”Her har jeg grædt rigtig mange tårer,” siger Lila.  

Hun stryger hånden over betrækket på den lysegrå sofa i et af de rum i Danner, hvor kvinder og rådgivere holder samtaler. Så rykker hun grinende fra sofaens hjørne ind på midten. Som for at markere, at hun griner mere, end hun græder nu. At hun er videre. Eller i hvert fald på vej. I gang med at bygge sit eget liv op fra bunden sammen med sine to små børn. 

I dag er hun på besøg på Danner. Hvis det var en mulighed, ville hun komme her hver dag. 

”Mine børn kalder Danner for deres ”store hjem” og spørger tit, hvornår vi skal på besøg herinde. Og for mig er Danner også mit hjem,” siger Lila. 

Både hun og børnene glæder sig til julemåneden. Og til den årlige julefest for tidligere beboere på Danners krisecenter. Til at gense de særlige Danner-nisser, der bliver hængt op i alle vinduer ud til gaden. Julefadene med klementiner, dadler og nødder i fælleskøkkenerne. Det smukke gran og lys i receptionen. Det kæmpestore juletræ, der hvert år bliver pyntet i Stadsstuen. 

Da Lila fik invitationen til julefesten, blev hun virkelig glad.  

”Det er så vigtigt for mig at blive ved med at komme i Danner. Vi kvinder forstår hinanden på en måde, ingen andre gør. Og personalet herinde forstår os på en helt særlig måde. De kender vores historier og den rejse, vi alle har været på. De har hjulpet os med at klare den hårdeste tid i vores liv. Der er et naturligt bånd, der binder os sammen. Vi taler sammen fra vores hjerter,” siger hun, mens hun forsøger at holde tårerne tilbage. 

”Da jeg kom til Danner, troede jeg ikke, der var andre, der stod i en situation som min. Inden jeg kom herind, bad jeg tit til Gud. Jeg bad ham se mig og hjælpe mig. Og han hørte mig og sendte mine kontaktpersoner, Emilie og Christina. De er mine skytsengle, der har hjulpet mig med alt.” 

Flygtede til Danner for ikke at miste sine børn 

Fra det øjeblik, Lila var kommet til Danmark i et arrangeret ægteskab, til hun flygtede ind på Danner, var det mere undtagelsen end reglen, at hun fik lov til at forlade sit hjem. Hun levede et liv, der mindede om en tjenestepiges.  

Når hun indimellem fik lov til at gå ud og tage på sprogskole, smuglede hun bøger med hjem fra biblioteket og forsøgte at lære dansk. Ikke mindst, fordi hun vidste, at uret tikkede. Hun havde født de børn, hun skulle – dermed havde hun udtømt sin funktion, mente hendes eksmand og hans familie. 

Lila måtte ikke amme. Hun måtte ikke trøste dem, når de faldt og slog sig. Faktisk var det svigerfamiliens plan, at hun skulle overlade børnene til dem og rejse tilbage til sit hjemland. 

Den psykiske vold eskalerede. Og da Lila fandt ud af, at hendes eksmand havde forfalsket nogle dokumenter og frataget hende forældremyndigheden og søgt om skilsmisse uden hendes vidende, flygtede hun i desperation for at beholde sine børn ind på Danners krisecenter. 

Da hun kom, havde hun det så dårligt, at hun ofte kastede op og faldt sammen på gulvet. Dagene gik for nedrullede gardiner inde på hendes værelse. Men skridt for skridt fik hun det bedre og blev den mor, hun hele tiden havde ønsket at være, men ikke havde fået lov til. 

Store fremtidsdrømme 

I dag bor Lila i sin egen lejlighed sammen med sine børn, der trives i en ny børnehave. Hun har fået sin egen opholdstilladelse i Danmark. Og en samværsordning, der fungerer, med sin eksmand, som blandt andet blev dømt for psykisk vold.  

Lige nu arbejder Lila målrettet på at bestå sin danskprøve, så hun kan komme i gang med at tage 9. klasse. 

