Ansatte støtter hinanden for ikke at gå ned med flaget

Personalets fokus på faglighed og egen trivsel er vigtig på krisecenteret Tamkin i Tunesien.
15. februar 2017

De kvinder, der flytter ind på krisecenteret har ofte voldsomme historier med sig, og de ansatte skal både kunne hjælpe kvinderne, og beskytte sig selv mod ’sekundær traumatisering’ – altså ikke at gå ned med flaget.

Af Henriette Winther, Danner

Det er ikke let for en kvinde at tale om den vold, hun er blevet udsat for. Det er tabu både i Danmark og Tunesien. Kvindens oplevelser med en voldelig partner påvirker hendes selvtillid, hun er ofte ensom, nedtrykt og indadvendt. Hendes forsvarsmekanismer er nede, og hun er ikke altid selv klar over, at hun har brug for hjælp til at komme videre. Derfor skal man være lidt af en ”dåseåbner”, når man arbejder med rådgivning og hjælp til voldsudsatte kvinder.

- Kendskab til voldens mekanismer er alfa og omega for socialarbejdere, når de arbejder på et krisecenter. De skal hjælpe kvinderne til at indse, hvordan de kan tage kontrollen over deres eget liv tilbage. Og her er det vigtigste step at forstå voldens cirkler, siger Salva Kennou, som er leder af en af Tunesiens ældste og største kvinderettighedsorganisationer, AFTURD.

LÆS OGSÅ: ÅREVIS AF FORTIELSE OM VOLD BRAGTE DEM HERTIL

AFTURD driver Tunesiens første statsstøttede krisecenter ’Tamkin’, og Salva Kennou er en slags mentor for personalet. Hun har fra begyndelsen sat i system, hvordan medarbejdernes viden opbygges om voldens udtryksformer, og om hvilke typer oplevelser kvinderne bærer på, når de ankommer til krisecenteret. På den måde er de bedst i stand til at støtte kvindernes vej ud af volden.

Det arabiske ord tamkin oversættes bedst til det engelske ord empowerment, på dansk vil vi kalde det noget ala ’styrkelse af kvinders selvtillid’. Og det er præcis den værdi, der går igen i al den støtte som kvinderne på krisecenteret modtager og i den faglige opbakning af de ansatte.

  - Vi tænker først og fremmest på vores arbejde som humanitært, og dernæst er vi professionelle. Vi arbejder selvfølgelig inden for et system her i Tunesien, hvor vi sørger vi for at udvise respekt. Respekt for hinanden i vores samarbejde, og med en tilgang om at kvinderne, der bor her også arbejder sammen med respekt for hinanden, fortæller Fatma Zahra, der er coach på krisecenteret. 

Forud for åbningen af krisecenteret har ansatte fra AFTURD blandt andet været på studietur i Danmark. Her har de fået kendskab til danske krisecentres metoder til at rådgive, støtte og empower voldsudsatte kvinder og ligeså vigtigt, hvorledes deres arbejde kan dokumenteres. I det hele taget er der en international udveksling og faglig understøttelse af det tunesiske personale stor. Psykologer og socialarbejdere fra fx Frankrig og Schweiz har været i Tunesien for at lære og lære fra sig om deres metoder omkring arbejdet for voldsudsatte kvinder.

- Vigtigheden af undervisning kan ikke understreges nok. Vi har haft besøg af en fransk psykolog, som holdt et kursus for os, om de vanskeligheder vi selv kunne støde på i arbejdet. Jeg kan da blive meget påvirket af kvindernes historie, men jeg føler jeg mig forberedt på at håndtere de traumer, som kvinderne kommer med uden at tage dem med hjem, fortæller Fatma Zahra.

Marwa Brinis er også ansat på Tamkin. Hun har i flere år arbejdet for kvinders rettigheder og for voldsudsatte kvinder.

 - I begyndelsen tog jeg ofte sagerne med hjem. Jeg identificerede mig med kvinderne, men i dag har jeg mine egne forsvarsmekanismer for at undgå at blive traumatiseret. Jeg er mere objektiv og skelner mellem tingene, siger hun. 

I Tamkin er leder Salva Kennou meget opmærksom på at undgå ’sekundær traumatisering’, som det kaldes blandt fagfolk, hvis man tager sine patienters problemer ind i sit eget liv.

- Jeg plejer at sige til nye ansatte at de bruger de to første uger på at græde. I fase to gemmer de deres følelser, og i fase tre er der ikke flere tårer. Det kan lyde lidt sjovt at alle nye skal igennem dette, men selv kollegerne siger det til de nye, fortæller hun med et smil. 

LÆS OGSÅ: SALVA, KVINDERNE OG KRYDDERIERNE

Og den nyansatte sygeplejerske Wafa Aide bekræfter:

- Ja, begyndelsen er hård, men takket være de øvrige ansattes støtte og hjælp går det fint. Det er vigtigt at have parallelle aktiviteter i fritiden. Jeg handler på markedet og dyrker sport. 

Personalets trivsel tilgodeses også gennem den debriefing de har hver dag, inden de går hjem. Ofte er Salva Kennou selv med, og det sætter de ansatte pris på, for der er mange niveauer og oplevelser, der skal vendes.

- Før jeg tager herfra, evaluerer vi dagen og hinanden. Vi snakker om hvilke episoder vi har oplevet, hvilke tanker vi har om nogle af kvinderne, opnåede jeg mine mål og gik jeg til kvinderne på den rigtige måde. Vi har alle brug for den tid, for at kunne ’forlade dagen’, fortæller Marwa Brinis og fortsætter:

- Vi tackler mange emner i løbet af en dag for at kunne hjælpe kvinderne; kommunikationsteknik, krise- og konflikthåndtering, særligt voldelige historier, børns mistrivsel og viden om tunesisk lov. Derudover har vi løbende dialog med ministerier, fordi vi arbejder i et felt, der stadig ikke er specielt godt beskrevet i den offentlige praksis. Fx har vi nu fået afdækket at vold mod kvinder ikke kun hører under Kvindeministeriet, men også Indenrigs- og Justitsministeriet.


STØT VOLDSUDSATTE KVINDER OG BØRN - STØT DANNER

Danner arbejder for at sikre kvinders rettigheder i Tunesien. Vi støtter blandt andre kvindeorganisationen, AFTURD, som har åbnet Tunesiens første kvindekrisecenter ’Tamkin’, som betyder empowerment. Tamkin ligger en lille times kørsel uden for hovedstaden Tunis og er delvist finansieret af statslige midler, mens AFTURD søger at rejse private og fondsmidler til den øvrige finansiering. Danners arbejde i Tunesien er finansieret af DAPP, Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram under Udenrigsminsteriet.

Vi kan ikke gøre det alene - din hjælp betyder alt