Jeg var psykisk død
Det var en forvirrende tid omkring indflytningen på Danners krisecenter. Her fortæller Sofie om sine følelser og tanker i netop den periode. Det var en tid med indre modsætninger, men de mennesker, der rådgav hende, pegede alle på samme løsning: dit forhold er skadeligt for dig, du skal søge hjælp på et krisecenter.
Da jeg flyttede ind på Danners krisecenter, var jeg ikke sikker på, at det var det rigtige jeg havde gjort, men mine børn reagerede promte på at være taget ud af en meget dysfunktionel hverdag. De faldt til ro. Den ældste reagerede ikke helt så tydeligt med det samme, men hun havde også levet i det længe.
Det primære herinde var at få mig balanceret som mor. Jeg troede ikke på, at jeg var en god mor. I dag er jeg klar over, at det var vigtigt, at jeg flyttede herind. Mine børn kunne have overlevet noget tid, men ikke mig. Jeg var psykisk død.
Kroppen blev hendes redning
Det var Sofies krop der reddede hende. Hun fik nærmest en allergisk reaktion, når hendes daværende mand prøvede at fortsætte sit uforudsigelige og manipulerende spil.
Jeg reagerede med vrede. Vi havde været sammen i 11 år, og jeg satte foden ned en jul og sagde, at hvis ikke vi kan være sammen med nærvær og ømhed, så vil jeg ikke mere. Han kunne mærke, at hans taktikker om at isolere mig, bebrejde mig, benægte egne fejl, være reserveret over for børnene og tage afstand fra min krop ikke længere havde den virkning, at jeg bøjede mig. Så han vendte på en tallerken. Han sagde, at han var så mentalt udviklet, at han havde omprogrammeret sig selv til at kunne leve sammen med mig nu. Jeg var nu hans livs kærlighed, han købte blomster og gjorde rent. Men min krop reagerede med vrede. Han gjorde det, jeg havde håbet på i mange år, og det nemmeste i situationen havde været at give efter og lade som om, alt var fryd og gammen. Men min krop kunne heldigvis ikke. Jo vredere jeg var, jo mere sikker blev jeg på, at jeg skulle væk.
Fik støtte af kollega
En kollega, som Sofie havde tillid til, spurgte en dag ind til hende, og hun begydte at fortælle om det, hun oplevede derhjemme. Kollegaen bekræftede hende i, at noget ikke var normalt hjemme hos dem, og anbefalede Sofie at besøge Danners hjemmeside. Sofie tjekkede mange hjemmesider. Hun læste om psykisk vold og om narcisister og syntes, at det, hun læste, passede på hendes forhold. Hun kunne se, at hun passede til alle beskrivelserne på en, der havde brug for hjælp - en, der var ’uden fundament, forvirret og ked af det’.
Andres vurderinger og reaktioner var vigtige for mig. Jeg var selv helt følelsesløs og kunne ikke vurdere noget. Jeg skrev til Danners netrådgivning og svaret fik blodet til at forlade min krop. De syntes, jeg skulle komme ind og få en samtale med henblik på at flytte ind på krisecenteret. De bekræftede, at der var noget galt i mit forhold, og at det ikke var mig, der var noget galt med. Jeg ringede til Danner og fik en aftale med Lonni. Vi mødtes flere gange, for jeg var ikke klar til at flytte på krisecenter.
Krøb sammen i sofa
Samtidig havde Sofies mand også skaffet adgang til en parterapeut via kommunen. Ret hurtigt gennemskuede terapeuten Sofies mand - han ville nemlig kun tale om alle Sofies fejl og ikke sine egne. Imens sad Sofie sammenkrøbet i sofaen.
Vi aftalte, at jeg skulle mødes med terapeuten alene næste gang – og her var beskeden klar: ’Ingen mennesker skal have det, som du har det’. Summen af alle de informationer, jeg havde fået, pegede kun én vej – at jeg skulle se at komme væk fra det forhold. Det var der, jeg flyttede på krisecenter.
Sofie boede på Danners krisecenter i et år og er nu flyttet i egen lejlighed. Alt er ikke fryd og gammen, for der er stadig kontakt til børnenes far, men langsomt bliver der flere gode end dårlige dage. Hun går i Danners efterværnsgruppe, hvor tidligere beboere mødes i samtaler og får værktøjer til at håndtere livet på den anden side af et krisecenterophold og efter et voldeligt forhold.
Navnene i artiklen er opdigtet.