”Jeg har store drømme. Når jeg har taget 9. klasse-eksamen, vil jeg uddanne mig til sygeplejerske eller SOSU-assistent. Jeg vil gerne arbejde med at hjælpe folk. Jeg har masser af kærlighed, jeg gerne vil give til gamle og syge mennesker og børn,” siger hun og tilføjer:  

”Senere hen vil jeg også være frivillig i Danner. Så vil jeg passe børnene på krisecenteret, tage ud på ture med kvinderne og deres børn. Tale med dem om det, der er svært og hårdt. Hjælpe de kvinder, der ikke kan tale dansk endnu. Engang var det mig, der fik hjælp. Nu er det min tur til at give tilbage.” 

Et særligt bånd til Danner 

Lige nu er livet uden for Danners trygge mure stadig nyt for Lila. Men mange af de tidligere beboere bliver ved med at komme til julefesterne år efter år. Det har enorm betydning at bevare et tilhørsforhold til det sted, hvor de største ændringer i deres liv har fundet sted. 

”Vi er jo vidner til en afgørende tid i deres liv,” siger en af Danners pædagoger og Lilas kontaktperson, Emilie Rasmussen. 

”Det har en kæmpe betydning for de kvinder og børn, der er flyttet fra Danner, stadig at føle, at de er berettiget til at være en del af det her hus. Særligt for mange af børnene. Det er derfor, vi holder fast i julefesterne. Hvert år kommer der børn i alle aldre. De små, skolebørnene og de unge, der har boet her som små og nu er blevet studenter. De skal altid hen at kramme de pædagoger, der har været her i mange år. For de var jo de første voksne til at tale med dem om noget, der var rigtig svært. På den måde vil de altid have en helt særlig betydning for deres barndom og for resten af deres liv.” 

Lila er ikke i tvivl om, at hendes kontaktpersoner på Danners krisecenter har haft en helt afgørende betydning. 

”Jeg har så meget lyst til at fortælle hele verden om det fantastiske arbejde, som Emilie og Christina og alle andre på Danner laver. De har jo også deres egne liv, familier og problemer. Det har alle. Men om det regner eller sner, så kommer de ind på Danner og hjælper os kvinder hver eneste dag. Jeg ved godt, de får løn for det. Men man kan mærke forskel på, om folk ”bare” gør deres arbejde, eller om de bruger deres hjerte,” siger hun. 

”Når folk ser på mig i dag og siger ”hun klarede den!”, ved de ikke, hvem der står bag mig. Hvem der hjalp mig til at klare det. For mig er de Guds skytsengle.” 

The post På julebesøg hjemme i Danner  appeared first on Danner.

Da Karen Simonsen slog øjnene op 1. januar 2023, besluttede hun at dedikere 2023 til velgørenhed. Det var som sådan ikke nogen ny tanke. Hun har i forvejen ambassadørposter for organisationer som Kræftens Bekæmpelse, Røde Kors og Gadens Børn. 

Men som hun lå der og gjorde status over sit arbejdsliv, tænkte hun, at tiden var inde til at tænke videre på den front. 

”Efter at have været en del af Munthe Plus Simonsen skabte jeg mit eget brand, Karen by Simonsen. Og i 2009 blev jeg en del af DK Company. I dag er jeg så privilegeret at være kreativ direktør med ansatte i min egen virksomhed. Og det kører rigtig godt. Så jeg kan tillade mig at tænke i, hvad jeg kan gøre for at skabe forandring og se på, hvordan forskellige synergier spiller sammen,” siger Karen Simonsen. 

Da muligheden for et samarbejde med Danner opstod, var hun derfor ikke i tvivl. Især ikke efter sit besøg i Danner. 

”Det var en meget stærk oplevelse. Jeg faldt hurtigt for husets værdier og formåen. Det var tydeligt, at her blev der udrettet noget. På trods af, at palæet er topsikret, er der sjælero og plads til alle. Passionen er stor og energien forførende. Alle i huset danner fælles front for at stoppe vold og skabe frihed og ligeberettigelse for kvinder og børn på tværs af kulturer,” siger Karen Simonsen og fortsætter: 

”Da jeg gik i gang med at researche på partnervold, blev det endnu klarere for mig, at der langtfra er ressourcer og kapacitet nok. Men som velfærdssamfund synes jeg jo, at vi burde have råd til at hjælpe alle de kvinder, der har brug for det. Det gav mig ekstra motivation for at sige: Det er er nu, jeg skal kæmpe for at forandre. Og jeg vil gøre mit ypperste for at designe det bedste produkt, så vi kan tjene en masse penge til de voldsudsatte kvinder og deres børn.” 

