Danner søger psykolog til barselsvikariat

Da den ene af vores to psykologer venter sommerbarn, søger vi en engageret barselsvikar, der i team med krisecentrets øvrige stab vil sikre den til enhver tid bedst mulige hjælp og støtte til de voldudsatte kvinder og deres børn, der kommer til Danner.
23. februar 2018

Krisecentret huser løbende op til 18 kvinder og 18 børn. Derudover har vi et omfattende ambulant rådgivningstilbud samt tilbud om efterværn til fraflyttede kvinder og børn.

Krisecentrets professionelle stab udgøres af 23 faste medarbejdere med primært socialfaglig, pædagogisk, psykologisk baggrund samt 90 frivillige i forskellige komplementerende støttefunktioner.

Psykologens arbejdsopgaver har følgende fokus:

  • Afklarende, korte såvel som længerevarende terapeutiske forløb
  • Individuelle samtaler og gruppesamtaler med kvinder og børn
  • Legeterapi
  • Netværksmøder ift. myndigheder og private netværk
  • Skriftlig dokumentation og en bred vifte af formidlingsopgaver
  • Indgåelse i krisecentrets tværfaglige teams
  • Sikring af psykologfagligheden på krisecentrets ugentlige konferencer

Vi forventer, at vores nye kollega kan byde ind med:

  • Viden om vold
  • Bredt eklektisk teoretisk fundament udi bl.a. voldsteori, udviklingspsykologi, krise- og traumeteori samt den narrative teori og metode
  • Terapeutisk erfaring med traumatiserede børn og voksne
  • Erfaring med både skriftlig og mundtlig formidling og undervisning
  • Motiveret til at indgå i formidlingsarbejde
  • Samarbejdslyst og energi
  • Kreativitet og glad virketrang

Du er nysgerrig, åben og kan med fleksibilitet agere i den ofte uforudsigelige hverdag, der kendertegner dagligdagen i et krisecenter og i et levende udviklingsorienteret hus som Danner.

Stillingen er på 30 timer om ugen og tidsbegrænset indtil 31. december 2018 med mulighed for forlængelse. Start 1. maj eller hurtigst muligt derefter. Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til psykolog Signe Hoffmann Pedersen (shp@danner.dk) eller leder af krisecentret Susanne Maria Lamhauge (sml@danner.dk).

Ansøgningen sendes til job@danner.dk senest d. 12. marts – mærket ’psykolog’ i emnefeltet. Samtaler forventes afholdt 21. og 22. marts 2018.

Vi glæder os til at møde dig!

Danner er en privat organisation, der arbejder for at skabe respekt, ligeværd og lige muligheder mellem kønnene og en verden fri for vold mod kvinder og børn. Dette gør vi dels igennem vores Krisecenter, hvor vi arbejder med voldsudsatte kvinder og børn i Danmark, men også igennem vores nationale og internationale projekter. Læs mere om Danner på www.danner.dk.

Læs også

Hjælp voldsudsatte kvinder og børn

Følg os på Facebook

Modtag nyhedsbrev

Sig ja til ca. fire årlige mails om nyt fra Danners arbejde for at stoppe vold mod kvinder og børn.