Livet efter volden - Tara Jensen
Alt var perfekt udadtil
Jeg sad sammen med en ven på mit værelse, da vi hørte et voldsomt bump fra stuen. Jeg mærkede et sug i maven; et jag, der føltes som en blanding af chok og ubehag. Da vi kom ind i stuen, stod min mor og holdt fast om sin arm, hvor min papfar lige havde slået hende. Det er mit første minde om, at jeg oplevede volden direkte. Jeg har været omkring 12 år.
Der er mange ting, jeg ikke husker fra de år. Jeg kan huske ting knivskarpt fra før jeg var otte, derefter flyttede vi ud til min papfar. Men mine minder fra de år sammen med ham er ofte tågede. Jeg har svært ved at huske kronologien i de oplevelser, jeg har haft.
Min papfar var velhavende og vores livsstil skiftede, da vi flyttede sammen med ham. Alt var perfekt udadtil: lækkert hus og smart bil. Men min papfar var meget ubehagelig. Hans humør kunne skifte på ét sekund. Han tog ofte fat i mig, eller han skubbede mig ind i entréspejlet, når han blev vred. Han var hånlig og nedladende over for mig. Jeg gik altid som på glasskår, og jeg følte ofte et jag i maven. Men han slog kun min mor.
Jeg kan huske, at jeg var lukket inde på badeværelset en gang, mens han slog min mor ude på den anden side af døren. Jeg følte mig magtesløs.
Jeg tror godt, at naboerne og andre vidste, hvad der foregik, for det var et lille lokalmiljø. Men ingen gjorde noget. Når jeg var på besøg hos min moster, var det en stor befrielse at være væk, men jeg var også bange for, at min mor var alene med min papfar. Min største angst var, at nogen ville fjerne mig fra min mor.
LIVET EFTER VOLDEN - EN FOTOVANDRING
Fotovandringen - Livet efter volden -, med 15 kendte og anonyme kvinder, blev vist for offentligheden på Kulturnatten 2019 og hænger nu på Danners vægge som inspiration til beboere og brugere af huset.
Tara Jensens historie og billede er bragt i samarbejde med Femina. Billede af Marie Hald og tekst af journalist Susanne Cordes.
Min mor og jeg nåede at flytte på krisecenter tre gange. Den anden gang vi var på krisecenter, fandt min mor ud af, at hun var gravid. Derfor vendte vi tilbage. Jeg blev så vred over, at de ville sætte et liv i verden, når ingenting fungerede derhjemme. Når vi kom tilbage, eller han ville gøre noget godt igen, fik vi altid dyr sushi. Han var god til at manipulere og give indtryk af, at han ville gøre alting godt igen. Men det blev aldrig godt.
Nu vil jeg ikke være stille længere
Den tredje gang vi flyttede på krisecenter, flyttede vi ind til Danner. Vi boede derinde i et år, og det blev vendepunktet.
Jeg er stadig vred på ham over, at han ikke var en god mand for min mor og en god papfar for mig. Jeg føler, at jeg blev voksen alt for hurtigt. Jeg mistede min barndom. Jeg skulle passe på min mor og på mig selv. Men jeg er også kommet stærkere ud på den anden side. Jeg tør sige min mening efter at have levet undertrykt så længe. Nu vil jeg ikke være stille længere, og jeg vil være med til at bryde tabuet om vold. Det er det, jeg fokuserer på.
