Mere info om chatten

HVEM KAN CHATTE MED DANNER?

Chatrådgivningen er for dig, der er over 18 år og berørt af vold i nære relationer. Det kan være, at du selv er udsat for vold eller er pårørende til en voldsudsat.
Er du under 18 år, henviser vi dig til Bryd Tavshedens chatrådgivning, da de er uddannede til at yde voldsfaglig rådgivning til børn og unge. 


HVEM CHATTER JEG MED?

Når du chatter til os, er det en af vores grundigt oplærte frivillige chatrådgivere, der besvarer din henvendelse. Du møder en venlig, omsorgsfuld og kompetent person, der er oplært i at yde rådgivning gennem chat som medie, og sammen afklarer I med udgangspunkt i din situation, hvordan du bedst muligt hjælpes videre.


HVORDAN FOREGÅR EN CHAT-SAMTALE? 

En samtale på chatten varer typisk mellem ½ til 1 time. Du bestemmer selv indholdet i samtalen. Rådgiveren vil måske stille dig nogle uddybende spørgsmål. Det er selvfølgelig op til dig, om du har lyst til at svare på disse spørgsmål, men nogle spørgsmål kan være vigtige at få afklaret for at give dig den bedst mulige rådgivning.


HVORDAN KAN CHATTEN HJÆLPE MIG?

Chatten kan have flere formål for dig, og den kan blandt andet:

  • Hjælpe dig som er udsat for vold med at handle på volden og dens konsekvenser
  • Hjælpe dig med at afklare, om der kunne være behov for krisecenterplads og henvise dig videre
  • Henvise dig til anden relevant hjælp såsom social-, juridisk- og psykologisk rådgivning
  • Rådgive dig, som måske kender en, der er udsat for vold
  • Hjælpe dig som fagperson med at vurdere, hvorvidt kvinden er målgruppe for kricecenter samt henvise til ledige pladser. Som fagperson kan du læse mere her.



HVAD HVIS CHATTEN ER OPTAGET?

Hvis chatten er optaget, kan du stille dig i kø. Når en rådgiver er klar, vil der i bunden af din skærm dukke et billede op med besked om, at en rådgiver er ledig.


HVAD SKAL JEG VIDE, FØR JEG BEGYNDER EN CHAT?

  • Chat-vinduet lukker automatisk ned, når du eller rådgiveren afslutter chatten, og den lagres ikke. Du skal derfor kopiere teksten eller tage et skærmbillede, før du lukker chatten ned, hvis du gerne vil gemme chatten eller nogle af de informationer, du har fået. F.eks. links, adresser eller telefonnumre

  • Hvis din computer ikke er tilsluttet strøm, kan batteri-sparefunktionen afbryde chatprogrammet. Sæt derfor strømstikket til, før du går i gang med chatten – eller justér indstillingerne, så skærmen ikke lukker automatisk ned

  • Nogle gange skal rådgiveren bruge tid til at tjekke oplysninger. Der kan derfor gå lidt tid, før du får svar

  • Man kan kun få chatrådgivning i chattens åbningstid. Har du brug for rådgivning udenfor chattens åbningstid, henviser vi dig til Danners telefonrådgivning, som har døgnåbent på 33 33 00 47

  • Chatten kan foregå på dansk eller engelsk


KAN JEG VÆRE ANONYM?

Som udgangspunkt er chatrådgivningen anyonym. Med det mener vi, at rådgiverne ikke ved, hvem du er, eller hvor du skriver fra, medmindre du selv deler disse oplysninger. Hvis du først deler dine oplysnigner, er du ikke længere anonym. Ønsker du total anonymitet, skal du derfor være opmærksom på ikke at dele oplysninger såsom efternavn, bopæl, studie og arbejdsplads.

Alle vores chatrådgivere har tavshedspligt, som betyder, at de ikke må eller kan dele information fra chatrådgivningen udenfor Danner. Men du skal vide, at alle chatrådgiverne er underlagt underretnings- og afværgepligt. Det betyder, at vi i nogle tilfælde kan være nødt til at underrette myndigheder eller politi, hvis du har oplyst om din identitet og der i løbet af samtalen opstår bekymring for dig og dine eventuelle børns sikkerhed.

I perioder vil chatsamtalerne blive brugt i forbindelse med intern oplæring af nye chatrådgivere. Under oplæring kan der sidde en ny chatrådgiver, som kigger med på chatsamtalen, men som ikke deltager i samtalen. Nye chatrådgivere er ligesom erfarne chatrådgivere underlagt tavshedspligt.


DINE SPOR GEMMES

Din computer gemmer spor efter de sider, du besøger på internettet. Det betyder, at andre kan se, hvilke sider du har besøgt, hvis de har adgang til den fx computer, Ipad/tablet eller telefon, som du har brugt.


SÅDAN SLETTER DU DINE SPOR

Du kan selv vælge, om du vil slette alle spor eller kun nogle af dem. Find den internetbrowser, du har benyttet, og følg denne vejledning:


GØR DINE INTERNETBESØG HEMMELIGE FREMADRETTET

 

Du kan undgå, at der gemmes spor efter dit næste besøg på chatten eller Danners hjemmeside ved at åbne Danner.dk i et ’privat vindue’. Det betyder, at du efter dit besøg ikke behøver at slette dine spor. Se vejledninger herunder til, hvordan du åbner et ’privat vindue’ (også kaldet inkognitovindue):