Danners direktør: Derfor skal vi tælle partnerdrab 

Alle bør nærstudere Politikens nye partnerdrabsdatabase, som Danner er stolt af at have bidraget til. Vi skylder den enkelte dræbte kvinde at løfte drabet op på et strukturelt niveau. Hver enkelt sag har vigtig information om forebyggelse af partnerdrab.
4. oktober 2022

Af Mette Marie Yde, Direktør i Danner

I maj blev en 52-årig kvinde dræbt af sin eksmand, da de mødtes for at drøfte bodelingen efter deres skilsmisse. De kom op at skændes over samværet med deres fælles søn. Manden tog kvælertag på kvinden, indtil hun døde. Derefter meldte manden sig selv til politiet.  

Med drabet overlod manden sin egen søn til et liv uden en mor. Et menneskeliv er tabt, og tilbage står nu pårørende, der har mistet deres kære. 

Men denne sag er langt fra kun familiens. Den vedrører os alle.  

For ud over den 52-årige kvinde er det nemlig sket otte gange tidligere i år, at en kvinde er blevet dræbt af sin (eks)partner. Desværre har 2022 ikke været unik på det område. I 2021 var det 8, i 2020 var det 6, i 2019 var det 8, og sådan kunne jeg blive ved helt tilbage til 1992.  

Politiken har netop lanceret den første danske database over partnerdrab. Databasen viser alle partnerdrab siden januar 2017, og Politiken har forpligtet sig til at overvåge området, indtil avisen har data for i alt ti år. Med statistik over drabsmetoder, domme og gerningsmænd samt individuelle historier for hvert af de 45 drab viser Politiken, hvorfor vi skal tælle partnerdrab:  

Med det nye data har det aldrig stået tydeligere, at kvinder i Danmark er i langt større risiko for at blive dræbt af deres partner end mænd er. Og aldrig er det blevet formidlet klarere, at partnerdrab på kvinder ikke er isolerede hændelser, selvom de sker bag lukkede døre.  

Mange af drabene følger de samme mønstre. Fx tegner der sig et tydeligt mønster af, at sagerne oftest sker i forbindelse med brud og skilsmisse, som det også skete i drabet på den 52-årige kvinde.  

Opråb fra FN og Danner  

FN's Special Rapporteur for vold mod kvinder har i årevis opfordret medlemsstater til at tælle kvindedrab i et såkaldt 'femicide watch'. På verdensplan bliver 30.000 kvinder nemlig hvert år dræbt af en (eks)partner. Det er voldsomme tal, som hvert enkelt land for længst burde have dykket ned i og undersøgt. Hvorfor sker det igen og igen? Hvem kunne have hjulpet kvinden? Og hvordan kan vi sætte en stopper for de gentagne drab?

Data er helt centralt for at kunne svare på de spørgsmål.   

Danner har derfor i mange år råbt op om behovet for et femicide watch i Danmark. For indtil nu har Danmark ikke haft nok data på området.  

Retsmediciner Asser Thomsen har kortlagt partnerdrab i Danmark fra 1992 til 2016, men har flere gange selv påpeget, at der fremadrettet ikke er en samlet statistik for drab. Samtidig har Justitsministeriet med års mellemrum udgivet en opgørelse over drab i Danmark. Men ministeriets opgørelse viser kun de sager, hvor der er fældet dom. Det betyder for eksempel, at de drab, hvor ægtemanden efterfølgende har taget sit eget liv, ikke tæller med. Alene i år skete det tre gange.  

Vi skal tælle rigtigt  

Der skal med andre ord tælles rigtigt. Og det gør Politiken med Drabsdatabasen, som Danner er stolt af at have bidraget til. Alle partnerdrab er med, og al tilgængelig viden er lagt frem.  

Af databasen fremgår det for eksempel, at myndighederne i mindst en tredjedel af sagerne havde viden om vold i forholdet og dermed potentielt kunne have grebet ind. Alene den opgørelse bør give anledning til handling hos politiet, kommuner og politikere.  

Den kommende tid vil jeg og mine kolleger i Danner dykke ned i databasen og forsøge at trække ny viden ud af det nye data. Giver databasen for eksempel anledning til, at vi skal genbesøge Danners bud på, hvordan man forebygger partnerdrab?

I Danners ambulante rådgivning ‘Sig det til nogen’ vil vi bruge databasen i vores vedholdende arbejde med at nå ud til voldsudsatte kvinder tidligere. Er der viden fra de 45 sager, som kan gøre os klogere på, hvordan man rækker ud og tidligere hjælper kvinder sikkert ud af vold?    

På samme måde opfordrer jeg alle til at nærstudere Politikens Drabsdatabase.  

Privatpersoner, pårørende, forskere, journalister, myndighedspersoner og politikere bør alle grave sig ned i historierne og den statistik, der er formidlet på sitet.  

Hvert af de 45 partnerdrab bør være en påmindelse om, at vi kan og skal forebygge, at det sker igen.