælp og bryde tabuet om det, de oplever.

Vi er samtidig stolte af vores internationale partnere, der hurtigt og effektivt har tilpasset sig deres nationale situation, så de kan yde hjælp og støtte til voldsudsatte kvinder og børn. Vi følger den globale udvikling tæt og støtter op om vores kolleger, der arbejder i krisecentre og kvinderettighedsorganisationer verden over, hvor og når vi kan. 
 

 

Gå til oversigten Politisk fokus og se Danners politiske anbefalinger til at sikre en fremtid uden vold mod kvinder og børn.

Deltag desuden i debatten på vores Facebook-profil, hvis du har ris, ros eller tilføjelser.

Alt for mange voldsudsatte får i dag ikke den nødvendige hjælp.

 

Danner har tre grundlæggende værdier: Vi styrker kvinder. Vi er ambitiøse. Vi blander os.
Når vi blander os i samfundsdebatten, gør vi det, som en feministisk og løsningsorienteret vidensaktør, der vil stoppe vold mod kvinder og børn og fremme ligeværd mellem kønnene på alle niveauer i samfundet.

 

Fysisk vold giver ar på huden, mens psykisk vold giver ar på selvværdet og selvtilliden! Læs mere om, hvad psykisk vold er og få eksempler her.
I Danner vil vi gøre op med den traditionelle forståelse af vold i nære relationer. Vold kan tage mange former og er et kontrollerende adfærdsmønster, der bruges til at undertrykke kvinder.
Danner er en feministisk samfundsaktør, som, for at sikre lige muligheder for alle uanset køn, blander sig i den offentlige debat. Læs vores nyheder og debat her.