Feministiske ildsjæle bekæmper vold i Tunesien

Kvinderne Shérifa Mejri og Dorra Mahfoudh fra Tunesien tør gå imod patriarkatet og tale andre kvinders sag. De drømmer om et samfund fri for vold og med mere ligeværd mellem kønnene.
9. december 2015

Den orange farve symboliserer en lysere fremtid for verdens voldsudsatte kvinder og er den internationale farve for FN-kampagnen UNiTE to End Violence Against Women. Foto: Ditte Damsgaard

Af Ditte Damsgaard, frivillig i Danner

Det kræver mod at gå imod såkaldte patriarkalske samfundsstrukturer i Tunesien – især hvis man som voldsudsat kvinde ikke kender nogen, man kan støtte sig op ad. Derfor kæmper mennesker som Shérifa Mejri og Dorra Mahfoudh hver dag for at løfte kvinders stemmer, så flere gør op med volden.

“Jeg kæmper imod vold ud fra et menneskerettighedsperspektiv. Jeg har døtre, der vokser op i et meget patriarkalsk samfund. De skal vide, at de er lige så meget værd som en mand,” siger Shérifa Mejri, som er psykolog i organisationen ONFP, Office National de la Famille et de la Population. Organisationen har siden 2012 fungeret som et rådgivningscenter for voldsudsatte kvinder i Tunesien og er fyldt med frivillige advokater, jurister og socialarbejdere, der er ivrige efter at hjælpe kvinderne.

Vold mod kvinder er en af de mest udbredte krænkelser af FN’s menneskerettigheder på verdensplan. I Tunesien har op mod 47 % af alle tunesiske kvinder været udsat for vold mindst én gang i deres liv, viser en rapport fra ONFP fra 2010.

Under FN-kampagnen ‘16 days of activism’ i december hylder Danner de kvinderettighedsforkæmpere, som gør en stor indsats for at oplyse om og bekæmpe vold i nære relationer.

Nogle af de kvinder er Meriem Ben Lamine, Danners projektkoordinator i Tunesien, Shérifa Mejri, der er psykolog i rådgivningscentret ONFP, og Dorra Mahfoudh, stifter af AFTURD, (Association des Femmes Tunisiennes pour la Recherche sur le Développement), der er en organisation med forskning og dataindsamling om vold og ligestilling som hovedfokus – lidt som KVINFO i Danmark. Alle tre gæstede Danner i slutningen af november 2015.

Personlig og politisk indignation

Dorra Mahfoudh kæmper ligesom Shérifa Mejri dagligt for at oplyse omverdenen om, at volden er et samfundsanliggende, der kræver handling. Hun var med til at starte AFTURD i 1989 og er nu gået på pension. Hun forklarer, at hendes engagement til at kæmpe for mere ligeværd kommer fra et helt personligt sted.

“Jeg er fra en generation, som har skullet kæmpe rigtig meget for at komme væk fra det liv, vores forældre levede. I min barndom var jeg ikke økonomisk uafhængig, og når jeg ville købe noget, skulle jeg altid spørge min far om lov. Hvis han var i dårligt humør, fik jeg ingenting. Så tænkte jeg: Sådan et liv vil jeg ikke leve. Jeg vil stå på egne ben,” siger Dorra Mahfoudh og knytter næven.

For hende handler feminisme om en forpligtelse til at kæmpe mod ulighed mellem kønnene, så kvinder opnår samme rettigheder og muligheder som mænd. Det er også at kæmpe imod stereotyper og uretfærdige traditioner, som kvinder og piger er underlagt.

“Det handler til syvende og sidst om altid at sætte spørgsmålstegn ved magtforhold, mandlig dominans og den vold, som kvinder og piger er underlagt,” siger hun.

Det er Shérifa Mejri enig i. Hun tilføjer, at feminisme hører under menneskerettighederne og bidrager til at forbedre kvinders status i samfund, hvor traditioner er baseret på ulighed mellem kønnene.

“Feminismen forsvarer kvinders rettigheder, fremmer deres frigørelse og bidrager til at nedbryde den daglige diskrimination af kvinder,” siger hun.

Opgør med patriarkatet

En stor del af de tunesiske kvinderettighedsorganisationers arbejde går ud på at oplyse kvinder om, hvad vold er, forklarer Shérifa Mejri, som arbejder i rådgivningscentret ONFP. Hun er desuden frivillig aktivist i ATFD, den tunesiske forening for demokratiske kvinder. En organisation, der lægger pres på staten for at få ændret lovgivningen på området.

