Kender du en voldsudsat?

Har du mistanke om, at din veninde bliver slået eller chikaneret af kæresten? Bliver din kollega eller nabo truet af familien eller stalket? Kender du et barn, der lever i et voldeligt hjem? Bryd tavsheden.

Kender du en voldsudsat, så bryd tavsheden, og tal om din bekymring. Også selvom du bare har mistanke om vold. Vold er et tabu, og de mennesker, der er udsat for vold, lukker tit selv øjnene for volden. Derfor er dine initiativer utrolig vigtige for en person, der er udsat for vold.

Vold kan aldrig forsvares – der er ingen personlige egenskaber eller hændelser, der retfærdiggør vold. Volden er altid voldsudøverens ansvar. Alle har ret til et liv uden vold.

Volden foregår ofte i det skjulte, men nogle gange kan volden være synlig på forskellige måder.

Tegn på vold kan være:

  • konstante opringninger
  • ingen deltagelse i sociale aktiviteter uden for hjemmet
  • uventet besøg – f.eks. midt i arbejdstiden, hvor den voldsudsatte tvinges væk
  • skjulte blå mærker og hævelser, der gemmes væk bag tørklæder, ekstra lag tøj og make-up
  • forbud mod at gå alene uden for hjemmet – f.eks. bliver den voldsudsatte altid kørt til og fra arbejde
  • højt fravær på arbejdspladsen
  • psykiske og fysiske problemer – f.eks. mavepine, hovedpine, angst og træthed
    Læs om voldens former

Det kan være svært at forstå, hvorfor en, du kender, lever i et voldeligt forhold. Men husk, at du kun hjælper ved at prøve at forstå. Voldsudsatte bliver ofte overbevist om, at volden er helt normal, at volden er selvforskyldt eller selvopfundet.

Parforhold præget af vold veksler ofte mellem ømhed og vold. Det øger forvirringen og usikkerheden om, hvad der foregår. Samtidig kan trusler gøre det svært at bryde ud af volden.
Læs Charlottes historie om kærlighed og frygt

Du kan være til stor hjælp for en voldsudsat på flere måder, både med at få sat fokus på volden og praktisk med at opsøge professionel hjælp. Som pårørende kan det føles som en kamp op ad bakke. Men din hjælp er vigtig, og du har selv mulighed for at få støtte, hvis det hele bliver for overvældende for dig.

Hvis du er pårørende til en person, som er udsat for vold, så tal om din bekymring. Vold er et tabu, både for pårørende og for den, som er udsat for volden. Derfor er det vigtigt, at du bryder tavsheden.

Sørg for, at I er alene, når du spørger til volden. Tal respektfuldt, vis omsorg og fortæl om muligheden for at søge professionel hjælp. Giv vores telefonnummer og adresse videre, eller fortæl om vores netrådgivning. Danners rådgivning

Vær parat til at blive afvist
Vær parat til at blive afvist, når du begynder at tale om din bekymring med en person, som du tror er udsat for vold. De mennesker, der er udsat for vold, lukker ofte selv øjnene for volden. Vær derfor indstillet på, at du kan blive afvist eller at få at vide, at du har taget fuldstændig fejl.

Ofte er der også stor kærlighed i et voldeligt forhold. Som pårørende er det vigtigt at du accepterer og rummer, at den voldsudsatte både elsker og frygter den, der udøver volden.

Reager øjeblikkeligt ved vold mod et barn
Hvis du er vidne til vold mod et barn, skal du reagere med signaler om, at du har set og hørt det. Giv til kende, at det ikke er i orden.

Tilbyd din hjælp, eller kontakt politiet, hvis den konkrete situation kræver akut indgriben.

Underret altid kommunen, hvis der er børn involveret
Hvis der er børn i et voldeligt forhold, har du pligt til at uderrette volden. Også hvis barnet ikke selv bliver udsat for fysisk vold. For et barn er det psykisk vold, når barnet overværer vold mellem forældrene.

Du skal undertette kommunen, også hvis du blot har mistanke om vold mod et barn. Det er ulovligt at undlade at underette vold mod børn.

Underretning er en vej til hjælp og det er at vise omsorg for barnet. Som mor til voldsudsatte børn viser man ansvar, når man beder om hjælp – det er ikke et nederlag.
Underret din kommune elektronisk via Borger.dk


Gi’ børnene på Danner en tryg jul som alle andre

Følg os på Facebook

Modtag nyhedsbrev

Sig ja til ca. fire årlige mails om nyt fra Danners arbejde for at stoppe vold mod kvinder og børn.