fbpx

Danners anbefalinger

Danner peger på en række tiltag, der skal styrke voldsudsattes rettigheder og muligheder for at bryde med og komme videre efter økonomisk partnervold.

Anbefalingerne skal dels styrke voldsudsatte kvinders retssikkerhed og dels reducere voldens økonomiske, psykiske og sociale konsekvenser, så voldsudsatte får bedre mulighed for at opbygge et frit liv efter volden.

1. Bedre muligheder for at blive fri af gæld

Voldsudsatte, der har været udsat for økonomisk vold, står ofte tilbage med gæld, f.eks. fra lån og kreditkøb, som en voldelig partner har optaget i deres navn uden samtykke. Gælden udgør en massiv barriere for voldsudsattes muligheder for at leve et frit liv.

Danner anbefaler, at Skatteministeriet og Justitsministeriet gør adgangen til henholdsvis gældseftergivelse og gældssanering lettere for voldsudsatte, der har været udsat for økonomisk vold.

2. Lovsikret ret til ambulant rådgivning

Økonomisk vold har alvorlige økonomiske, psykiske og sociale konsekvenser for den udsatte. Uden den rette rådgivning er det vanskeligt at bryde med og komme videre efter volden.

Danner anbefaler, at Social- og Boligministeriet indarbejder en lovsikret ret til landsdækkende ambulant rådgivning i Serviceloven, så alle har lige adgang til tilbud i hele landet. Rådgivningen bør baseres på specialiseret voldsfaglig viden og inkludere kvalificeret, individuelt tilpasset socialrådgivning, som samtidig sikrer den voldsudsattes sikkerhed.

3. Lettere adgang til fritagelse for sagsomkostninger

Økonomisk vold kan udøves gennem det offentlige system, fordi den voldsudsatte og voldsudøveren ofte er bundet sammen af fælles økonomi, ejendele og bolig, der skal fordeles i retssager. Det sker f.eks., når en voldsudøver modsætter sig eller forhaler sager om bodeling, så processen bliver langvarig og dyr. Den voldsudsatte risikerer store økonomiske omkostninger undervejs – og gæld, hvis sagen tabes.

Danner anbefaler, at Justitsministeriet sikrer, at sager om bodeling ikke kan forhales, og gør det lettere for voldsudsatte at blive fritaget for sagsomkostninger.

4. Bedre muligheder for opholdstilladelse eller statsborgerskab

Kvinder med migrantbaggrund kan blive forhindret i at arbejde, lære dansk eller deltage i integrationsaktiviteter på grund af økonomisk vold – og det kan også efterlade dem med gæld. Det stiller voldsudsatte kvinder med migrantbaggrund dårligt i ansøgninger om permanent opholdstilladelse eller statsborgerskab.

Danner anbefaler, at Udlændinge- og Integrationsministeriet sikrer, at voldsudsathed og konsekvenser fra vold, ikke står i vejen for tildeling af permanent opholdstilladelse eller statsborgerskab.

5. Eftersyn af § 243 i straffeloven (psykisk vold)

Økonomisk vold kan være en central del af psykisk vold, men indgår ikke konsekvent i efterforskningen og risikerer derfor i praksis at stå ustraffet. Voldsudsattes retssikkerhed er derfor udfordret på dette område.

Danner anbefaler, at Justitsministeriet med et eftersyn af straffelovens § 243 sikrer bedre muligheder for retsforfølgelse af alle former for psykisk vold, herunder økonomisk vold.

6. Undersøge finanssektorens muligheder for at bidrage til opsporing

Banker og kreditgivere arbejder allerede med god skik i finanssektoren og har i kraft af deres indsigt i kunders økonomi en unik mulighed for at opdage mønstre, der kan være tegn på økonomisk vold. De kan derfor være et vigtigt led i at opspore volden.

Danner anbefaler, at finanssektoren undersøger mulighederne for, at banker og kreditgivere kan spille en rolle i opsporingen af økonomisk vold.

Læs mere

En ny analyse fra Danner viser, hvordan økonomisk partnervold kan fastholde kvinder...
En morgen modtager Tahmina et brev i sin e-Boks, der vender op...
Økonomisk vold er en voldsform, som mange hverken kender betydningen eller omfanget...