Kunsten at tale om et blåt mærke

Hverken jurister, politi eller sundhedspersonale i Tunesien ved, hvordan de skal føre en samtale med en kvinde, der har været udsat for vold
11. maj 2016

Det er Leila Garbouj længst til venstre i billedet.

Af Henriette Winther, Danner

Organisationen Medicin du Monde arbejder med den tunesiske sundhedssektor for at klæde den på til at håndtere vold mod kvinder ansvarligt og respektfuldt.

Når en kvinde har været udsat for vold i Tunesien er der tre indgange til det offentlige system. Den juridiske. Politiet. Sundhedssystemet. Men myndighederne er totalt uforberedte på at hjælpe kvinderne. Især sundhedssektoren og personalet her skal steppe op og være deres ansvar bevidst, fordi det er et stort sundhedsmæssigt problem måske det største, at kvinder lever med – og dør af – vold fra mænd i deres nære relationer. Det mener Leila Garbouj, læge og direktør i Medicin du Monde i Tunesien som Danner arbejder sammen med.

Når en læge tilser en kvinde for hendes graviditet, så skal lægen også tale med hende om de blå mærker han eller hun ser på hendes krop. Alt for tit vælger lægen at overse disse tegn på at en kvinde bliver udsat for vold, og det er meget skadelig og meget forkert, siger Leila Garbouj.

Hun peger på en række fejl som gør sundhedssystemet uegnet til at modtage og hjælpe voldsofre:

  • Skadestuerne er åbne rum, hvor alle kan høre alt, hvad der bliver talt om
  • Ingen faste kategorier hvor sager med voldsudsatte kvinder registreres
  • Berøringsangst for – eller ligefrem fordømmelse af – voldsudsatte kvinder
  • Uvilje eller uformåen i at lave fyldestgørende lægeerklæringer til brug i en retssag
  • Ingen tilskyndelse til at opdage volden og forhindre at den fortsætter
  • Intet offentligt budget til at bekæmpe vold mod kvinder – på linje med fx brystkræft eller selvmord
  • Manglende behandlingstilbud for voldsudsatte kvinder tæt på deres hjem

Læs om Danners arbejde i Tunesien

De mange fejl og mangler i sundhedssektoren har fået Medicin du Monde til at indgå et samarbejde med de tunesiske sundhedsmyndigheder i provinsen Gafsa i det sydlige Tunesien.
Vi underviser sundhedspersonale i at føre en proper og korrekt samtale med en kvinde, der har været udsat for vold. Vi giver dem metoder til at adressere volden, uden at samtalen bliver til et nyt overgreb på kvinden. Vi hjælper dem også til at tale om fx prævention og forebyggelse af graviditet, fortæller Leila Garbouj, der selv er læge og blandt andet har arbejdet som fængselslæge i Libanon i 10 år og derfor kender alt til følsomme samtaler med sårbare patienter.

Medicin du Monde arbejder for at holde myndighederne op på deres ansvar, og organisationen med Leila Garbouj i spidsen har derfor hjulpet de regionale myndigheder i Gafsa med et gennemarbejdet input til Sundhedsministeriets forestående ’fem-årsplan’.
Vi har lagt vægt på bekæmpelse af vold i det arbejde vi har lavet med myndighederne i Gafsa. Vold fører til sygdom. Vold fører til død. Det er meget alvorligt og især de ’primære sundhedsklinikker’ er en vigtig medspiller og har et stort ansvar for at stoppe volden, når de ser den. Det er skrevet ind i Gafsas input til Sundhedsministeriets fem-års plan, og ud fra hvad jeg har hørt, så er de ret tilfredse inde i ministeriet med at Gafsa har leveret en gennemtænkt plan, siger Leila Garbouj

WHO anslår at vold mod kvinder globalt er den største trussel mod sundheden, og de anfører samtidig at det er en god økonomisk strategi at forhindre denne form for vold i det hele taget.
Jeg er først feminist, så det økonomiske argument er ikke dét, der driver mig, men der er helt klart brug for en reform af sundhedssystemet, både fra et feministisk, økonomisk – og rettighedsmæssigt synspunkt.

På spørgsmålet om hvad der skal til for at reformere sundhedssystemet, svarer Leila Garbouj at interesser i den private sektor ofte spænder ben for myndighederne.
Medicinalfirmaer og andre private virksomheder er meget magtfulde. De plejer først og fremmest deres egne økonomiske interesser, og ikke nødvendigvis de tiltag der er til befolkningens bedste. Myndighederne har derfor brug for at befolkningen stiller krav og forlanger bedre sundhedstilbud. Vi har krav på en ansvarlig behandling; altså at kvinder udsat for vold mødes uden fordomme og med imødekommenhed, sige Leila Garbouj.

Støt Danners arbejde for kvinders rettigheder og voldsudsatte kvinder og børn

Tre hurtige til Leila

Hvad skal du lave næste weekend?
Jeg skal være sammen med min søn på 18 år. Han studerer i Schweiz og jeg har ikke set ham i et halvt år. Nu kommer han hjem og er her den næste måned. Hele familien glæder sig til at han kommer.

Hvornår grinte du sidst?
Jeg så en film i biografen for to uger siden. Den var underholdende. Den handler om en tunesisk undergrundsmusikers liv før og efter revolutionen. (I Danmark kaldet Det arabiske forår i 2011 )

Hvornår græd du sidst?
Jeg græder sjældent. Jeg kan blive meget ked af det, det blev jeg da jeg mistede min mor i en forfærdelig ulykke i 2011. Da min søn fik sin baccalauréat (studentereksamen) i sommer tog vi ud til min mors gravsted sammen. Det var første gang jeg besøgte hende efter begravelsen. I fem år har jeg ikke været der, men nu ville jeg vise hende, at min søn havde bestået sin eksamen. Da græd jeg.

Læs om Danners internationale arbejde

Fem ting du ikke vil vide om Tunesien

  • 47 % af tunesiske kvinder har været udsat for fysisk vold
  • Langt fra alle forstår at vold mod kvinder er en krænkelse
  • Staten sanktionerer bordeller med kvindelige sexarbejdere, som får løn og tilses for sygdomme.
  • Landet har et Kvindeministerium, som beskæftiger sig med familier og børn – ikke specifikt kvinder.
  • Piger skal bære uniform i skolen, men ikke drengene.

Tunesiens første statslige krisecenter for voldsudsatte kvinder åbner i februar 2016.

En tværgående lov, der gør vold mod kvinder kriminelt, er på vej i Tunesien.