Livet efter volden - Kristina
Det er først nu, jeg føler, at jeg kan stå frem med min historie. Jeg har været vildt flov over, hvad der skete for mig. Jeg følte, at jeg selv havde et ansvar for, at jeg blev så længe i et voldeligt forhold. Jeg har stadig ikke lyst til, at mennesker, jeg kender professionelt, skal vide, hvad jeg har været igennem, for jeg vil ikke betragtes som et offer. Jeg er ikke et offer. Jeg er stærkere nu, end jeg nogensinde har været.
Livet efter volden - en fotovandring
Fotovandringen - Livet efter volden -, med 15 kendte og anonyme kvinder, blev vist for offentligheden på Kulturnatten 2019 og hænger nu på Danners vægge som inspiration til beboere og brugere af huset.
Kristinas historie og billede er bragt i samarbejde med Femina. Billede af Marie Hald og tekst af journalist Susanne Cordes.
Udadtil var vi succesfulde og lykkelige
Da jeg var sammen med min eks, levede vi udadtil et glansbilledeliv med dyre rejser og champagne. Indadtil blev jeg langsomt nedbrudt. Når jeg ikke gik fra ham, var det fordi, jeg ikke selv forstod, hvad jeg var en del af. Han spandt mig langsomt ind i sit spind, og til sidst troede jeg ikke på, at jeg kunne leve uden ham, selvom han udsatte mig for både psykisk, fysisk og seksuel vold. Mange tror, at den fysiske vold er den værste, men det er den psykiske vold, der bliver siddende i lang tid bagefter – måske resten af mit liv.
Uden psykologhjælp ville jeg ikke være, hvor jeg er i dag
Jeg vil ikke sige, at det har været nemt at komme videre. Heldigvis pressede en veninde mig til at gå på en date, og det var her, jeg mødte Lucas’ far. Vi er ikke sammen længere, og en stor del af grunden skal findes i det, jeg har med mig i bagagen. Jeg har meget svært ved at stole på et andet menneske. I lang tid turde jeg ikke fortælle ham, hvad jeg havde været igennem. Jeg var bange for, at han ville synes, at jeg var ’brugt’, eller at det var min egen skyld. Han undrede sig selvfølgelig over, at jeg havde en overfaldsalarm, og at jeg havde alarm på min lejlighed.
Han ville mig alt det bedste, men jeg tror altid, at det vil være svært for et andet menneske at forstå, hvor dybt angsten stadig sidder i mig.
Nu hvor jeg har Lucas, er jeg ikke bange mere. Nu kan intet slå mig ud. Men uden psykologhjælp ville jeg ikke være, hvor jeg er i dag.
Det er vigtigt for mig at sige til andre kvinder, der er bange for at bevæge sig videre: der er et rigtig godt sted ude på den anden side af volden, og man kan nå derhen med den rette hjælp.