Talte om kvindefrigørelse hele tiden 

Drivkraften til at hjælpe og kæmpe for en bedre verden har Karen Simonsen ikke fået fra fremmede. Med hendes egne ord er hun vokset op med en mor, der viede sit liv til at hjælpe andre.  

Da Karen Simonsen og hendes storebror var små, blev deres forældre skilt. De så deres far hver anden weekend, men deres mor giftede sig aldrig igen. Hun havde for travlt med at være børnehaveleder, politisk aktiv, glødende feminist og ulandsfrivillig, som det hed dengang. 

I sommerferierne var Karen med på politisk ølejr med SF. Der fik hun valget mellem at passe børn eller lave politisk arbejde. For hun skulle ikke bare gå og holde fri, mente hendes mor. Så den unge Karen engagerede sig i politik, sang bålsange med SF’erne om aftenen og blev ligesom sin mor optaget af kvindefrigørelse. 

Karen Simonsens mor talte om kvindefrigørende hele tiden. Også selv om folk i deres lille by uden for Silkeborg syntes, hun var lidt skør. Hun skulle ud at forandre verden. Det kunne ikke være anderledes. 

”Når hun rejste til Paris og London sammen med andre kvinder i kvindebevægelsen for at være med til de store demonstrationer, blev vi passet af min mormor hjemme hos os. Vi boede i et meget asketisk hus uden lås på hoveddøren, for det ville min mor ikke have. Når min mormor passede os, sov hun med en hammer under hovedpuden, fordi hun syntes, det var skræmmende,” griner Karen Simonsen. 

Viede sit liv til at ændre verden 

Så vidt Karens Simonsen ved, var hendes mor aktiv i Dannerhuset i 1970’erne. Hun var i hvert fald med til at skabe den første feministiske bølge i Danmark. Hun gjorde også karriere i Mellemfolkeligt Samvirke og Danida og rejste til Nepal, Zambia og Botswana for at være med til at drive små kvinde-kooperativer. 

Som teenager tog Karen med hende ud i verden i flere måneder ad gangen. Som 16-årig kom hun med til Botswana. Og det var med hendes egne ord et kulturchok – på den gode måde. En oplevelse, som har været afgørende for, hvem hun er i dag.  

”Der er das nede bagved. Der er ingen slanger, men masser af firben – dem skal du ikke være bange for. Og heller ikke de små aber.” Sådan forklarede min mor mig tingene, da vi ankom. Med den største naturlighed. I det hele taget havde hun en helt naturlig tilgang til det at hjælpe. Jeg har set hende redde mange menneskeliv. Og alle de steder, hun var udstationeret, fik hun venner. Jeg får stadig kuldegysninger, når jeg fortæller om hendes menneskelige rejse,” siger Karen Simonsen. 

”Min mor viede virkelig sit liv til at ændre verden. Til at kæmpe for kvinders rettigheder både i Danmark og i verden. Det synes jeg er prisværdigt og vanvittigt smukt.” 

Spæde designerdrømme i Botswana 

Det var også i Botswana, hendes designerdrømme begyndte at tage form. Hendes mor blandt andet skulle styre et lokalt bageri og en lokal systue. Og da hun ikke mente, man bare skulle gå rundt og holde ferie, blev 16-årige Karen sat til at sy skoleuniformer sammen med de lokale kvinder på systuen. 

”Men jeg syntes jo, det var kedeligt at sy det samme hele tiden. Jeg havde syet kjoler, siden jeg var 13 år, og gik med tanker om, at jeg ville være designer. Så jeg foreslog syerskerne, at vi også kunne sy nogle flotte kjoler til skolefesterne. Og det ville de gerne. Så jeg sad og tegnede forskellige kjoler, som de syntes var sjove at sy,” fortæller Karen Simonsen. 

Blusens materialer symboliserer livets bølgegange 

Senere blev Karen Simonsen uddannet designer fra Designskolen Kolding. Det var en akademisk uddannelse, hvor hun blev skolet i at gå kunstnerisk til design. På en fagnørdet, filosofisk måde, som hun siger. Og ofte inspireret af det samfund, hun er en del af.  

