Absurd, da lægen sagde, min mand var psykopat
Det var en tid med fortvivlelse, kaos og modstridende følelser. Anne havde i længere tid haft det skidt med sig selv og i sit forhold. Hun var en skygge af den udadvendte kvinde hun plejede at være og hun var usikker på om hun skulle blive sammen med sin mand, - og så var hun var gravid. Efter kraftige opfordringer fra sin mor opsøgte hun sin læge og fortalte, hvordan tingene hang sammen derhjemme. Lægen var ikke i tvivl: 'Din mand lyder som en psykopat." Anne var rystet, men hendes mor, der også er læge, sagde det samme. Det lød absurd i Annes ører, at nogen koblede ordene ’psykopat og din mand’, men hun tog imod lægens opfordring om at ringe til Danner.
Han var jo ’the one’, han havde revet fødderne væk under mig. Men han opsatte regler og tog kontrollen. Jeg var blevet skilt en gang før, så jeg kæmpede for at det ikke skulle ske igen, jeg ville ikke være hende den mislykkede. Jo mere jeg prøvede at holde sammen på vores forhold, jo mere absurd blev det, fortæller Anne og sætter dermed ord på hvordan den psykiske vold udspillede sig i hendes og Lars's forhold.
Vi var et stjernepar
Lars ville gerne opretholde en fortælling om, at de var en del af eliten. De så ikke fjernsyn, brugte ikke sociale medier og hørte ikke pop-musik, det var for undersåtterne. I stedet læste de klassiske romaner og faglitteratur. Anne er selv akademiker og har en ph.d., så det var ikke så fremmed for hende at dyrke den intellektuelle side.
Vi var et stjernepar. Vi var begge succesfulde akademikere. Jeg var den udadvendte og snakkesalige med en boblende personlighed. Jeg tror, han var tiltrukket af det her glade, smilende menneske, for sådan var han egentlig ikke selv. Og først for sent indså jeg, at han sugede mig tør for lige præcis dét, fortæller Anne.
Han kunne finde på at sige til mig, at jeg skulle anstrenge mig. Det var meget ukonkret. Hvis jeg gjorde mig umage, så var det på en forkert måde. Han kunne blive virkelig vred. Hvis jeg lavede mad og havde gang i alt muligt på køkkenbordet, så var jeg en klam kok. Han var så overbevisende i sin vrede, at jeg troede på det han sagde, fortæller Anne. Lars overbeviste hende om, at hun var kluntet i køkkenet, hun måtte derfor ikke bruge knive. Det blev pakket ind i en fortælling om, at det var af hensyn til hende selv. En fortælling som Anne begyndte at tro på.
Popmusik i badet
Lars’ kontrol og dominans indtager mange former i deres parforhold. Hun er egoistisk, når hun vil se sine venner og han kan finde på at kalde hende øge-navne på fiktive personer med usympatiske træk. En dag har Anne sneget sig til at spille pop-musik ude i badet, selvom de jo ikke hørte pop-musik.
Han flåede døren op, mens jeg stod nøgen under bruseren. Han kiggede på mig med et iskoldt blik. Min krop krympede. Ikke fordi jeg var bange for, at han ville slå mig, men fordi jeg vidste, der ville være en kulde i stuen, når jeg kom ud, siger Anne.
Lod som om alt var godt
Da Anne bliver gravid, synes hun deres forhold kører virkelig ringe. På arbejdet kunne hun godt fake, og lade som om hun var glad, men det var et skuespil. Hun havde det elendigt.
Jeg sagde, at vi var nødt til at tænke over, om vi skulle gå fra hinanden, for så var det nu, inden den lille kom. Ellers skulle vi arbejde for at få et bedre forhold – og det var jeg indstillet på at vi skulle, siger Anne.
Lars reagerer med vrede. Han inddrager Annes forældre, og bebrejder dem for at have opdraget Anne dårligt. Han truer med, at de ikke måtte se deres kommende barnebarn.
Dagene var helt tågede
Min mor opfordrede mig til at tage en time out fra ham. Jeg følte mig splittet og stod alene. Jeg prøvede stadig at opretholde facaden om, at vi havde et godt forhold. Dagene omkring bruddet er helt tågede for mig. Jeg kan huske at jeg ringede til et nummer, hvor tallene stod med lyserødt. Jeg spørger om det er frihedsberøvelse af vores ufødte barn, at tage hjem til mine forældre nogle dage. Hende jeg taler med spørger ind til situationen, fortæller Anne.
Jeg søger hjælp hos lægen, for at få en henvisning til en psykolog. Jeg forklarer lægen, hvordan det hænger sammen, og min læge siger at min mand lyder som en psykopat, og opfordrer mig til at ringe til Danner. Jeg er rystet. Min mor, der også er læge, siger det samme. Det var helt absurd, men jeg ringer til Danner og de har helt ekstraordinært et ledigt værelse, og de beder mig komme til en visitationssamtale, min mor står ved siden af og presser på, fortæller Anne.
