Patriarkatet har igen slået en kvinde ihjel

#IAmIsraa. Hvorfor blev en ung kvinde i Palæstina tortureret ihjel, blot fordi hun deler et café-billede med sin forlovede?
6. september 2019

Blog af Ditte Marie Specht, projektleder i Danner


Lige nu bruges hashtagene #IAmIsraa og #PatriarchyKills blandt globale aktivister og feminister. Vi har har fået nok af patriarkalske, kollektive normer og familiestrukturer, der fremmer handlinger som drabet på den 21-årige palæstinensiske kvinde, Israa Ghrayeb, som i sidste uge blev dræbt af sin egen familie i Betlehem - det var angiveligt hendes bror, som slog og torturerede hende til døde.


Tung stemning i Palæstina

Danner er lige nu i Palæstina, hvor vi sammen med vores lokale samarbejdspartner, RWDS – Rural Women’s Development Society, oplever en tung stemning blandt kvinderettighedsforkæmpere og menneskerettighedsaktivister, i kølvandet på det barske drab på Israa. 
Forlovelsen var godkendt af begge familier, men endnu ikke meldt ud til den bredere familie og offentligheden. Familien syntes dermed, at Israa bragte skam over sin familie, ved at poste et billede offentligt, hvor hun går ud med forlovelsen; noget, familien ifølge traditioner skal gøre. Israa blev i første omgang overfaldet af sin familie og kom derefter på hospitalet. Hun døde senere på hospitalet - efter besøg fra familien. 


Patriarkalske normer koster liv...

Drabet på Israa er ikke et ekstraordinært og individuelt problem i én palæstinensisk familie, men et udtryk for de patriarkalske normer, der muliggør den forsatte kontrol over kvinders færden og tilværelse. Det er et globalt samfundsanliggende, og Israa er langt fra den første eller sidste kvinde, der kommer til at miste livet som resultat af denne farlige og grove vold, mænd (og kvinder) udøver mod kvinder i privatsfæren verden over.  Verdensmål 5 understreger, at vi skal have kønslighed, men Israas skæbne viser, at kvinders grundlæggende menneskerettigheder systematisk krænkes af patriarkalske strukturer og normer. 


... også i Danmark

I protest mod dette, opfordrer palæstinensiske menneskerettighedsaktivister til brugen af hashtagget #PatriarchyKills.
Mænds ´retfærdiggørelse´af drab på kvinder er et globalt sundheds- og samfundsanliggende, der også er relevant i en dansk kontekst. Et retsmedicinsk studie fra Århus Universitet viser, at 56 procent af de kvinder, der er blevet dræbt i Danmark de seneste 25 år, er blevet dræbt af en tidligere eller nuværende partner. Generelt udgør partnerdrab mere end hvert fjerde drab i perioden, hvilket gør det til den største enkeltstående drabs-type i Danmark - i følge Information.
Der er en massiv kønsulighed at finde lige her - studiet viser med al tydelighed, hvad vi i Danner og andre kvinderetsorganisationer har vidst længe; heller ikke herhjemme kan vi sige os fri for patriarkalske normer i visse lommer af samfundet. Det er fuldstændig uacceptabelt.

Hvor mange flere kvinder skal dræbes, før vi får sat ind med forebyggende løsninger, så kvinder ikke overlades til sig selv i hjemmet? Læs Danners bud og anbefalinger!


En global bølge af protester 

#IAmIsraa og #PatriachyKills-hashtaggene føjer sig ind i en en global protestbevægelse, som vi må støtte op om som befolkning og civilsamfund. Vi må presse vores magthavere for forandring. Palæstinensiske kvinder har brug for global opbakning nu. Globale kvinders tålmodighed er sluppet op! For at stoppe kvindedrab i nære relationer, må vi fortsat sikre at der bliver arbejdet for at rykke ved de normer, der ligger til grund for Israas families handlinger. Og for at ingen skal frygte hjemmet - det sted, der burde være det mest sikre.
Danner arbejder med voldsforbyggelse og -forståelse ud fra fire niveauer i den socio-økologiske tanke, som både tager højde for individet, relationerne, lokalmiljøet og de overliggende strukturer og normer. I samarbejde med blandt andre RWDS ændrer vi normer og kønsopfattelser hos både mødre, fædre og ikke mindst børn & unge i Palæstina. Kun ved en sådan holistisk indsats kan vi ære mindet om Israa, der havde livet foran sig og fortjente et langt, frit og lykkeligt liv. 

 

Danner har tre grundlæggende værdier: Vi styrker kvinder. Vi er ambitiøse. Vi blander os.
Når vi blander os i samfundsdebatten, gør vi det, som en feministisk og løsningsorienteret vidensaktør, der vil stoppe vold mod kvinder og børn og fremme ligeværd mellem kønnene på alle niveauer i samfundet.

 

Fysisk vold giver ar på huden, mens psykisk vold giver ar på selvværdet og selvtilliden! Læs mere om, hvad psykisk vold er og få eksempler her.
I Danner vil vi gøre op med den traditionelle forståelse af vold i nære relationer. Vold kan tage mange former og er et kontrollerende adfærdsmønster, der bruges til at undertrykke kvinder.
Danner er en feministisk samfundsaktør, som, for at sikre lige muligheder for alle uanset køn, blander sig i den offentlige debat. Læs vores nyheder og debat her.

Brug for hjælp og råd?
Ring: 33 33 00 47

Det sker i Danner

26. november 2019
Kom til foredrag i Danner, og få indblik i organisationen, vores særlige historie samt vores viden om og arbejde med vold i nære relationer.