”Da jeg skulle designe blusen til Danner, havde jeg behov for at se nøgternt på opgaven, analysere mig frem til hvad der var vigtigst. Budskabet betyder meget, men pengene kan udrette noget og redde liv. Så i stedet for at lave en billig basic t-shirt med et slogan dykkede jeg ned i vores designarkiver og fandt den fineste top. En, som jeg ved, vil sælge rigtig godt til alle vores trofaste kunder. På den måde kan jeg sikre et godt salg,” siger hun. 

”Jeg gav designet en ny streg. Ideen var at designe og producere en top, som netop ligger i tråd med vores relevante trends og kollektioner ved lanceringen, så vi kan opnå maksimal indtjening.” 

Det materiale, som blusen er lavet af, følger efterårets store trend, hvor alt skal være dimensionalt. Stoffet har et mønster i vævningen, der minder om bølger.  

”For mig symboliserer bølgerne, at livet går op og ned. At vi alle har en portion lykke og en portion ulykke. Og de to ting er bundet sammen. Når kvinderne kommer til Danner, er de midt i en stor neddykning og krise. Men så kommer de ud på den anden side. Styrket og forberedt på at tage livet op igen. Og så er der de rå kanter på ærmerne og halsudskæringen. De er et symbol på det rå liv, der til tider rammer os alle og forener os i fællesskab. Fællesskabet er jo nødvendigt for, at vi kan leve og overleve.” 

The post Karen Simonsens mor var ægte feminist  appeared first on Danner.

Når jeg ser tilbage, er det virkelig ikke ret lang tid af vores forhold, der har været god og tryg. Jeg tror, han hurtigt følte sig sikker på at have mig på krogen, fordi jeg ikke gik min vej efter de første episoder. Og det eskalerede helt klart, da jeg fik job samme sted som ham. Konfliktniveauet blev hævet derfra. 

Han gjorde meget ud af jævnligt at fortælle mig, at folk ikke brød sig om mig. Især når der til fredagsbarer og fester på vores fælles arbejdsplads var episoder, hvor han endnu en gang fandt en grund til at slå op med mig – fordi jeg havde røget en smøg eller snakket med en mandlig kollega. Det var ofte jalousi, der drev eskaleringerne. Men han havde samtidig et stort behov for at pleje sit selvbillede udadtil. Ingen skulle se ham tabe ansigt.  

Når han blev jaloux og truede med at gå fra mig, hviskede han det til mig, mens han smilede og så helt almindelig ud. Og så snakkede han ellers videre med nogle andre. Når jeg prøvede at tale med ham om det, verfede han mig væk og sagde til kollegerne: ”I skal ikke tage jer af hende – hun kan ikke rigtig styre det, når hun får noget alkohol.” Det var altid mig, der kom til at se dramatisk og dum ud.   

Begyndte at se mig selv med hans øjne 

Med tiden blev jeg i tvivl om hele min identitet og begyndte at se mig selv med hans øjne. ”Fylder jeg for meget? Opfører jeg mig i virkeligheden grænseoverskridende, når jeg taler med mænd?”. Hans fortælling var også, at alle mine drengevenner kun var venner med mig for at komme i bukserne på mig. Det blev jeg også i tvivl om. ”Er jeg tonedøv over for, hvad andre mennesker vil mig?”, tænkte jeg.   

Jeg gik rundt på mit nye arbejde med dukket nakke og var et spøgelse af den, jeg plejede at være – en bramfri og humørfyldt kvinde, der byder ind og har god fornemmelse for stemninger og relationer. Her var der pludselig ingenting, der fungerede.   

Skammen over, at jeg ikke gik længe før 

Ad flere omgange slog vi op. For mig har det været en enormt lang proces at komme fra ham.   

Det blev en dramatisk sommer, hvor min eks og jeg on/off var sammen. To dage inden vi skulle af sted på et arbejdsarrangement med overnatning, ville han pludselig have mig tilbage endnu en gang. På det tidspunkt agerede jeg stadig som en lille ’hundehvalp’, der bare fulgte med ham. Så vi tog af sted som kærester.  

