Migrantkvinders særlige sårbarhed

Af Lisbeth Jessen og Anna Maria Mosekilde, hhv direktør og videnskonsulent i Danner

"Jeg kan ikke fortælle min familie eller venner om volden, for jeg skammer mig – jeg føler mig meget alene i det her. Hvordan fortæller jeg min familie eller venner om mine dårlige oplevelser?”

Det er et af de hyppigste spørgsmål, som migrantkvinder har stillet Danners specialkonsulenter i de seneste seks år. Her har Danner haft en særlig indsats, hvor voldsfaglige konsulenter med migrantbaggrund møder informationssøgende og i mange tilfælde voldsudsatte migrantkvinder dér, hvor de er. En relation baseret på tillid,fælles sprog og referencer, der støtter kvinderne i at opnå et liv fri for vold. Med den effekt, at den enkelte migrantkvinde ofte tænker: Hvis hun kan, så kan jeg også. For når rådgiverens migrantbaggrund bliver koblet med voldsfaglighed, bliver der skabt resultater. 

Det er ny viden Danner præsenterer i rapporten Vold mod migrantkvinder i Danmark, der giver migrantkvinder en stemme og os andre et indblik i de barrierer, de møder, når de lever med en voldelig partner. Rapporten er baseret på Danners arbejde fra 2012 til 2018 og kaster lys på de særlige problematikker, som herboende voldsudsatte migrantkvinder står med. Ofte lever de under myndighedernes radar, og det betyder, at omfanget eller karakteren af deres sårbarhed hidtil har været ukendt. 

Danmark er forpligtet til at hjælpe
Kvinder udgør 48 % af verdens migranter (Maymon, 2017). Ifølge Danmarks Statistik migrerede 34.348 kvinder og piger til Danmark fra 164 lande i 2017. Årsagen er alt lige fra flugt, familiesammenføring, uddannelse, arbejde eller som medfølgende hustru. 

Vold mod kvinder er en krænkelse af menneskerettighederne. Det er ofte usynligt for omverdenen, men har store konsekvenser for den enkelte og eventuelle børn. Internationalt er der et særligt fokus på voldsudsatte migrantkvinder, da de er i en særlig risiko, sådan som EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) og Europarådets ligestillingsstrategi fra 2018 fastslår. Og Europarådets Istanbulkonvention stadfæster under artikel fire, at alle voldsudsatte, kvinder har ret til beskyttelse uanset opholdsgrundlag og baggrund som migrant.

Fra social isolation til integration
 

"Min mand er meget jaloux og bestemmer, hvem jeg må se. Er det normalt eller er det psykisk vold?", er et andet hyppigt spørgsmål, som Danners specialkonsulenter får, når de afholder dialogmøder, hvor tabu om vold bliver brudt.

Her får kvinderne information om vold og kontrol i nære relationer, rettigheder og muligheder, ligesom dialog, diskussion og nye venskaber opstår, som modpol til netop manglende netværk, der gør kvinderne ekstra sårbare.

Danner har i siden 2015 afholdt 127 dialogmøder over hele landet med 3836 deltagere, hvor 615 migrantkvinder fra 44 forskellige lande desuden har besvaret et spørgeskema om vold. Her indikerer 228 af kvinderne, at de kender en, der er udsat for vold i hjemmet. Og 102 kvinder indikerer, at de selv er udsat for vold. Hovedparten er mellem 20 og 40 år. 

Rapporten konkluderer, at en indsats, der når ud til voldudsatte migrantkvinder, kræver landsdækkende vedvarende opsøgende arbejde, tid og etablering af tillidsfulde relationer. Først til netværk, gatekeepers og migrantmiljøer, derefter til migrantkvinderne selv baseret på specialkonsulenternes særlige kompetencer. Det afgørende er, at kvinderne bliver opsøgt, hvor de er, fx i kirker og trossamfund samt formelle og uformelle netværk – og at de bliver mødt af én, de ikke på forhånd har mistro til. Danner har årelang erfaring i netop at møde kvinder med lavt selvværd på en måde, så de føler sig hørt og forstået. Den unikke kombination af at være ngo og voldsfaglig aktør er en styrke i mødet med disse kvinder, som – berettiget eller uberettiget – kan have mistillid til myndighederne.

