”Jeg skulle genfinde selvkærligheden”

Det var svært at flytte fra Danners krisecenter efter at have boet der et halvt år, husker Charlotte Skelkjær.
20. juni 2015

Af Ditte Damsgaard, frivillig i Danner

Det akutte krisecenterophold var slut, og nu startede en turbulent periode, hvor hun skulle finde sig selv igen og stå på egne ben. Danners efterværn blev hendes redningskrans.

”Da jeg møder Rasmus, føler jeg, at jeg har fundet min drømmemand. Men så startede volden. Gradvist mistede jeg mig selv. Til sidst var jeg bare en tom skal.”

Sådan begynder Charlotte Skelkjær i et interview med Magasinet Danner på en solskinsdag i maj. Vi sidder i et af Danners smukke rum og drikker te af store krus. Det er det samme rum, som hun har siddet i utallige gange med sine ‘Dannersøstre’ i efterværnsgruppen.

Hun kigger på tekoppen i sine hænder, løfter sit ene øjenbryn og siger så:
”Men hvordan skal en tom skal komme videre? Jeg var forsvundet fra min krop.”

For at forstå, hvorfor Charlotte følte sådan, må man sætte sig nærmere ind i hendes kærlighedshistorie, forklarer hun. En historie om det, hun kalder en destruktiv kærlighedsrelation.

En destruktiv kærlighedsrelation

Historien starter i Struer i Vestjylland, hvor Charlotte er vokset op i en kernefamilie med den jyske muld solidt placeret under fodsålerne. Værdier som næstekærlighed og rummelighed dannede rammen om en tryg barndom.

Det jyske islæt er heller ikke til at tage fejl af, imens Charlotte fortæller om sit liv. Både hvad angår det jyske tonefald, men også den jordnærhed, som man straks fornemmer i Charlottes blik og talestrøm.

Pigen fra Struer flyttede til København og fik sig en god uddannelse, der sikrede hende et stabilt livsgrundlag. Senere mødte hun sit livs kærlighed. Alting gik op i en højere enhed, og udtrykket ”min bedre halvdel” passede præcist. Det var sådan, Charlotte havde havde det. Hun var på en lyserød sky, og Rasmus fik hende til at love, at hun aldrig ville forlade ham.

Men drømmemanden var ikke den, Charlotte troede, han var. Gradvist blev deres relation mere og mere giftig, og han kontrollerede alt, hvad hun foretog sig. Volden satte for alvor ind, da de flyttede sammen, og den tiltog, efter de blev gift. I løbet af få år udsatte Rasmus hende i stigende grad for økonomisk, materiel, seksuel, psykisk og til sidst fysisk vold, indtil hun flyttede ind på Danners krisecenter i 2011.

Indhyllet i lyserød candyfloss

Spørgsmålet om, hvornår volden startede, er svært for Charlotte at svare på. Hun tager en slurk af sin te og kigger ud af vinduet, banker sagte på koppen med sine negle og siger så:

”Volden sker ikke på en gang. Det sker langsomt over tid. Den kommer snigende, den er manipulerende, og den optrappes. Alt imens du er indhyllet i lyserød candyfloss, der får dig til at føle dig lykkelig.”

Netværket faldt langsomt fra, fordi Charlotte selv afviste folk omkring sig. Hun husker, hvordan hun sendte SMS’er til Rasmus, imens hun var på café med veninderne. Hun skrev, hvor meget hun savnede ham, og at hun slet ikke havde lyst til være sammen med andre end ham.

”Jeg vidste, at han blev sur, hvis jeg havde hygget mig. Hvis jeg fortalte, hvor træls det havde været, så slap jeg for konfrontationen, når jeg kom hjem. Han blev stram i betrækket, hvis jeg kom hjem og fortalte, at jeg havde haft det sjovt,” husker hun.

En omvandrende antenne

Charlotte husker sig selv som en omvandrende antenne, der fangede alle signaler omkring sig. Til sidst gav hun fuldstændigt afkald på sine egne behov for i stedet at tilfredsstille ægtemandens ønsker. Den jyske muld klistrede sig til hende og mindede hende om, at hun jo var opdraget til at hjælpe andre og drage omsorg for sine nærmeste.