Da vi var afsted, ville han som så ofte før ikke tale med mig. Det var ekstra svært, fordi jeg var ny på den arbejdsplads, og han påstod jo, at folk ikke kunne lide mig. Men foran spejlet på mit hotelværelse om aftenen sagde jeg til mig selv: ”Nu skifter du til festtøjet, og så slipper du, at han er i rummet og sørger for at få en god aften.” Den aften var jeg mit gamle jeg, der hyggede sig og snakkede med alle. 

Da jeg sidst på aftenen spurgte, om vi kunne snakke sammen, fandt vi en afkrog. Han sagde, at jeg havde været en luder på dansegulvet og gik i gang med at fortælle mig om alle sine tidligere sexpartnere. Det stak i alle retninger. På et tidspunkt lagde jeg min hånd over hans mund og sagde, at jeg ikke ville høre mere. Så sparkede han mig tre gange i maven. Længe efter havde jeg svært ved at tilgive mig selv, at jeg fulgte med ham efter sparkene.   

På hans værelse tog jeg festtøjet af, satte mig på sengen og konfronterede ham med hans spark. Dér slog det klik. Han lagde sig over mig, vred mine håndled om og tvang dem op på min hals. Jeg frøs fast til sengen, mens han trykkede mine håndled mod min strube, så op i hans øjne og tænkte: ”Nu dræber han mig.”  

Han hev mig ned ad sengen i benene, skubbede mig over i dørkarmen og kylede alle mine ting ud på gangen. Så stod jeg halvnøgen dér, halv fem om morgenen.  

Da jeg kom hjem næste dag, ringede jeg til min søster. Jeg havde brug for vidner til det, jeg inderst inde vidste var hamrende forkert. Og jeg var skrækslagen. 

Brød sammen efter overgrebet 

Lørdag formiddag, da jeg kom hjem efter overgrebet, havde jeg både tømmermænd og havde slet ikke sovet den nat. Det hele kørte rundt i hovedet på mig på en meget ustruktureret måde, men jeg kunne mærke, at det, der var sket om natten, var helt forkert. 

Hjemme i min lejlighed modtog jeg en besked fra ham, hvor han ”for god ordens skyld” ville sige, at det nu var endegyldigt slut imellem os, fordi jeg ikke kunne holde privatliv og arbejdsliv adskilt, og at jeg måtte ”have det godt”. Jeg husker bare, at jeg skrev ”farvel”. Og så blokerede jeg hans nummer. 

Resten af dagen var jeg i dialog med min søster og tætteste venner og fik mange forskellige reaktioner. Om søndagen var jeg stadig forvirret, men om mandagen begyndte tiøren at falde for mig, da der kom synlige mærker på mit øje og mine håndled. Jeg var helt ødelagt og fik en akut tid hos min læge samme dag.  

Men inden da tog jeg på arbejde. Det var nok, fordi jeg tænkte, at jeg bare lige skulle klare lidt opgaver, indtil jeg skulle til læge. Men det magtede jeg slet ikke. Jeg endte meget hurtigt med at stå inde på min chefs kontor, hvor jeg brød sammen og fortalte hende det hele. 

Fik den mest sikre dørlås, der fandtes 

Min chef sendte mig hjem den mandag formiddag, og i dagene efter kunne jeg ingenting. Jeg sad bare og kiggede ind i en væg og røg smøger. Så ringede jeg til min chef og sagde, at jeg kunne mærke, det ikke bare var et spørgsmål om et par sygedage.  

Min chef var virkelig god. Hun sørgede for, at jeg fik krisehjælp og bakkede op om en langtidssygemelding. Men hun kunne ikke stille noget op imod, at sagen blev bragt højere op i systemet. Jeg gik totalt i panik ved tanken om, at min eks nu skulle konfronteres med det, jeg havde betroet min chef. Jeg hverken turde eller havde overskud til at gå til politiet og ville hellere give min opsigelse og gå ud ad bagdøren, end at min arbejdsplads nu ville tage sagen ud af mine hænder og konfrontere ham. 

Jeg var bange for hans hævn. Jeg var bange for, at han helt konkret, fysisk, ville komme efter mig. Kort tid efter skiftede jeg derfor også min dørlås til den mest sikre, der fandtes. Den første måned kunne jeg ikke være hjemme, fordi jeg havde så meget angst, og jeg var skrækslagen for at gå rundt på gaden. Så jeg boede rundt omkring på venners sofaer.  

