Voldsudsatte kvinders historier er vigtige fortællinger – også i medierne

Medierne skal op på tæerne for at sikre, at voldsudsatte kvinders ytringsfrihed ikke knægtes. Og de skal sikre, at det sker, uden en offentlig domstol mod manden.
Mandag, juni 4, 2018 - 00

I disse år bryder vi tabu om vold. Mennesker, der har brudt med langvarig og nedbrydende vold, inviterer samfundet med ind i deres personlige beretninger. Den personlige beretning kan noget helt særligt. Vi forstår pludselig volden, og alvoren i dét den pågældende har levet med. Samfundet udfordres derigennem på deres ensidige forståelse af volden; hvem den sker for, hvorfor den sker, og at det mest af alt er et mellemværende mellem to individer. Beretningen efterlader os undrende over, at den kvinde, der tilsyneladende fremstår stærk og klog, virkelig ikke bare er gået fra ham. 

Volden sker for alle slags kvinder, og den udøves af primært mænd til alle tider - volden kender hverken hudfarve eller sociale skel. De personlige beretninger bruges til at hjælpe andre, der endnu ikke har brudt med den ødelæggende vold. Vi ved fra vores mangeårige praksis, at det er vigtigt for egen heling at hjælpe andre i den proces, man selv er kommet ud på den anden side af. 
Enhver kvinde, der må opholde sig mange måneder på et krisecenter, visiteres nøje til opholdet og helingsprocessen, og tegnene efter volden er så tydelige, både hos kvinder og børn, at vi sjældent som fagpersoner efterlades med tvivl. Og statistikkerne taler deres tydelige sprog, 33.000 kvinder udsættes hvert år for fysisk vold af en (eks)partner. Men de fleste voldsudøvere bliver ikke dømt for deres forbrydelse, det er der mange grunde til. Først og fremmest forhindrer en angst for udøveren den voldsudsatte i at anmelde ham, men også hensynet til børnene tæller her.

De cirka 1800 kvinder, som krisecentrene hjælper hvert år, passer desværre alt for godt ind i viden om de skader, som volden forårsager. Lavt selvværd, skyldfølelse, depression, angst i situationer som andre finder uproblematiske, koncentrationsbesvær, isolation. Søvnbesvær, hårtab, maveproblemer, uro i kroppen. Listen er lang.

Disse omstændigheder kan de fleste ikke se med det blotte øje. Kvinden åbner meget sjældent op for pårørende, da der både er indre og ydre barrierer. Skyldfølelsen og afmagtsfølelsen er to indre barrierer, mens trussel om drab eller andre trusler om fysiske hændelser fra voldsudøveren kan være ydre barrierer.

Som krisecentre ser vi derfor nogle ting, som de færreste ser. Vi ser bagsiden af volden, for vi har både kvindernes tillid og vi har den voldsfaglige indsigt, som betyder, at vi ser en række genkendelige mønstre i alle sagerne, selvom hver kvinde og hvert forhold er unikt.

At arbejde med sig selv og gå i terapi efter, at man har brudt med en voldelig partner er en stor kraftanstrengelse – og det er svært for rigtig mange, for man har ikke nødvendigvis lyst til at konfrontere sine egne svage sider eller de psykiske skader, som volden har forårsaget. 

Nogle kvinder vælger alligevel – og modigt - at fortælle deres historie i medierne. Uden navns nævnelse og balanceret i forhold til ikke at udstille voldsudøveren eller dæmonisere denne, er det et udtryk for kvindens ytringsfrihed, en frihed, der kun i yderste konsekvens bør begrænses, af hensyn til en tidligere partner. Også selvom der ikke er faldet dom i sagen. Faktisk er det meget få, der har styrken til at stå frem og fortælle, at de har været i et forhold, hvor de er blevet krænket, truet og nedbrudt – og har fundet ud på den anden side. Langt de fleste har mest lyst til at gå under radaren. Derfor er de kvinder, der står frem med til at bryde det kæmpe tabu, som vold i nære relationer er, stærke og vigtige aktivister. Dem skal vi hjælpe og beskytte, når de står frem. 

Lovgivningen skal selvfølgelig følges, og det må være op til de enkelte medier at sikre, at en eventuel partner bliver hørt, hvis det vurderes aktuelt. 

Vi ved at 33.000 kvinder er udsat for fysisk vold i nære relationer hvert år. Vi ved også, at vi som aktører kun kommer i kontakt med et fåtal af dem – blandt andet på grund af nogle af ovenstående forhold. Ergo er voldsudsatte kvinder en meget tavs gruppe i vores samfund. De eneste, der måske er mere tavse, er de voldsudøvende mænd. For dem findes der jo lige så mange af. Som aktører kommer vi kun i konktakt med nogle få af dem. Ofte har de meget lidt lyst til at gå i dialog om det, der er sket – de kan have nogle af de samme ovenstående symptomer. De kan også benægte det skete og bebrejde andre – fx den voldsudsatte – for at det skete er sket og for at andre bliver involveret i dét, de gerne så blive inden for intimsfæren. Eller de kan slet og ret betragte det som deres ret, at kontrollere et andet menneske.
 

Det er klart, at man kan føle stort ubehag ved at ens tidligere kone eller anden person i nære relationer står frem med sin fortælling om et voldeligt forhold. Ligeledes kan det være ubehageligt for den voldsudsatte, at hendes eks står frem med sin fortælling. Det er desværre en del af billedet – det gør ondt, og det har nogle konsekvenser, men medierne skal ikke fortie disse menneskers historier, fordi de gør ondt eller har nogle nutidige konsekvenser.

Vold i nære relationer er et kæmpe samfundsproblem – både for de involverede individer og for samfundet generelt. Det er økonomisk og menneskeligt ekstremt dyrt, så længe vi ikke får rykket ved magtbalancen i den private sfære, så flere holder op med at true, krænke og slå – og så flere får mulighed for at forlade en voldelig relation.

Førende sociologer taler om at vi skal ændre maskulinitetsbegrebet, så flere forstår, at man ikke kan eje eller har ret til et andet menneske – heller ikke selvom dette andet menneske er ens kone eller (eks)kæreste.
Hvorvidt voldsudøveren skal høres forud for alle artikler, må som sagt være op til den enkelte redaktør at vurdere, men det skal ikke være sådan at en (tidligere) voldsudøver skal kunne forhindre kvinden – den voldsudsatte - i at stå frem med sine oplevelser. 

Hvad der er ’rigtigt og forkert’ vil være debat-emne i lang tid, da vi jo har med mennesker at gøre – ligesom typen og omfanget af voldsudøvelse er forskellig fra forhold til forhold – altså kan man ikke skære alle over en kam.

Derfor er det vigtigt, at også de klassiske medier får nogle nuancer på emnet ’vold i nære relationer’, når de beskæftiger sig med det.  I nogle tilfælde kan de nemlig blive en ny arena for kontrollens og magtens udøvelse, hvis voldsudøveren lykkes med at forhindre en voldsudsat kvinde i at stå frem med sin historie og derigennem knægte hendes ytringsfrihed. For rigtig mange handler volden nemlig om kontrol over den anden – også selvom de to ikke er i en nær relation længere. 

Hjælp voldsudsatte kvinder og børn

Følg os på Facebook

Modtag nyhedsbrev

Sig ja til ca. fire årlige mails om nyt fra Danners arbejde for at stoppe vold mod kvinder og børn.