Krisecenteret var ligefrem hyggeligt
Krisecenteret levede slet ikke op til Annes fordomme. Her var både hyggeligt, hjertevarmt og pyntet pænt op til jul. Julestemningen var med til at gøre den kaotiske tid omkring indflytningen mere hjertevarm.
Jeg kan huske der var stearinlys, masser af stearinlys. Jeg flyttede ind på en tirsdag i december, selvom jeg bare var kommet, fordi min mor synes vi skulle ’kigge lidt’. Varmen, omsorgen og den kærlighed jeg mødte med det samme, betyder utroligt meget. Jeg havde talt med en fra Danner samme dag og vidste, at der helt ekstraordinært var et ledigt værelse. Damen jeg mødte herinde sagde, at vi jo lige kunne gå op og kigge på værelset. Da jeg så, at der var en køjeseng, spurgte jeg, om min mor kunne sove her de første nætter. Det var helt i orden, så uden at jeg egentlig havde forberedt mig på det, flyttede jeg ind, fortæller Anne om sin første dag på Danner.
Krisecenter ikke noget for mig
Som de fleste andre syntes hun ikke, at krisecenter var noget for hende. Hun har en ph.d. og er forsker, så hun skulle vel ikke tage pladsen fra en, der var mere trængende. Men krisecenter-personalet kigger ikke på om man har en høj uddannelse eller tjener gode penge, de kigger på hvor man står i livet – og om man har været udsat for psykisk vold eller andre former for vold i nære relationer, som betyder at man er truet indefra eller udefra. Og det var Anne. I høj grad.
Jeg brugte den første uge på at forstå, hvem det var jeg så i spejlet. Hvordan var jeg havnet her? Jeg plejede at være udadvendt og glad med en boblende personlighed, men nu var jeg noget helt andet. Jeg kunne slet ikke overskue de andre kvinder på den etage, jeg boede på. Jeg spiste mikroovnsmad, som kunne tilberedes inde i min egen lejlighed, så jeg ikke behøvede at blive konfronteret med dem og deres historier. Jeg var gravid i ottende måned og havde rigeligt at gøre med at konfrontere mig selv, fortæller Anne.
I dag et år efter er hun ikke er i tvivl om, at det var rigtigt for hende at flytte på krisecenter. Og når nu det lige skulle være i julemåneden, så var det faktisk afgørende at Danner havde pyntet godt op til jul og levede op til forestillingen om, at der skal være plads til hjertevarme og julehygge i december.
Krisecenteret er et neutralt sted
Det er noget af det bedste der er sket for mig. Det siger mine forældre også. De er så uendeligt taknemmelige for at jeg kom herind – da gik det op for dem, hvor slemt jeg havde det, og nu kunne de hjælpe. Jeg havde været så bange for at fortælle dem om, hvad der foregik, jeg havde holdt en facade op om, at vi var et lykkeligt par med et barn på vej, men de vidste jo godt at den var gal – jeg lod dem bare ikke komme nær, fortæller Anne.
I rummet, hvor Danners åbne telefonrådgivning holder til, kan man som beboer komme hele døgnet og snakke med de frivillige eller ansatte, som passer telefonen.
Det var et neutralt sted at komme. Ingen krævede noget af mig. De havde ingen forventninger om, at jeg skulle tage stilling til noget i mit liv i morgen eller næste uge. De spurgte bare ind til, hvordan jeg havde det, og jeg fik et kram. Til mine forældre kunne jeg sige, at de inde på Danner siger, at det er ok ikke at have nogen svar. Mine forældre var allerede i gang med at spørge, om jeg ville skilles og alle mulige praktiske ting, som jeg ikke kunne overskue, fortæller Anne.
Fik hilsen fra kendis via instagram
Efter en uges tid kiggede jeg på instagram – som min søster havde installeret på min mobil, fordi hun ikke ville finde sig i, at min mand ikke lod mig kigge på ’den slags’ – her nævnte Mette Helena Danner (boligstylist og kendt fra tv, red.). Hun skrev om julen på Danner, hvor hyggeligt der var herinde med gran, gaver og nisser. Hun skrev, at hun tænkte på kvinderne, der boede på Danner lige nu, for hun havde selv boet der et år tidligere. Jeg blev overrasket over, at sådan en som hende, havde boet på Danner – hun talte til noget i mig. Jeg skrev og sagde tak for hendes hilsen, og blev glad da hun skrev tilbage til mig. Det kan virke som en lille ting, men lige dér havde det stor betydning; at nogen søde mennesker sad derude et sted og tænkte på mig, fortæller Anne.
Genfinder kompasset
Anne har boet hos Danner i godt fire måneder og er nu flyttet i lejlighed med sin lille datter. Hun siger, at opholdet på Danners krisecenter, er noget af det bedste der er sket for hende. Hun har fået afklaring på hvorfor hendes forhold udviklede sig som det gjorde, og hun er blevet bekræftet i, at hun skulle have professionel hjælp til at komme ud af forholdet og på benene igen. Hun går i Danners efterværnsgruppe, hvor hun mødes med andre kvinder, som har boet hos Danner og er på vej til at genfinde deres eget kompas for, hvad de står for og hvordan de gerne vil leve deres liv.