”Jeg måtte ikke tale med andre mænd, jeg måtte ikke se mine veninder, og han blev sur, hvis jeg hvis jeg SMS’ede, talte i telefon, så fjernsyn eller sågar læste min egen sektion af avisen. Hele mit liv og alle mine timer i døgnet gik med at sørge for, at han havde det godt,” siger hun.

Til sidst var hun som et appendix på et andet menneske, husker hun. Et vedhæng eller en gevækst uden nogen indre kerne eller personlighed. Alt hvad hun gjorde handlede om at gøre Rasmus glad. Og hun blev ved – også selvom det bedste aldrig var godt nok for ham.

Det var først da den fysiske vold blev forværret, og hun fandt sig selv liggende på gulvet med ham siddende ovenpå sig i et fast greb, at hun indså, at hun måtte væk.

Danner gjorde det muligt at komme sig

”Så. Nu forstår du måske, hvorfor det var så hulens svært at starte forfra, da jeg flyttede fra Danner,” siger Charlotte og konstaterer, at hendes te er blevet kold.

”Den psykiske vold æder dig op indefra. Det er det, der tager så uendelig lang tid at komme sig over. Jeg fik suget al kraft og næring ud af mig,” fortsætter hun og sætter tekoppen fra sig. “Jeg skulle simpelthen genfinde selvkærligheden.”

I Danner var Charlotte aldrig alene. Der var dagsvagter, nattevagter og andre kvinder, der havde samme oplevelser i bagagen. Og man fik hjælp til alt, forklarer Charlotte, der var fast besluttet på at holde gang i sin virksomhed.

”Der var en frivillig, der hjalp mig med regninger, jeg fik samtaler med socialrådgivere, psykologer og pædagoger, og der var mad på bordet hver aften,” siger hun og smiler. Tiden i Danners krisecenter er tydeligvis et dejligt minde for hende.

Derfor var det svært for Charlotte at flytte ud igen efter seks måneder, fordi kontrasten var så stor. Pludselig skulle hun klare sig selv, etablere et hjem og tage stilling til, hvilket liv hun fremover ville leve.

“Jeg stod med meget få ejendele og med meget få midler og skulle bygge et hjem og en tilværelse op, samtidig med at jeg skulle finde mig selv igen,” forklarer hun.

Danners efterværn blev en redningskrans

Efter cirka et halvt år udenfor Danners trygge favn kom Charlotte med i en gruppe i Danners efterværn, som er et forløb, der varetages af pædagoger, psykologer og socialrådgivere i Danner. Her kunne Charlotte få luft for alt det, der var svært ved at komme ud på den anden side af volden.

”Danners efterværn betød alt for mig. Det var et helle, som jeg kunne læne mig op ad,” siger hun og forklarer, at det er uvurderligt at kunne dele hverdagserfaringer med nogen, som kender ens historie så godt, og som har oplevet en lignende fortælling. Selvom kvinderne har forskellige baggrunde, så er historierne ikke så forskellige. Volden er fællesnævneren i deres møder.

”Vi er på lige fod, og derfor er forskellene lige meget. Vi er kvinder, som har en historie med vold. Vi forstår hinanden. Og vi står stadig,” slutter hun.

‘Rasmus’ er et opdigtet navn. Redaktionen er bekendt med hans rigtige identitet.

Fakta om Danners efterværn

Danners efterværn er et forløb, som har fokus på at genopbygge kvinderne og hjælpe dem med at bryde med volden. Kvinderne og deres eventuelle børn få tilbudt hjemmebesøg, individuelle samtaler, gruppeforløb og selvhjælpsgrupper.

Danner mener, at det gode efterværn bygger på et samarbejde mellem kommuner og krisecentre. Danner ønsker at få anerkendt krisecentrenes rolle i efterværn og få skrevet rolle- og opgavefordelingen mellem kommuner og krisecentre ind i lovgivningen.

Læs også

Vi kan ikke gøre det alene - din hjælp betyder alt