Livet efter volden - Anne

Det måtte være mig, der var noget galt med

Jeg gik til lægen, fordi jeg ville have en henvisning til en psykolog. Der måtte være noget galt med mig, når jeg ikke kunne få vores familieliv til at fungere, selvom jeg prøvede og prøvede. Nu var jeg gravid i ottende måned med mit andet barn, og jeg tænkte hver dag, at jeg umuligt kunne lade det lille barn komme ud i den virkelighed, jeg levede i.

Min mand havde altid haft store humørsvingninger, men han var også meget dygtig og velanset inden for sit arbejdsfelt, så jeg tænkte, at det var fordi, han gik så meget op i sit arbejde. Da vi flyttede sammen, brækkede jeg mit ben ved et fald på cykel. Han blev meget vred i stedet for omsorgsfuld, og han skabte en historie om, at jeg ikke kunne tage vare på mig selv. Han ville bestemme, hvilket fodtøj, jeg skulle gå i, og jeg måtte ikke bruge knive i køkkenet.

Da jeg blev gravid med vores første barn, begyndte han at kontrollere mit madindtag, fordi han mente, at jeg ellers ville skade barnet ved at spise forkert. Jeg bøjede mig igen og igen for ikke at tage konflikten, for under det hele mærkede jeg den her vrede fra ham, som jeg ikke forstod, hvor kom fra.

Efter vores første barn blev født, fik han langsomt skabt en fortælling om, at han var den bedste forælder. Jeg måtte ikke bære hende ned af trappen, for jeg var stadig for klodset i hans øjne. Hvis hun græd mente han, at han var den eneste af os, der kunne trøste hende.

Jeg var så presset, at jeg bare prøvede at overleve

Det var umuligt for mig at gøre noget godt nok i vores samliv, og hvis det en enkelt gang imellem lykkedes mig, kunne jeg være sikker på, at barren blev hævet. Hver gang jeg fejlede, blev jeg mødt af hans vrede-kulde.

Hvis vi var inviteret ud til venner, blev han som regel dårlig i sidste øjeblik og mente, at han måtte blive hjemme med vores barn – hvis jeg da virkelig ville tage af sted fra min syge mand og mit lille barn. Han skabte konstant scenarier, hvor det var umuligt for mig at vinde, og langsomt blev jeg mere og mere isoleret. Han begyndte at svine mig til oftere og tale grimt til mig foran vores barn. Jeg var så presset, at jeg bare prøvede at overleve og finde den magiske sammensætning, der kunne gøre ham glad et øjeblik.

Samtidig klagede alle, jeg kendte over, at det var svært at være en småbarnsfamilie, så jeg troede, at vores problemer var normale. At jeg bare skulle gøre mig mere umage, som jeg hele tiden fik at vide af ham.

Da jeg sad foran lægen, fik jeg et chok, da hun mente, at det var min mand, den var gal med. At han havde psykopatiske træk. Men min mor var med hos lægen, og jeg så, at hun nikkede. Min læge mente, at jeg skulle væk fra min mand med det samme, og hun gav mig nummeret til Danner. Jeg forstod ingenting. Jeg vidste ikke engang, hvor Danner lå.