Oplysning til etniske minoriteter

Gennem projektet ‘Vejen til viden’ formidler vi viden om vold i nære relationer til etniske minoritetsgrupper i Danmark, hvor vi ved der er ekstra store udfordringer med vold i hjemmet.

Vejen til Viden er et opsøgende, præventivt og landsdækkende initiativ, hvor konsulenter med henholdsvis filippinsk, afrikansk og mellemøstlig baggrund kommer i dialog med minoritetskvinder i det danske samfund. Projektet er et samarbejde mellem Danner og Kirkernes Integrations Tjeneste (KIT).

LÆS DANNERS TI SAMLIVSRÅD HER

Vejen til Viden henvender sig til kvinder, som ofte ikke taler tilstrækkeligt dansk til at kende deres rettigheder og muligheder i forbindelse med vold i hjemmet. Udover at have kontakt til konsulenterne, får kvinderne mulighed for at blive tilknyttet en socialrådgiver fra Danner og to jurister fra LOKK, som leverer yderligere rådgivning til dem, der har brug for det.
 
Vold er et transnationalt problem, og internationale netværk kan styrke den globale bekæmpelse af vold mod kvinder. Derfor har Vejen til Viden også fokus på at modvirke konservatisme og radikalisme ved at invitere kvinderettighedsforkæmpere fra internationale organisationer fra Mellemøsten, Afrika og Asien til at tale i Danmark. I migrantgrupper kan der være en tendens til at optage mere konservative normer i det nye hjemland. Ved at invitere kvindelige rollemodeller fra hjemlandet, som kan fortælle om kvinders rettigheder og hjemlandets reelle status, kan man modvirke tendensen og inspirere kvinderne til at handle på deres egen situation i Danmark.
 
Målet for projektet er at give kvinderne styrke via viden om vold og oplysning om mulighederne for hjælp. Det gør vi ved at erstatte myter om vold og krisecentre med fakta.
 
Vejen til Viden er støttet med 2,8 millioner kroner fra Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold.
 
Projektet er en efterfølger til Danners tidligere projekt, Viden til Alle (2012-2013)
 
Læs mere om Kirkernes Integrationstjeneste her
 
Læs mere om det tidligere projekt ‘Viden til Alle’ her


Skriv under og gør den livsfarlige psykiske vold strafbar

Følg os på Facebook

Modtag nyhedsbrev

Få nyheder som betyder noget