Livet efter volden - Maria
Her gik det op for mig, at der var et begreb for det
Jeg var fra begyndelsen alene om at tage mig af vores to børn, og jeg havde et fuldtidsjob ved siden af. Samtidig lærte jeg dansk. Hvis jeg ikke magtede alt det, jeg skulle nå, talte min mand grimt til mig. Når han var fuld, kunne han finde på at holde mig fast i håret, sparke eller slå mig. Jeg var så udmattet, at jeg til sidst ikke kunne mere. Jeg læste en artikel i vores lokalavis om psykisk vold, og her gik det op for mig, hvad jeg var udsat for. At der var et begreb for det. Jeg ville skilles, men de gange, jeg sagde det, var han imod det.
Jeg oplevede, at han begyndte at manipulere med børnene. Han sagde, at jeg var en dårlig mor, og at jeg prøvede at vende børnene mod ham. Min søn begyndte at få det dårligt. Han følte sig presset af sin far. Han havde konstant ondt i maven, han sov dårligt om natten, og havde svært ved at følge med i skolen. Om aftenen havde han ikke lyst til at være derhjemme, og han spurgte, om ikke vi kunne gå en tur, så han og jeg kunne tale frit sammen.
En dag fik min søn det så dårligt, at han kastede op. Da jeg kom hjem, bad han mig, om ikke vi nok kunne flytte på hotel.
Livet efter volden - en fotovandring
Fotovandringen - Livet efter volden -, med 15 kendte og anonyme kvinder, blev vist for offentligheden på Kulturnatten 2019 og hænger nu på Danners vægge som inspiration til beboere og brugere af huset.
Marias historie og billede er bragt i samarbejde med Femina. Billede af Marie Hald og tekst af journalist Susanne Cordes.
Vi skulle bare væk
Derhjemme var min mand mistroisk, hvis jeg talte med børnene. En aften fandt jeg en tændt diktafon på min søns værelse. Min mand havde lagt den der, for at overvåge mine samtaler med børnene. Han spærrede vejen til køkkenet, så jeg ikke kunne give børnene mad, hvis de var sultne. Kort efter flyttede vi på krisecenter. Vi skulle bare væk. Min søn havde stresssymptomer og kunne ikke slappe af. Han kunne ikke overskue en hel skoledag.
Børnene fortsatte med at have samvær med deres far, selvom vi boede på krisecenter, men min søn løb flere gange væk for at komme tilbage til mig. Min eksmand tog min datters sko og gemte dem i to dage sammen med hendes telefon, så hun hverken kunne løbe væk eller ringe til mig.
Efter en lang kamp via myndighederne har børnene ikke længere tvunget samvær med deres far, men de kan besøge ham, hvis de har lyst. Det har givet os alle tre mere ro.
