Livet efter volden - Pernille
Jeg turde ikke fortælle psykologen, hvad der virkelig var galt
Jeg gik til psykolog for fødselsdepression, da min datter var tre måneder gammel. Jeg vidste godt, at jeg ikke havde en fødselsdepression. Jeg var vildt ulykkelig i mit ægteskab, men jeg turde ikke fortælle psykologen, hvad der virkelig var galt. Min mand styrede vores hverdag med sine uforudsigelige humørsvingninger, der kunne svinge fra apati til vrede. I en periode skrev jeg ned i en lille bog, hver gang han talte grimt til mig, f.eks.’fede kælling’. Han kunne også finde på at bestille en pizza til sig selv og spise den, for at vise, at han var utilfreds med den aftensmad, jeg havde lavet. Vores middagssituationer var altid meget pressede, for det betød meget for mig, at vi alle fire kunne sidde ned og spise sammen. Men jeg vidste aldrig, om han ville komme og sætte sig ved bordet, og når han gjorde det, vidste jeg ikke, om han ville blive vred, slå i bordet og kalde mig noget grimt.
Jeg prøvede i en periode at få ham til at hjælpe mere med børnene, men det resulterede i flere konflikter. Han var uforstående over for, at jeg ikke kunne få det til at hænge sammen, når jeg havde hovedansvaret for børnene og vores hjem og samtidig havde et job. Hvis jeg skulle have hjælp til noget, måtte jeg få hjælp af andre. Han satte sig foran computeren eller lagde sig til at sove på sofaen, når han var hjemme.
Livet efter volden - en fotovandring
Fotovandringen - Livet efter volden -, med 15 kendte og anonyme kvinder, blev vist for offentligheden på Kulturnatten 2019 og hænger nu på Danners vægge som inspiration til beboere og brugere af huset.
Pernilles historie og billede er bragt i samarbejde med Femina. Billede af Marie Hald og tekst af journalist Susanne Cordes.
Jeg havde gode kolleger, og langsomt begyndte jeg at åbne mig op for dem. Det styrkede min selvtillid, og jeg begyndte ubevidst at fjerne mig fra ham. Da jeg havde besluttet mig for at gå fra ham, kom han hjem i huset til børnene og mig. Han slog mig i gulvet, og mens han slog og sparkede, husker jeg, hvordan jeg både var bange for mit liv og for konsekvenserne for børnene, der så på.
Jeg ville have meldt ham for den psykiske vold, hvis jeg kunne
Han fik en dom for den fysiske vold. Jeg ville have anmeldt ham for den psykiske vold, hvis jeg kunne. Jeg tror, at det ville have hjulpet mig til at hele bedre. Det er fem år siden nu, og der sidder stadig så mange negative mønstre i mig.
