Livet efter volden - Lhyn

Jeg var forelsket i den her flotte, modne og rolige mand
Jeg mødte min eksmand, da han var på ferie i Filippinerne for seks år siden. Jeg havde en bachelorgrad, og jeg klarede mig godt. Det har altid været en værdi i min familie, at vi børn kunne klare os selv. Min familie var skeptiske over for, at jeg blev kærester med en fremmed, men jeg var forelsket i den her mand, der var flot og virkede moden og rolig. Han var næsten 20 år ældre end mig.
Efter to år blev vi gift i Danmark og allerede efter en måned blev jeg gravid.
Jeg tænkte, jeg kunne vinde dem med min kærlighed
Mit liv med min nye mand blev slet ikke, som jeg havde forestillet mig. Han havde to teenagebørn i forvejen, og hans kun fjortenårige datter havde allerede fået et barn. Han og hans børn forventede, at jeg passede babyen og stod for alt det huslige, samtidig med at jeg arbejdede som frugtpakker på et lager og var gravid.
Hans børn råbte altid på mig og af mig. Jeg skulle komme med mad, rydde op efter dem, gøre rent. Hvis de syntes, at det tog for lang tid, overfusede de mig.
Jeg tænkte, at jeg kunne vinde dem med min kærlighed, men jeg følte mig mere og mere som en hushjælp. Når min eksmand kom hjem, og jeg nævnte for ham, hvor meget jeg lavede, startede skænderierne. Ofte endte han med at slå mig, skubbe mig eller trække mig henover gulvet. Det blev efterhånden klart for mig, at hans dagsorden var, at jeg passede hus, hans børn og barnebarn, mens han levede sit liv. Jeg var fanget i et meget ulykkeligt ægteskab.
Livet efter volden - en fotovandring
Fotovandringen - Livet efter volden -, med 15 kendte og anonyme kvinder, blev vist for offentligheden på Kulturnatten 2019 og hænger nu på Danners vægge som inspiration til beboere og brugere af huset.
Lhyns historie og billede er bragt i samarbejde med Femina. Billede af Marie Hald og tekst af journalist Susanne Cordes.
De var tre mod én, og politiet troede aldrig på min version
Jeg opdagede ret hurtigt, at han var medlem af en rockerklub. Det vidste jeg ikke, da jeg forlod Filippinerne. Jeg så ved nogle lejligheder, hvad der foregik i klubben, og det gjorde mig bange for, hvad han kunne finde på at gøre ved mig.
Min læge rådede mig til at dokumentere, når min eksmand havde slået mig. Jeg tog hver gang billeder, og de mange gange jeg var på skadestuen, blev der også taget billeder af mine skader. Hver gang politiet kom, fortalte min eksmand en anden version, og hans børn bakkede ham op. De var tre mod en, og politiet troede aldrig på min version.
Velformuleret og i godt job - jeg står ikke så stærkt som ham
Jeg håbede, at det hele ville ændre sig, når min søn kom til verden, men det gjorde det ikke. En dag mødte sundhedsplejesken op uanmeldt, fordi hun fornemmede, at noget var galt, og jeg åbnede døren med blå mærker og en baby på hver arm. Hun så, hvordan det virkelig stod til, og hun og min læge prøvede at få mig på krisecenter. Men jeg turde ikke. Hver gang, jeg sagde til min eksmand, at jeg ville gå fra ham, truede han mig med, at jeg aldrig ville komme til at se min søn igen, eller at jeg ville blive slået ihjel af hans rockerklub.
På en ferie i Filippinerne overraskede jeg ham, mens han var i seng med en prostitueret ladyboy. Da vi kom hjem besluttede jeg mig endelig for at forlade ham. Han slog mig i gulvet og forsøgte at kvæle mig. Jeg lå med vores søn i favnen og kunne næsten ikke få luft, men jeg formåede at bide ham og komme fri. Jeg løb ud på gaden og fik hjælp. Næste dag anmeldte jeg ham til politiet, men politiet valgte at frafalde sigtelserne mod min eksmand, fordi jeg havde ventet en dag med anmeldelsen.
Jeg kom på krisecenter, men min eksmand begyndte at stalke mig og intimidere mig. Han flyttede ind lige ved siden af mig, så han kunne overvåge mig. Jeg dokumenterede det hele, men kommunen troede ikke på mig. Jeg har yderligere dokumenteret hans chikane i forbindelse med samvær, men jeg har mødt samme respons. Jeg føler, at myndighederne kun lytter til hans side af historien. Han er god til at tale for sig, og han har et godt job. Jeg har også fast job, men jeg taler ikke perfekt dansk, og jeg står ikke så stærkt som ham.
På trods af den dokumenterede vold, politianmeldelsen af ham og hans fortsatte chikane har han stadig samvær med vores søn, men når vores søn er hos ham, er han aldrig hjemme. Når vores søn er på weekend hos sin far, passes han nu af min eksmands nye udenlandske kone.