Nabo: Jeg blev nødt til at gribe ind

Lillian: “Alle lys blev tændt i vinduerne mod overfaldet…”

"En hverdagsaften kort efter puttetid, hører jeg en kvinde skrige. Jeg løber hen og åbner et vindue for at se og høre, hvor det kommer fra - og om det er alvorligt eller et skrig i leg fra boldbanen måske? Der bliver skreget igen og denne gang mere desperat: "Hjælp! Hjælp mig!", fulgt af en meget vred mandestemme: "Nu holder du kæft, kælling!". Hendes næste skrig bliver afbrudt og så er der helt, helt stille."

"Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Min datter sover, og jeg kan ikke gå fra hende for at lede efter kvinden, så jeg åbner computeren og skriver et indlæg i vores lokale Facebookgruppe:
“Hørte I også det? Hvad sker der? Hvem råber?”. Og der var svar med det samme. På under et kvarter havde bydelsmødrene arrangeret en lille gruppe af kvinder, der liiige ville gå tur og lufte store hunde. De tjekkede opgange og kældre og gjorde sig synlige ved højlydt at tale sammen om det mystiske råb. De fandt ikke kvinden, men de gav os alle tryghed ved at handle så hurtigt og tydeligt."

"Da jeg år efter, i en ny lejlighed, oplevede min nærmeste nabo få bank af sin kæreste, fandt jeg mod til at stoppe overfaldet. Jeg råbte de andre naboer op, alle lys blev tændt i vinduerne mod overfaldet, og de stirrende mennesker med telefonerne klar til optagelse fik gerningsmanden til at løbe væk."

"Jeg fulgte hende op bagefter og talte med hende og lovede at vidne for hende, hvis hun ville anmelde. Hun fik fat i en veninde, som kom med det samme. Vi talte om vold i forhold, og hvordan det tager mange forsøg at gå fra en voldelig kæreste, og hun mente desværre, det var sigende. Hun turde ikke anmelde, så jeg spurgte, om jeg måtte spørge hende igen i morgen, og det måtte jeg. Der turde hun stadig ikke, men jeg fik lov at ringe til politiet og vidne om min oplevelse i tilfælde af, at hun ombestemte sig, så det gjorde jeg."

Sara: “Da vi ringede på, blev der helt stille…”

“For nogle år siden flyttede der en familie ind ved siden af mig. Mor, far og 3 små børn. Der var altid liv og leben inde hos dem, og jeg vænnede mig til lyden af deres liv. En dag da jeg sad i stuen, ændrede lyden karakter. Der gik et stykke tid, før jeg opdagede det, men da der var noget i lyden, jeg genkendte fra min egen opvækst, vågnede jeg pludselig op. Det lød som om, at mor fik tæv." 

"Jeg sad lidt og lyttede for at blive helt klar over, om jeg nu hørte det, jeg troede, jeg hørte. Min konklusion var, at det gjorde jeg. Der var ingen tvivl: Mor fik tæv, og børnenes angstfyldte gråd bekræftede mig. Så kom alle overvejelserne: Hvad gør jeg? Er det noget, jeg skal blande mig i? Hvis, hvordan skal jeg så blande mig? Hvilke konsekvenser vil det have for vores fremtidige naboskab? Hvad hvis nu jeg tog fejl? Ville det være farligt for mig at gå ind og afbryde det? Osv."

"Et stykke tid blev jeg handlingslammet, men da det tydeligvis fortsatte, blev jeg enig med mig selv om, at jeg blev nødt til at gribe ind. Ikke mindst fordi jeg husker min egen barndom som tilskuer til volden mellem mine forældre, og desperationen når ingen greb ind, og man stod der som 5-årig, 6-årig, 7-årig, 8-årig og prøvede at stoppe volden. Det lykkedes aldrig, det var et alt for stort ansvar for sådan et lille barn, og gjorde mig til en alt for tidlig voksen med alt for lidt tillid til andre mennesker." 

"Jeg besluttede mig for at få fat i genboen, rejste mig fra sofaen og gik ud ad hoveddøren. Lige da jeg træder ud, er min genbo på vej ind gennem min låge. ”Han tæver hende”, sagde hun, ”jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre”. Vi stod og snakkede et par minutter og blev enige om at gå derind begge to."

"Da vi ringede på, blev der helt stille, og der gik en rum tid, før døren blev åbnet. Det var far, der åbnede døren, og 3 små forgrædte og forskræmte børn stod bag ved ham. Mor var der ikke. Far benægtede, at der foregik noget voldeligt og ville gerne diskutere med os, om man ikke måtte have en diskussion med sin kone. Jeg undlod at gå i diskussion med ham, gentog blot, ”Det, du er i gang med der, er ulovligt, og det skal stoppe nu” igen og igen, mens jeg fastholdte hans øjne. Situationen tilspidsede sig et kort øjeblik, men fordi jeg blev ved og ikke viste min frygt, gik gassen pludselig af ballonen, og genboen og jeg forlod matriklen."

"Vi blev enige om, at vi måtte melde det til kommunen, fordi der var de børn involveret. En del af hjælpen blev bl.a., at familien fik noget større at bo i - et sted der var mere funktionelt for dem med de udfordringer, de nu havde. De var mine naboer ca. 6 mdr. mere, og i al den tid hørte jeg intet andet end dagligdags lyde fra deres familieliv. Kontakten mellem faderen og jeg var noget stram i starten, men jeg blev ved med at sige hej, når vi mødtes, og smile til både ham, konen og ungerne, for hvem er jeg, der skal dømme nogen?"

"Efter et par måneder hilste han tilbage, og lige før de flyttede, blev jeg inviteret ind til te, mens de glædeligt fortalte om det nye sted, og vi fik sagt ordentligt farvel til hinanden. Jeg møder dem ofte i området, og vi hilser venligt på hinanden."

"Jeg er så glad for, at de fik hjælp, jeg er så glad for, at de har det godt nu, og at de kunne få det til at fungere på en ny måde, så hele familien ikke skulle splittes op. De ser glade ud, når jeg møder dem og virker som om, de er i trivsel alle sammen. Sidst men ikke mindst er jeg glad for, at vi stadig kan hilse på hinanden, og jeg er sikker på, at de kan mærke, at jeg ikke vil dem skidt på nogen måde, tværtimod. Man skal bare ikke slå på hinanden, det er hverken sundt, godt eller lovligt.“