Danner søger arabisktalende socialrådgiver til ’Sig det til nogen’

15. november 2019

Danner åbner et specialiseret spor i Sig Det Til Nogen, hvor kvinder med migrantbaggrund kan modtage ambulant rådgivning på arabisk og engelsk, hvis de er udsat for vold i nære relationer. Denne udvidelse har fokus på arabisktalende medborgere, derfor søger vi en socialrådgiver som bla. kan arabisk.

I dag udsættes omkring 38.000 kvinder årligt for fysisk partnervold, mens kun omkring 1800 flytter på krisecenter. Således får langt størstedelen i dag ikke den nødvendige hjælp. Danner etablerede derfor i oktober 2018 det ambulante rådgivningstilbud, Sig det til nogen, for at nå ud til en anden målgruppe og hjælpe dem tidligere. Voldsudsatte kvinder med migrantbaggrund henvender sig typisk ikke selv til det ambulante tilbud, og langt de fleste henvender sig først til et krisecenter, når volden er blevet livstruende. Danners mangeårige erfaringer med netop denne målgruppe peger på, at kvinder med migrantbaggrund har behov for en specialiseret indsats for at turde søge hjælp, oplyse om rettigheder i Danmark, etablere tillid til hjælpemuligheder og få hjælp til at bryde med den voldelige partner.

Med midler fra Oak Foundation Denmark har vi fået muligheden for at udvide Sig det til nogen med et specialiseret spor for voldsudsatte kvinder med migrantbaggrund.

Vi søger derfor en socialfaglig rådgiver, der kan indgå i teamet i Sig det til nogen og varetage en specialiseret opsøgende og rådgivende indsats for målgruppen. Ud over at kunne beherske arabisk i tale og skrift, forventer vi at du er flydende på dansk og engelsk. I projektet kommer du til at arbejde tæt sammen en jurist og projektleder samt de øvrige socialrådgivere og psykolog i Sig det til nogen. Stillingen er forankret i Danners krisecenter, hvor du vil indgå i et fagligt stærkt fællesskab.


Dine primære arbejdsopgaver vil være:

  • Opsøgende aktiviteter blandt målgruppen, blandt andet gennem dialogmøder og digitale medier.
  • Varetage ambulante rådgivningsforløb for voldsudsatte migrantkvinder i tæt samarbejde med projektets jurist, herunder visitation og rådgivningssamtaler.
  • Bidrage til at udvikle indsatsen, så den bliver bedst muligt tilpasset målgruppens behov

Som person skal du være udadvendt, initiativrig og ikke være bleg for at opsøge nye netværk, hvori vi kan nå målgruppen af voldsudsatte kvinder med migrantbaggrund. Derudover lægger vi vægt på, at du løsningsorienteret og brænder for at være med til at udvikle og sætte dit præg på en specialiseret indsats for målgruppen.


Din faglige profil:

  • Du er uddannet socialrådgiver
  • Du taler og skriver arabisk, dansk og engelsk flydende
  • Du har erfaring med dokumentation, journalisering og progressionsarbejde i sociale indsatser
  • Du har viden om vold i nære relationer


Dine kompetencer:

  • Du formår at arbejde selvstændigt og bidrager med ideer
  • Du er god til at skabe relationer
  • Du har gode interkulturelle kompetencer
  • Du er fleksibel, engageret og kan lide at blive udfordret
  • Du har gode formidlingsevner, både skriftligt og mundtligt


Det er en fordel, hvis:

  • Du har erfaring med ambulante rådgivningsforløb
  • Du har erfaring med projektarbejde indenfor det sociale område
  • Du tidligere har arbejdet med voldsudsatte og/eller kvinder med migrantbaggrund

Vi kan tilbyde en spændende stilling med ansvar og udfordringer i en indsats, hvor formålet er at yde omsorg, støtte og styrke en større målgruppe af voldsudsatte kvinder, gennem oplysning og ambulante rådgivningsforløb.

Stillingen kan indebære transport i forbindelse med opsøgende arbejde. Der kan i den forbindelse forekomme aftenarbejde. Din arbejdsplads vil være i Danners eksterne lokaler centralt placeret i København.

Stillingen er til besættelse 1. februar 2020 og to år frem med mulighed for forlængelse og er på 37 timer pr. uge. Løn efter Danners lønmodel.

Ansøgning og relevante dokumenter sendes til job@danner.dk senest søndag d. 8. december 2019 kl. 12. Første samtalerunde afholdes fredag d. 13. december og anden samtalerunde afholdes tirsdag d. 17. december. Hvis skønnet nøvendigt, kan der blive tale om sprogtest.

For yderligere information om stillingen, kontakt: Leder af Danners Krisecenter Susanne Lamhauge på Tlf.: 30 78 58 55, E-mail: sml@danner.dk


Vold og kontrol i nære relationer har mange udtryk. Derfor er en god idé at spørge fagfolk til råds! Sig det til nogen rådgiver til bedre at forstå volden og dens konsekvenser og derved bedst muligt kan bryde den.
Hvert år giver vi beskyttelse til mere end 50 kvinder og deres børn. Vi støtter ved at styrke deres handlekraft og tro på egne evner.
Danner forebygger og bekæmper vold mod kvinder med etnisk minoritetsbaggrund. Vi er mobile, har kulturforståelse, taler fire sprog - og vi når ud i det meste af landet.