Jeg endte med at få en rigtig god fratrædelsesaftale. Og så skulle jeg i gang med at samle mig selv op. Jeg havde mistet det, der engang havde været en stor kærlighed. Jeg havde virkelig meget angst og blev senere diagnosticeret med PTSD. Og jeg måtte opgive mit arbejde, som var en stor del af min identitet, og begynde at se mig om efter et nyt job.   

Jeg følte virkelig, at mit liv lå i ruiner. 

Tanken om krisecenter var for grænseoverskridende 

Jeg tror, mange synes, tanken om krisecenter er grænseoverskridende, fordi de ikke ser sig selv som ’en af dem, der skal på krisecenter’. Og ærligt, så er det også en del af min fortælling. Jeg har et stort netværk, og for mig var det tryggere at være hos nogen, jeg kendte. Men jeg var nok også bange for at blive puttet i en kasse. 

Første gang jeg kom i ’Sig det til nogen’, havde jeg en veninde med. Rådgiveren sagde, at det var svært at se, hvem af os der havde brug for hjælp, for jeg havde virkelig taget mit ’bedste jeg’ på. Først talte vi om min arbejdssituation, men da vi nåede til, hvordan jeg havde det følelsesmæssigt, kunne jeg slet ikke hænge sammen længere.  

Min rådgiver introducerede mig ret hurtigt til ’voldsspiralen’, og det var dén, der knækkede koden for mig. Jeg havde troet, at det parforhold, jeg havde været igennem, var unikt. Nu blev jeg præsenteret for konkrete mønstre i parforhold præget af vold, der ofte starter i det små med psykisk vold og derefter løbende eskalerer. Det var så vild en oplevelse at få præsenteret noget teori, der nærmest 1:1 beskrev min egen ’parforholdsrejse’. 

Det var også vildt, at min rådgiver med sin voldsfaglige ballast så hurtigt kunne spejle mig og forstod, hvad jeg stod i – langt bedre end jeg selv gjorde på det tidspunkt. Jeg blev grebet, og mine sætninger blev hjulpet på vej. Hun vidste, hvad hun skulle spørge om, og hvordan hun skulle skabe tryghed og ligeværdighed i samtalen. Og hun formåede både at tale min situation igennem med mig, men også at grave mine styrker frem igen. Den første samtale blev en af mange, som bidrog til en helt vild genopbygning af mig selv. 

Jeg definerer mig selv – og hvem jeg vil være  

Jeg ønsker ikke for nogen, at de skal opleve det, jeg har oplevet. Men for mig satte det skub i en vigtig udvikling, hvor jeg nu står stærkere i forståelsen af min kærlighed til mig selv og mit værd her i verden. En udvikling, jeg ikke kunne have gået igennem uden voldsfaglig hjælp og mine nærmeste, der bar mig, da jeg ikke selv kunne. 

På Kvindernes Internationale Kampdag i 2022 fik jeg min første tatovering som en påmindelse til mig selv om, at jeg selv bestemmer, hvem og hvordan jeg vil være. Der står ét ord: ’Definitionsmagten’.  

Ovenstående er en forkortet udgave af Matildes historie. Vil du læse den fulde historie, kan du gøre det her. 

The post Matilde blev forsøgt kvalt af sin kæreste  appeared first on Danner.

For nogle uger siden løb en toårig dreng grinende rundt i Tivoli med skinnende øjne og ville prøve alle forlystelser. Det var der sikkert ikke ret mange, der lagde mærke til – en lille begejstret dreng i en forlystelsespark er jo ikke et særsyn. Men for den lille dreng og for hans mor var det en kæmpe oplevelse. Både fordi de aldrig havde været i Tivoli før, men mest fordi det var meget længe siden, drengens mor havde set sin søn være så glad. 

”Jeg er så glad, fordi min dreng er det. Tak fordi I hjælper os med at få den her oplevelse,” sagde hun med tårer i øjnene til en af pædagogerne på Danners krisecenter, Emilie Rasmussen, som havde arrangeret udflugten og var med hele vejen for at skabe trygge rammer om oplevelsen. 

”Jeg blev faktisk meget rørt over, hvor meget det betød for dem,” fortæller Emilie Rasmussen. 