Møder i øjenhøjde
Handling forudsætter viden, men information til voldsudsatte migrantkvinder bør altid følges op af tilbud om individuel voldsfaglig rådgivning. 169 kvinder har i gennemsnit fået 4,5 individuelle samtaler via Danners indsats, før en myndighed har overtaget den formelle rolle som kvindens støtte og rådgiver. Knap tre ud af fire voldsudsatte kvinder har været udsat for mere end én voldsform fx både psykisk, fysisk og økonomisk vold, og der er nogenlunde ligelig fordeling mellem kvinder med en etnisk dansk partner, og kvinder med en ikke-etnisk dansk partner.

”Min mand eller kommunen tager mine børn fra mig, hvis jeg bliver skilt eller hvis jeg fortæller min sagsbehandler eller en læge om volden – specielt fordi min mand ved meget mere om systemet.” En anden siger: ”Jeg bliver helt sikkert smidt ud af Danmark, hvis jeg bliver skilt, da jeg er familiesammenført, så jeg tør ikke tage chancen med det danske system.” En tredje udtaler: ”Det er min skyld, at min mand er voldelig, så hvis jeg nu ændrer mig eller provokerer ham mindre, så stopper volden nok.” Kvindernes udsagn viser, at en specialiseret viden og indsats, der bygger bro til myndighederne, er nødvendig, ellers vil de kvinder fortsætte med at gå under myndighedernes radar og udøverne vil kunne fortsætte deres dominerende, kontrollerende og ulovlige adfærd.

Migrantkvinder har flere barrierer for at bryde med vold 
Det farligste tidspunkt for en voldsudsat kvinde er det øjeblik, hun beslutter sig for at forlade voldsudøveren, fordi hans magt og kontrol over hende udfordres. Migrantkvinderne frygter – med rette - at volden bliver forværret, hvis de forsøger at flygte. Den altoverskyggende frygt er, at hun og eventuelle børn står i en endnu værre situation, både juridisk, økonomisk og socialt, hvis hun forlader voldsudøveren. 

For familiesammenførte migrantkvinder gælder det særlige, at manden oftest er hendes juridiske legitimitet for opholdstilladelse, så mange vælger ud fra en samlet kalkule at blive hos voldsudøveren og finde sig i volden – alternativet er simpelthen værre. 

Den viden kan vi ikke sidde overhørig, og derfor har Danner – som de eneste i landet - iværksat en voldsfaglig og brobyggende indsats, og den har vist, at dialogmøder både kan sikre samtale med voldsudsatte migrantkvinder, som ellers ikke ville komme over radaren, og sammen med den individuelle rådgivning bliver kvinderne styrket til at træde ud af voldsspiralen. 

Samarbejde med myndighederne afgørende
Civilsamfundets opsøgende indsatser hos migrantkvinder skal understøttes af et tæt samarbejde med kommuner, og det er en oplagt ny fase af denne indsats. Frontpersonale bør opkvalificeres i at kunne genkende den voldsudsatte migrantkvindes udsathed og situation. Det sikrer, at når kvinden søger hjælp hos myndighederne, er risikoen mindre for, at hun vender tilbage til voldsudøveren. Derfor bør der udarbejdes procedurer for voldsudsatte migrantkvinder og børn, ligesom der er procedurer for andre, udsatte grupper.

Den viden Danner har indsamlet fra de seneste seks års indsats målrettet voldsudsatte migrantkvinder viser, at den er yderst relevant – og vi håber den også i fremtiden vil fortsætte, lige nu er alle kendte finansieringskilder dog ved at rinde ud. Der er brug for at styrke implementeringen af Istanbulkonventionen, så alle kvinder uanset baggrund og opholdsgrundlag kan leve et liv fri for vold, ligesom kommende nationale ligestillingshandleplaner bør blive inspireret af Europarådets nye ligestillingsstrategi, så alle kvinder kan leve et liv fri for vold i Danmark.