“Vold bliver betragtet som normalt i Tunesien. Det er en del af livet, mener mange. Derfor er det altafgørende at oplyse kvinderne om, at de ikke skal acceptere vold,” siger Shérifa Mejri og fortsætter: “Vi arbejder med at skabe en forståelse for, at det ikke er den voldsudsatte selv, der har gjort noget forkert. Det er manden, der er voldsudøveren. Tit skelner en kvinde ikke mellem at have en konflikt og at være udsat for vold,” siger Shérifa Mejri.

Voldsudsatte kvinder ved ikke altid, at de er udsat for vold, og at vold ikke er i orden, fordi volden er bagatelliseret som resultat af et patriarkalsk samfund, hvor de sociale strukturer er domineret af mænd. De offentlige myndigheder bidrager til at normalisere problemet enten ved lovgivning eller ved at tolerere såkaldte traditionelle skikke, der styrker ulighed og kønsdiskrimination, mener Shérifa Mejri. Patriarkatet er ikke universelt, og det tager forskellige former alt efter den kulturelle kontekst.

Bagatelliseringen af volden i Tunesien består i, at omverdenen prøver at overbevise en voldsudsat kvinde om, at volden er normal. Og det er især andre kvinder, som reproducerer den idé.

“Patriarkatet lever ved, at kvinder videregiver og fastholder patriarkatet. I Tunesien er der mange kvinder, der tænker om sig selv, at de er mindre værd end mændene,” forklarer Shérifa Mejri.

Derfor lyder reaktionen på vold ofte, at “det har alle prøvet”, “sådan er livet” eller “du har ansvar overfor dine børn” og “gå nu tilbage til ham”.

“I sådanne situationer forklarer jeg den voldsudsatte, at når manden prøver at holde hende nede, er det, fordi han vil have kontrol over hende – det er ikke fordi, at hun kan kontrolleres. Jeg forklarer, at ingen har ret til at udøve vold mod andre, og jeg siger, at der er andre måder at leve sit liv på og håndtere konflikter,” siger Shérifa Mejri.

Shérifa Mejri forsøger at mobilisere kvinderne og gøre op med det patriarkalske mindset, som flere tunesere har. Problemet er ifølge Shérifa Mejri, at kvinder tænker på samme måde som mændene. De tænker, at det er den voldsudsatte kvindes egen fejl, hvis hun bliver voldtaget, og at hun ikke må gå udenfor alene, og hvis hun får en lussing, siger hun til sig selv, at det nok var hendes egen skyld.

Som eksempel nævner hun en kvinde ved navn Miriam, som blev voldtaget af nogle politimænd. Hun fik selv skylden, fordi hun befandt sig udenfor midt om natten.

“Tit, hvis du snakker med din mor, søster eller veninde, spørger de, hvad du gjorde, siden han slog. Man møder et patriarkalsk mindset, som er blevet overleveret fra kvinde til kvinde i generationer. Jeg mener, at det er en social overbevisning. Det er ikke genetisk, at kvinden er manden underlegen,” siger Shérifa Mejri og forklarer, at der findes et udtryk på tunesisk om, at når man bor i samme hus, er der altid én, der dominerer den anden, og det er oftest manden, der dominerer. Drenge og pigers adfærd bliver i opvæksten tillagt forskellige ting. Drengen skal dominere, og pigen skal være underdanig.

Den slags kønsstereotyper er derfor noget, Ministeriet for Kvinder og Familie arbejder med, pointerer Shérifa Mejri. I samarbejde med ONFP forsøger de at nedbryde stereotyper og i stedet skabe ligeværd mellem kønnene.

Dekolonisering af forskningen

Dorra Mahfoudhs kampgejst har bragt hende langt i livet. Hun har studeret sociologi på universitetet i Paris, for selvom hendes far holdt hende i et fast greb, insisterede han på, at hun skulle uddanne sig.

Ved en international konference i USA i 1976 mødte Dorra Mahfoudh en række prominente afrikanske feminister som Nawal El Saadawi fra Egypten, Fatema Mernissi fra Marokko og Marie-Angélique Savané Senegal.

“Ved konferencen snakkede vi om kolonitiden, og hvorfor det altid er de vestlige forskere, der skal definere os kvinder fra Mellemøsten. Hvorfor er vi dem, der skal undersøges? Vi ville være dem, derundersøger. Vi ville med andre ord dekolonisere forskningen på kvindeområdet,” siger Dorra Mahfoudh. Deres møde i USA blev startskuddet til at stifte den afrikanske kvindeorganisation AFARD, som AFTURD udsprang af 13 år senere, og som har været altafgørende for kvindesagsaktivisme i Tunesien.

