Fire kvinder havde brug for nabohjælp

I forbindelse med tilblivelsen af kampagnen Naboværn har Danner indsamlet vidnesbyrd fra 4 tidligere voldsudsatte kvinder, der havde brug for nabohjælp. Læs kvindernes vidnesbyrd her.

 

A.B.:  “Vi løb på bare fødder...”

“Min tidligere nabo tog ungerne og mig ind den dag, min eks gik amok. Vi kendte ham, som man nu kender folk, der bor ved siden af, men som man ikke socialiserer med ud over, at man lige snakker over hækken. Vi var nødt til at løbe vores vej, ungerne og mig, fordi min eks havde knækket nøglen til min bil, så vi ikke på anden vis kunne komme væk. Vi løb på bare fødder, og mine fødder blødte, fordi han havde knust glas på gulvet. Vi hamrede på døren, og heldigvis var naboen hjemme. Han lånte os sokker og en telefon at ringe 112 fra og passede på os, indtil politiet kom og afvæbnede eksen og eskorterede os til krisecenter.”


Julie: “En nabo gik forbi i gangen...”

"Da jeg stadig boede sammen med min voldelige eks, havde vi et skænderi, hvor han truede med at tage vores datter fra mig. Jeg hev fat i armen på ham og råbte: “Du tager ikke mit barn fra mig!”. Dette fik ham til at tage fat i mig og gentagne gange banke mig ind i væggen. Jeg fik et stort blåt mærke. Det var sommer, og jeg kan tydeligt huske, at en kollega spurgte, hvordan det var sket. Jeg løj og sagde, at jeg havde sat mig på en stol, der ikke var der alligevel. Og så snakkede vi ikke mere om det."

"Dagen før jeg skulle flytte fra min eks, skubbede han mig gennem et lokale, 2-3 meter. Da jeg fik rejst mig, hev han fat i mig og smed mig ud af hoveddøren og låste. En nabo gik forbi i gangen, men gjorde eller sagde intet, selvom jeg stod i bare fødder, joggingbukser og en t-shirt og slog på døren for at komme ind igen."

"Det ville have været rart, hvis han greb ind, spurgte om jeg var okay og måske tilkaldte hjælp. Det ville måske også have været rart, hvis min kollega havde været mere kritisk, og måske havde sagt, at jeg kunne komme til hende, hvis der var noget."


Stine: “Nogen sagde fra på mine vegne…”

"Første gang politiet nogensinde kom hjem til mig var i december, dagene efter jul. Jeg var blevet overfaldet af min kæreste, og det skulle vise sig ikke at være sidste gang. Naboen hørte heldigvis overfaldet og havde i virkeligheden nok flere gange hørt de høje råb og skældud, jeg ofte fik, men det var først da han lå ovenpå mig, og jeg råbte hjælp, at nogen ringede til politiet. Det blev starten på min tur på krisecenter. Men der gik desværre næsten et halvt år, før jeg fik plads og ikke mindst modet til at gå." 

"Jeg oplevede aldrig, at nogen henvendte sig til mig. Jeg levede i skammen med, at mine naboer vidste, hvad der foregik, men at de ikke ville blande sig. Måske turde de ikke, eller måske syntes de, at det hørte privatlivet til, men ingen kiggede mig i øjnene og sagde noget. Det havde gjort mig stærk, hvis nogen havde sagt, at de vidste, hvad der foregik. Men i stedet blev jeg den, som gemte sig indenfor og for de andre naboer."

"Da jeg endelig fik min egen lejlighed, fortsatte volden der, og politiet kom ofte. Jeg ringede aldrig selv til dem, det må en nabo have gjort. Jeg ved ikke hvem, men nogen sagde fra på mine vegne. Jeg vil helt klart råde folk altid at ringe til politiet og evt. banke på døren, hvis man føler det sikkert. Det betyder alt at blive spejlet af andre - først der kan man ofte se, hvor farligt det er, det der sker, da volden jo ofte normaliseres."


Maya: “Det værste, du kan gøre, er ingenting...”

"Da jeg boede sammen med min voldelige ekskæreste, kom han engang hjem fra en fest og fortalte, at han havde mødt et par der, som viste sig tidligere at have været vores naboer. Der var meget lydt i vores bygning, og i deres samtale til festen havde parret sagt, at de havde lagt mærke til, at vi havde et intenst forhold: At vi havde meget sex og skændtes meget." 

"Han fortalte om samtalen som om, at det havde været en sjov snak - noget, de havde siddet og grinet af sammen. Men jeg blev enormt ked af det og følte mig så forladt! Hvis de havde kunnet høre det hele inde fra os, måtte de også have hørt mig skrige og græde og ting blive væltet eller smadret. Hvorfor havde de ikke reageret?"

"Selvom jeg sikkert ville have syntes, det var enormt pinligt, ville jeg ønske, at de havde sagt eller gjort noget for at hjælpe mig. Ringet til politiet, råbt gennem væggen eller banket på døren - måske endda bare banket på og gået igen, før der blev åbnet - det ville have standset en situation og sparet mig for nogle voldsomme oplevelser, der stadig mærker mig i dag. Det fik mig til at føle mig enormt ensom at tænke på, at de måske havde hørt det hele og intet gjort."

"Heldigvis har jeg også oplevet ikke naboer, men fremmede på gaden, som havde modet til at gribe ind. Som overværede skænderier og spurgte mig, om jeg var okay, tilbød mig knus og fortalte mig, at jeg ikke var alene, og at der var steder, jeg kunne få hjælp. De henvendelser har været en vigtig del af min recovery og for, at jeg stadig oplever at have en fundamental tryghed og tillid til andre mennesker. At jeg oplevede, at selvom min kæreste svigtede mig, så brød omverdenen sig om mig og ville mig det bedste."

"Jeg vil opfordre alle til at reagere, hvis de har mistanke om, at nogen er udsat for partnervold. Det viser udøveren, at vi ser og tager afstand fra de voldelige handlinger, og det viser offeret, at vedkommende er noget værd, og at vi gerne vil hjælpe. Det behøver ikke være helt perfekt, det vigtigste er, at du gør noget. Det værste, du kan gøre, er ingenting."


Corona og mere hjemmetid øger risikoen for vold, konflikt og farlige situationer i hjemmet. Isolationen afskærer voldsudsatte fra den omgangskreds, som normalt kunne hjælpe dem. Læs, hvordan du som nabo kan gøre en forskel.
"Et stykke tid blev jeg handlingslammet, men da det fortsatte, blev jeg enig med mig selv om, at jeg blev nødt til at gribe ind." To naboer fortæller om de voldsomme lyde de hørte, og hvor bekymrede de var for deres nabo. Heldigvis greb de ind.
Hvert år udsættes cirka 72.000 kvinder for psykisk vold, og 38.000 kvinder udsættes for fysisk partnervold. Volden er dybt skadelig og har langvarige personlige konsekvenser for disse kvinder. Bliv klogere på vold mod kvinder her.