Danner har reddet mit liv

Kristina levede med en mand, som kunne have endt med at slå hende ihjel. Hjælpen på Danner var afgørende i hendes vej ud af volden.
17. marts 2018

Han var flere mænd i én; den smukke og elskelige mand med et spændende job, men når de var alene blev han ofte uforudsigelig, jaloux og farlig – det mest uhyggelige menneske, hun nogensinde har mødt.

Af Henriette Winther

Krisecenter var ikke noget for Kristina. Det var for voldsramte kvinde. Ikke hende. Men efter voldsomme hændelser i hendes parforhold, sagde en veninde til hende flere gange, at hun skulle ringe til et krisecenter. Så det gjorde hun endelig, og fik en aftale om at mødes med en socialrådgiver hos Danner.

Der var den skønneste kvinde, jeg mødte. Hun hørte, hvad jeg sagde og forstod, hvad jeg ikke sagde. Vi lavede en aftale om, at jeg ikke skulle kontakte min mand i et døgn. Det kunne jeg godt overholde. Vi lavede små korte aftaler – og efter fire dage flyttede jeg ind på Danner og boede her i et år, fortæller Kristina.

I dag har Kristina ikke set sin eks i mere end halvandet år og hun har ikke talt med ham. Hun beskriver det, som om han var væk i en trafikulykke, fordi han simpelthen forsvandt helt ud af hendes liv.

Vi var sammen i mere end 10 år. I begyndelsen så jeg slet ikke, hvem han også var. Jeg så kun ham, jeg var forelsket i. Her bagefter kan jeg godt se, at der undervejs var nogle gnister til noget farligt i vores forhold.

LÆS: Løb Kristina, løb!

Som en del af terapien og bearbejdelsen af dét Kristina havde været igennem, skulle hun skrive et afskedsbrev til ham. Det var rigtig svært husker hun, derfor besluttede hun, at skrive dét hun tænkte.

Jeg skrev til ham, at vi havde vores eget hemmelige rum, og at det nok var dét jeg savnede allermest. Han var jo min redning, når jeg var ked af det, så puttede han mig ned i sin lomme, og vendte resten af verden mod os – det var os to mod resten af verden, fortæller Kristina, mens hun putter noget i forlommen på sine cowboybukser, som om hun kunne ligge dernede.

Det sidste halve år de var sammen, prøvede de at gå fra hinanden nogle gange. De kunne aftale, at han skulle være væk når hun kom hjem fra en rejse, men når hun kom hjem havde han pakket alle sine ting ud igen, som om han slet ikke havde haft planer om at flytte.

Når jeg stod op og kiggede i spejlet inden jeg skulle på arbejde, kunne jeg ikke se hvem der var i spejlet. Jeg levede med en mand, som var flere mænd i én, og han kunne skifte personlighed sådan her…, siger hun og knipser.

Kristina er i dag klar over at hjælpen fra Danner var afgørende for at hun kunne komme ud af forholdet og for hendes liv.

Danner har reddet mit liv. At kunne sige det er helt vildt, fortæller Kristina, mens hun prøver at holde tårerne tilbage.

Disse kvinder… at der er nogle som helt uselvisk tager sig af dig.

LÆS: Kvinder skal have ret til psykolog efter ophold på krisecenter

LÆS: Fem former for vold

Læs også

Nyhed
10. oktober 2016
Kristina kan ikke huske, at hun blev overfaldet til festen. Men tre vidner sagde i retten, at tog kvælertag på hende, så hun næsten besvimede. Overfaldsmanden var hendes kæreste gennem mere end 10 år. Læs hendes fortælling her.
Nyhed
29. januar 2017
I halvandet år havde Laura Lyngeraa en kæreste, der udsatte hende for psykisk vold. Han låste hende inde, dikterede hvad hun skulle have på, og hvad hun måtte. Først da han løftede hånden og slog hende, kunne hun se, at der var noget galt.
Nyhed
22. maj 2016
For Charlotte Skelkjær blev Danners efterværn afgørende for hendes vej ud af vold. For langt de fleste tager det mindst to år at bryge med vold. Derfor ligger langt det meste arbejde efter krisecenteropholdet, der sjældent varer mere end nogle måneder.

Hjælp voldsudsatte kvinder og børn

Følg os på Facebook

Modtag nyhedsbrev

Sig ja til ca. fire årlige mails om nyt fra Danners arbejde for at stoppe vold mod kvinder og børn.