Doku-film om Danner kan hjælpe flere ud af vold

Christina Rosendahls film ”Vold i kærlighedens navn” skildrer helingen for kvinder på Danners krisecenter og deres vej væk fra en kontrollerende mand. En af Danners medvirkende i filmen håber, at den vil give flere mod til at forlade en voldelig partner.
14. november 2017

Af Annemette Drue (foto fra tv-avisens interview med Lisbeth Jessen, direktør i Danner. I forbindelse med premiere på filmen Vold i kærlighedens navn.)

En scene i filmen viser Malene Nielsen, som er Danners børne- familierådgiver, i samtale med ’Katja’. De taler om Katjas skemalagte morgener, og om hvordan de skal være, for at de fungerer optimalt med to børn. Men Katja hader skemaer. I løbet af samtalen bliver det klart, at Katjas modstand mod skemaer stammer fra tiden med den voldelige mand. Han havde skemalagt hendes dag kvarter for kvarter. Men nu hvor Katja har forladt den voldelige mand, taler Malene Nielsen med hende om, at ’morgen-skemaet’ er hendes eget valg og hjælper hende til at strukturere de travle morgener. Så smiler Katja, og forstår pludselig at hun skal huske, at hun selv bestemmer over sin tid nu, og at hun jo bare kan droppe tidsplanerne, hvis solen skinner, og hun hellere vil lave noget andet med børnene.

”Filmen kan være med til at afmystificere, hvad der sker bag murene i Dannerhuset og på et krisecenter. Hvis der sidder nogen derude og kan genkende sig selv via kvinderne i filmen, så håber jeg, at de finder modet til at søge hjælp,” siger Malene Nielsen, børne- familierådgiver i Danner.

Gennem fem år har filminstruktøren Christina Rosendahl fulgt flere af Danners ansatte og frivillige, samt arbejdet med kvinderne for at få dem styrket igennem en helingsproces, efter at de har levet i et forhold med vold, kontrol og magt. Malene Nielsen tænker tilbage til den gang Christina Rosendahl begyndte at komme i huset med sit kamera.

”Jeg har et kritisk blik på mit arbejde, og reflekterer over mine arbejdsgange i det daglige. Så i begyndesen tænkte jeg meget over, om jeg havde lyst til at blive fulgt af et kamera, men Christina var meget tillidsvækkende, og jo længere tid optagelserne stod på, jo mindre tænkte jeg over det,” siger Malene Nielsen.

Nu hvor filmen er ude, og den meget respektfuldt fortæller om kvinderne og Danners arbejde, så er Malene Nielsen alt i alt tilfreds. Hun håber mest af alt, at de kvinder der står frem i filmen, får andre til at agere.

”Det kan være svært at stå frem med navn, stemme eller ansigt, når man har levet med en voldelig partner. De kvinder der er i filmen – og mange med dem - er hverdagens heltinder. Tidligere voldsudsatte kvinder møder hele tiden store og små ting, der minder dem om deres fortid, og som de skal navigere i. Det er meget krævende, og dem der er i filmen, viser hvordan man kan stå i det. De bryder et kæmpe tabu, fortæller Malene Nielsen.

Læs mere om filmen og se trailer her

 

Hjælp os med at hjælpe voldsudsatte kvinder og børn

Følg os på Facebook

Modtag nyhedsbrev

Sig ja til ca. fire årlige mails om nyt fra Danners arbejde for at stoppe vold mod kvinder og børn.