Danner søger praktikant til kommunikation

Brænder du for at gøre en forskel for voldsudsatte kvinder og børn i Danmark og ude i verden? Er ligestilling dit mellemnavn, og har du måske endda en lille sælger i maven? Så er det lige præcis dig, vi står og mangler.
22. september 2022

Hvad kan vi tilbyde dig?

Som kommunikationspraktikant i Danners kommunikations- og vidensafdeling vil du arbejde tæt sammen med afdelingens kommunikationsteam om opgaver indenfor policy, markedsføring og målrettet kommunikation til mange forskellige målgrupper. Vi arbejder for at udbrede viden om vold mod kvinder og børn, og sikre den bedste hjælp til dem, der har brug for det. Det gør vi bl.a. gennem kampagner, projekter og uddannelsesaktiviteter. Derfor er det også en fordel, hvis du har lyst til at hjælpe med markedsføring af Danners voldsfaglige kurser for fagfolk.

Vi tilbyder en udfordrende praktik med masser af muligheder for faglig og personlig udvikling. Hos Danner værdsætter vi vores praktikanter højt, og du vil blive inddraget i forskellige projekter, hvor der er et særligt udviklingspotentiale for lige præcis dig. Du vil indgå i et arbejdsmiljø, hvor humor, rummelighed og åbenhed vægtes højt, og du vil få en afvekslende hverdag i et tværfagligt miljø. Du vil få indblik i hele afdelingens arbejde og den daglige gang i en NGO, der arbejder benhårdt for at forbedre voldsudsatte kvinder og børns vilkår.

Hvad kan du tilbyde os?

Vi forestiller os, at du læser en overbygning i dansk, kommunikation eller en anden relevant uddannelse / kombination af uddannelser.

  • Du har interesse for og viden om ligestillingsspørgsmål
  • Du har en skarp pen og er vant til at formidle komplekst stof i et enkelt og fængende sprog
  • Din metodiske værktøjskasse er allerede godt fyldt op fra din bachelor, og du er nu i gang med din kandidat, hvor praktik indgår som meritgivende
  • Du har interesse for, og måske også erfaring med, målrettet kommunikation til Danners målgrupper, fx politikere, fonde, journalister eller fagprofessionelle, som kan deltage i et af vores kurser
  • Du kan lide og har flair for at arbejde med aktuelle dagsordener – og er omstillingsparat når det kræves
  • Du tør stikke en hånd i vejret, når du har brug for hjælp til at løse en opgave eller er i tvivl om noget
  • Du kan i udpræget grad arbejde selvstændigt og bevare overblikket, når du får nye opgaver
  • Du er fleksibel og engageret, og du kan lide at blive udfordret
  • Du er organiseret og kan lide at arbejde systematisk

Dine opgaver bliver at:

  • støtte op om kommunikationsteamets arbejde. Dette kan fx indebære udarbejdelse af skriftligt materiale til web og SoMe platforme, indgå i Danners fortaler- og kampagnearbejde og deltage i arbejdet med at udbrede kendskabet til Danners kurser
  • deltage i policymøder, relevante konferencer mm.
  • udføre forskelligartede researchopgaver og videreformidle til dine kollegaer
  • håndtere studie- og skolehenvendelser
  • løse ad hoc-opgaver, inkl. praktiske og logistiske opgaver ifm. interne og eksterne arrangementer i Dannerhuset

Om os

Danner er en privat organisation, der arbejder for at skabe respekt, ligeværd og lige muligheder mellem kønnene og en verden fri for vold mod kvinder og børn. Danner har siden 1980 drevet et krisecenter i København for voldsudsatte kvinder og deres børn. Derudover arbejder vi med at bryde tabuer og erstatte myter med fakta. Det gør vi gennem vores to kerneområder: vold i nære relationer og ligestilling.
Danners arbejde udføres af ca. 180 frivillige sammen med ca. 50 ansatte.

Praktikperioden begynder i starten af februar 2023 og afsluttes i udgangen af juni 2023. Arbejdstiden er ideelt set 37 timer om ugen, men kan tilrettelægges ud fra dine studieforhold (dog mindst 30 timer) og vil normalt ligge i dagtimerne. Der kan dog lejlighedsvist forekomme aftenmøder (starttidspunkt og arbejdstid er fleksibel). Praktikantstillingen er ulønnet.

Vil du søge stillingen?

I din ansøgning ser vi gerne, at du

  • illustrerer, hvordan dine studier og erfaringer fra f.eks. jobs og frivilligt arbejde kan bidrage til lige præcis Danners arbejde (se www.danner.dk)
  • gør det tydeligt, hvordan dine studier/jobs passer sammen med praktik (hvor langt er du på studiet, hvor mange timers job om ugen fordelt på hvor mange dage osv.)
  • fokuserer særligt på afsnittet ’Hvad kan du tilbyde os’ ovenfor og viser, hvordan du passer til denne beskrivelse

Vi skal have din ansøgning inkl. CV senest d. 5. oktober. Skriv ”Ansøgning - kommunikationspraktikant” i emnefeltet og send til mail job@danner.dk. Samtaler afholdes i uge 41.

For spørgsmål, venligst kontakt Anne Zacho Møller – azm@danner.dk / 3078 5867 – indenfor telefontid:
d. 26. og 27. september mlm. 13-15 samt d. 30. september og 3. oktober mlm. 9-12.