AFTURD er i dag en organisation, der arbejder med evalueringer af lovgivning med menneskerettigheder for øje. De faciliterer mange offentlige debatter om kvinderettigheder og ligestilling, og organisationen laver forskning, dataindsamling, undersøgelser og uddanner aktivister.

Vold er et samfundsanliggende

Efter revolutionen i 2011, som igangsatte Det Arabiske Forår, er AFTURD og ONFP begyndt at samarbejde mere med de andre kvindesagsorganisationer – og med Ministeriet for Kvinder og Familie. Revolutionen har nemlig gjort det langt lettere for organisationer at tale om problemer i samfundet, fordi det blev skrevet ind i grundloven, at staten skal gribe ind over for partnervold. Her står i artikel 46 ”The state takes all necessary measures in order to eradicate violence against women.”

Ifølge Meriem Ben Lamine, projektkoordinator for Danner i Tunesien, har grundlovsændringen givet nye muligheder.

”Det er en kæmpe sejr for os, at volden ikke længere kun er et privat anliggende. Kvinderne og deres netværk ved, at vold ikke skal accepteres,” siger hun.

Grundlovsændringen har blandt andet resulteret i, at flere kvinder tør gøre op med partnervold. At næsten hver anden kvinde i Tunesien har været udsat for vold er et højt tal, men det kan være et udtryk for, at kvinder i højere grad tør tale højt om volden, mener Meriem Ben Lamine. Det er Dorra Mahfoudh enig i.

“I dag er volden langt mere tydelig. Og man anerkender, at der er et problem. Mange af vores studier bliver desuden brugt i uddannelser på universitetet. Vi samarbejder meget med andre organisationer, hvor vi kan bruge vores viden,” siger Dorra Mahfoudh.

Samarbejde til gavn for voldsudsatte

Samarbejde på tværs af organisationer, instanser og myndigheder er formålet med Det Arabiske Initiativ og Danners projekt ’Domestic Violence in Tunisia’.

”Hvis kvinderne møder en mur af et uigennemskueligt system, er der en reel risiko for, at de ryger tilbage til det voldelige forhold,” siger Meriem Ben Lamine.  Derfor er det vigtigt, at instanser samarbejder på tværs af NGO’er og offentlige institutioner, og det netværk skal projektet sørge for.

Shérifa Mejri forklarer i den forbindelse, at hun de seneste år har oplevet en opløftede udvikling, hvor flere og flere taler åbent om volden.

“Jeg modtager mange flere kvinder. Mange flere bliver opmærksomme på, at vold ikke er i orden,”  siger Shérifa Mejri.

På trods af en spirende udvikling er der stadig meget at kæmpe for, når det gælder kampen mod vold mod kvinder, forklarer Shérifa Mejri. Det er nyt at tale om vold i Tunesien og være åben om det.

“Det er en udfordring, at det stadig er svært at tale om vold. På vores dør kan vi eksempelvis ikke skrive ‘rådgivning for voldsudsatte’. Vi er nødt til at pakke budskabet mere ind, så der på skiltet står ‘Center for psykologisk støtte’. Der er stadig lang vej, før vi kan tale frit om volden,” siger Shérifa Mejri.

#16daysofactivism

I december deltager Danner i FN’s kampagne #16daysofactivism. Med farven orange og sloganet Vold kender ingen grænser sætter Danner fokus på, at vold mod kvinder foregår i alle lande og i alle samfundslag. Den orange farve symboliserer en lysere fremtid for verdens voldsudsatte kvinder og er den internationale farve for FN-kampagnen UNiTE to End Violence Against Women.

Danner i Tunesien

Danner arbejder sammen med tunesiske samarbejdspartnere om at bekæmpe vold i Tunesien. Projektet “Domestic Violence in Tunisia” er del af udenrigsministeriets program Det Arabiske Initiativ. Projektet skal skabe et netværk mellem NGO’er og offentlige institutioner og dermed fremme samarbejdet og en tydeligere ansvarsfordeling mellem staten og civilsamfundet.

Danners internationale arbejde

Danner har siden 2007 arbejdet internationalt. Danner samarbejder med lokale krisecentre og kvinderettighedsorganisationer i Afghanistan, Grønland og en række lande i Mellemøsten og Nordafrika for at for at dele, styrke og erfaringsudveksle om arbejdet med voldsudsatte kvinder og børn.


Brug for hjælp og råd?
Ring: 33 33 00 47

Det sker i Danner

26. november 2019
Kom til foredrag i Danner, og få indblik i organisationen, vores særlige historie samt vores viden om og arbejde med vold i nære relationer.