”Det helt uoverskuelige projekt, som det er at tage i Tivoli, når man har det så skidt og i øvrigt ikke ved, hvad Tivoli er, blev pludselig meget simpelt. Den mor skulle bare følge med og være sammen med sit barn og køre rundt i den samme veteranbil rigtig mange gange. Den slags oplevelser er med til at skabe nogle andre fortællinger om et barns barndom end den vold, de har oplevet, har skabt,” siger hun og fortsætter: 

”Vores pædagogiske arbejde med aktiviteter for mødre og børn – og også for kvinder uden børn – som vi laver på krisecenteret, handler om at få skabt et rum, hvor der er plads til andet end at tale om vold. Et rum, hvor både børn og voksne kan grine sammen og være mennesker sammen. Hvor det hele ikke handler om den bagage, de har med, men hvor de bare kan være til stede i nuet og få en pause fra alt det, der er svært.” 

Udflugter og sommerhøjskole i skoven 

For de kvinder og børn, der bor på Danners krisecenter lige nu og går en sommerferie i møde uden overskud og økonomi til selv at fylde sommerugerne med ferieoplevelser, betyder Danners sommeraktiviteter ekstra meget. 

De kan se frem til havespil ude i Danners frodige naturterapihave og ugentlige udflugter i nærområdet. Og så kan de tilmelde sig en uges sommerhøjskole, hvor de hver dag bliver kørt i bus ud i skoven, hvor de tilbringer dagene med Danners pædagoger, en naturformidler og en kunstner. 

”Vi har Emil med, som er naturformidler og har fokus på at hjælpe mødrene med at få øje på, hvordan man kan bruge naturen sammen med sine børn. Når man løfter en sten, er der måske nogle bænkebidere under den, og hvad kan man så gøre med dem?” fortæller Emilie Rasmussen. 

Naturen i sig selv kan hele 

At sommerhøjskolen foregår i skoven, er et bevidst pædagogisk valg. Naturen i sig selv kan nemlig være med til at reparere noget af det, der er gået stykker efter et liv med vold. 

”Vi ved fra forskning, hvordan naturen kan være med til at hele og skabe ro. Vi trækker vejret lidt dybere, og der er ikke nogen krav – vi skal bare være sammen. At nervesystemet får hjælp til at falde lidt ned, er et godt udgangspunkt for at få nogle gode oplevelser,” siger Emilie Rasmussen. 

De kvinder, der ikke har børn, tilbringer dagene sammen med kunstneren Dagmar og går på opdagelse i skoven og deres egen kreativitet. 

”Dagmar gør meget ud af, at der ikke er nogen forventning om, at man har et særligt kunstnerisk talent. Det handler bare om at få vækket noget kreativitet og nogle sanser i kvinderne, fordi rigtig mange af dem har lagt så meget låg på sig selv i lang tid.” 

Glædesfyldte pauser 

I ugerne efter sommerhøjskolen er der onsdagsture fra Danners krisecenter, hvor fokus er på sanse- og naturoplevelser, og hvor det også handler om at opleve, at man som mor kan gøre meget, der skaber stor glæde – også når økonomien er stram. Det kan være en tur i Kongens Have for at se dukketeater eller en tur i biografen, når vejret er dårligt. 

Særligt for de lidt større børn betyder det også noget, at de kan komme tilbage i skole efter sommerferien og fortælle, hvad de har oplevet, så de kan være en del af fællesskabet og ikke føle sig anderledes. Og den ro, nærvær og frirum, som oplevelserne giver, er vigtig for familiernes helingsproces. 

”Vores pædagogiske arbejde består i at understøtte mødre, der har det rigtig skidt, i at være sammen med deres børn på børnenes niveau. Selve aktiviteterne behøver ikke være større end at tage på vandlegepladsen i Fælledparken med en god madpakke og en brikjuice. Det, der giver barnet glæde, er bare at være sammen med mor og få nogle glædesfyldte pauser, hvor barnet ikke skal tørre tårer væk fra mors ansigt,” siger Emilie Rasmussen. 

”Når man griner, får man fyldt lidt op af de gode hormoner, der er med til at berolige ens alarmsystem, som hos de fleste voldsudsatte er på overarbejde. Det er virkelig vigtigt at tale om volden – men det er også vigtigt at holde fri fra den.”     

The post Vigtigt at holde fri fra volden  appeared first on Danner.