Kvinder på krisecenter skal ligestilles med andre økonomisk, socialt og juridisk

Kvinder, der flytter på krisecenter eller ønsker at forlade deres voldelige partner, er automatisk dårligere stillet juridisk, økonomisk og socialt end deres medborgere. Samtidig ser vi ofte, at de kvinder der har mindst, mister mest, når de flytter på krisecenter. 

Hvis en kvinde har brug for en sygemelding for at kunne bearbejde volden, men hun er på krisecenter, eller hvis det ikke er sikkert at bringe hendes barn i institution, må hun diagnosticeres med en sygdom, hun sandsynligvis ikke har, fx ’stress’ eller ’mild depression’. Dette skyldes, at bl.a. et krisecenterophold ikke anerkendes som årsag til sygemelding. En eventuel diagnose kan stille kvinden dårligere senere i livet og i forhold til hvilke hjælpemuligheder, hun kan tilbydes.  
Hvis kvinden ikke har formue, skal hun selv betale for bodeling i skifteretten. For mange af de kvinder, vi møder på krisecentrene, betyder det, betyder, at de ikke har råd til at foretage bodeling, og de ender med ikke at få deres ting fra det fælles hjem – heller ikke ting af affektionsværdi. 
Hvis barnet ikke flytter med på krisecenter, står moderen oftest dårligere i en forældremyndighedssag.
Hvis kvinden er familiesammenført, stiller et krisecenterophold kvinden dårligere i forhold til hendes opholdstilladelse, hvis hun ikke kan dokumentere volden. Samtidig lægges der vægt på, om kvinden har udvist evne og vilje til at lade sig integrere i det danske samfund, hvilket kan være vanskeligt set i lyset af kvindens udsathed og isolation som følge af volden. Alt dette sker, fordi kvinden har været udsat for vold af sin partner, som hun har været nødt til at flygte fra. 

Danner anbefaler, at der sker en gennemgang af lovgivning og procedurer for voldsudsatte kvinder, så de ikke stilles ringere juridisk, økonomisk og socialt end andre medborgere.