Livet efter volden - Louise
Selvom jeg fulgte hans plan, var intet godt nok
Efter jeg havde født vores første barn skrev min mand en syv siders manual til mig om, hvad jeg skulle gøre, og hvordan jeg skulle se ud, hvis han skulle have lyst til sex med mig. Hvis jeg bagefter forsøgte at efterleve noget af det, han havde skrevet, var det alligevel ikke godt nok, for så gjorde jeg det i hans øjne kun, fordi han havde skrevet det ned.
På det tidspunkt havde jeg allerede tillært mig, at vores liv var nemmest, hvis jeg gik i ét med tapetet. Enhver normal reaktion fra mig eller ethvert udtryk for et behov fra min side resulterede i, at jeg skulle irettesættes. Jeg kunne dog også komme til at gå i ét med tapetet på den forkerte måde. Han kunne altid finde noget, der var galt. Han havde tre-fire lange enetaler om, hvor dårligt et menneske jeg var, og dem lærte jeg efterhånden udenad. Nogle gange ønskede jeg næsten, at han ville slå mig frem for at trække mig igennem dem igen. Jeg ved ikke, om det ville have hjulpet mig til at forlade ham noget før. Jeg var på det tidspunkt så ødelagt indeni som menneske, og troede ikke længere, at jeg var noget værd.
Livet efter volden - en fotovandring
Fotovandringen - Livet efter volden -, med 15 kendte og anonyme kvinder, blev vist for offentligheden på Kulturnatten 2019 og hænger nu på Danners vægge som inspiration til beboere og brugere af huset.
Louises historie og billede er bragt i samarbejde med Femina. Billede af Marie Hald og tekst af journalist Susanne Cordes.
Jeg var altid glad for at gå med børnene i barnevognen, for så kunne jeg gå og græde lidt for mig selv, men sommeren efter vi har fået vores andet barn, kunne jeg ikke mere. Jeg kunne slet ikke se en vej ud. Jeg besluttede, at jeg måtte lukke af for alle behov og følelser indtil børnene fik en vis alder. Jeg tænkte, at jeg så ville gå ud efter cigaretter og ikke komme tilbage, selvom jeg inderst inde vidste, at jeg aldrig ville kunne forlade mine børn.
Da jeg endelig skrev til Danners rådgivning, var jeg så bange for, at de ville svare, at mit liv lød normalt. Hvad skulle jeg så gøre? Men jeg fik det svar, at jeg burde fjerne mig selv og børnene hurtigst muligt, for det vi levede i var ikke sundt. Først da jeg kom væk og flyttede på Danner, gik det op for mig, hvor voldsomt, det jeg har været igennem, har været. Det var – og er - en meget lang og svær erkendelsesproces, som ikke er færdig endnu.
