Livet efter volden - Pernille og Christina Rosendahl
Vi havde ikke et sprog for volden
Christina Rosendahl: Jeg kan ikke huske, at volden ikke har været der i vores barndom. Ingen af os husker et ’før’ volden. Den var der altid, ligesom vores fars alkoholisme var det. Men volden eskalerede det sidste år, inden vi flyttede væk med vores mor. Der havde været en dårlig periode, og en nat gik vores far amok. Vi børn blev vækket af det. Især Pernille prøvede at lægge sig imellem for at undgå, at volden udartede sig. Vores mor flygtede til sidst ud på badeværelset og fik tilkaldt naboerne. Vores far blev anholdt, og vi gik under jorden for første gang. Vi måtte ikke nærme os vinduerne i det hus, hvor vi boede, for vores far kørte forbi og patruljerede ude på vejene. Udover det husker jeg intet. Det er væk.
Vi havde ikke et sprog til at tale med hinanden om volden som søskende. Den var der bare. Men jeg husker, at vores mor flere gange gjorde det klart, at det vi oplevede ikke var ok. Hun benægtede aldrig, hvad der foregik, og det var med til at fastholde en form for normalitet hos os. Samtidig var der den her stærke mur udadtil. Vi skulle for enhver pris skjule, hvad der foregik i vores hjem. Det var ikke noget, vi behøvede at få fortalt.
Som ung fik jeg en kæreste, der var misbrugsterapeut. Han mente, at vi havde brug for hjælp. Jeg fik noget materiale om Minnesota-behandlingen (behandlingsmodel til misbrugere og pårørende, red.). Vi havde levet et helt liv med de her problematikker og prøvet at være stærke, men pludselig forstod jeg, hvor meget vores fars alkoholisme havde betydet for, hvordan vi var blevet. I den folder kunne jeg læse om, hvilke roller man påtager sig i familien. Der var den uartige klovn – det var Pernille – og den forkrampede storesøster - mig. Der fik jeg et sammenbrud.
Jeg har meget kærlighed i dag overfor de kærester, jeg havde da jeg var i 20’erne, for de har godt nok været på arbejde med mig. Jeg havde utrolig dårligt selvværd, som en konsekvens af min opvækst. Jeg led af jalousi. Jeg skulle bekræftes hele tiden, og jeg udviste kontrollerende adfærd. Alt det er heldigvis vendt med den terapi, jeg har været i.
Jeg kan stadig være meget optaget af, at alle har det godt, for det var min rolle som barn. Det arbejder jeg stadig med, for det dur ikke kun at fokusere på det, når jeg har ansvaret for et stort filmhold.
Livet efter volden - en fotovandring
Fotovandringen - Livet efter volden -, med 15 kendte og anonyme kvinder, blev vist for offentligheden på Kulturnatten 2019 og hænger nu på Danners vægge som inspiration til beboere og brugere af huset.
Pernille og Christina Rosendahls historie og billede er bragt i samarbejde med Femina. Billede af Marie Hald og tekst af journalist Susanne Cordes.
Den kultur, der var i vores hjem, var normal
Pernille Rosendahl: I min barnehjerne kunne jeg godt se, hvor alvorligt det var, da vi flyttede væk med vores mor. Vi kom ikke i skole op til sommerferien, så hele strukturen for vores liv forsvandt på den måde, da vi gik under jorden første gang. Vi var opvokset med, at den kultur, der var i vores hjem, var normal. Det var først, da vores far døde, og vi var midt i 20’erne, at vi kom i terapi, og det var først der, vi fik et sprog for det dysfunktionelle mønster, vi havde været en del af. Det var en åbenbaring at få sat ord på det, men i første omgang handlede det kun om vores fars alkoholisme, ikke om volden.
De mønstre, vi fik i barndommen, har haft betydning for alle mine relationer sidenhen. Jeg har været fanget i rollen som rebellen. Den der prøvede at bokse mig ud af alting. Jeg har været grænsesøgende og rodløs.
Vi er opvokset med en vild kompleksitet. Vi har levet to vidt forskellige liv. Vi havde en velhaverbarndom i Nordjylland med vores far og et liv med vores mor, hvor hun var enlig mor til tre børn og på S.U. Vi er ekstremt sammensatte som konsekvens af vores opvækst. Det er sindssygt udfordrende for en barnehjerne at skulle navigere i alle de forskellige følelser og scenarier, som vi har skullet. Hvis man ikke får nogle værktøjer til at håndtere den kompleksitet med, kan det koge helt over. Men hvis man gennem terapi kan få hold på det, får man også en meget stor styrke med sig, og det har vi fået. Man skal også huske, at nogle af de kvinder, der har overlevet i voldelige forhold, er nogle af de stærkeste. Så vi har fået meget styrke med os fra begge vores forældre. Samtidig arbejder vi begge som kunstnere: Vi er hele tiden i kontakt med noget meget sårbart hos os selv. Det er, når man tør sætte sig selv på spil, at man har muligheden for at røre andre mennesker. Og her går vi hele tiden på grænsen til en retraumatisering.
