En grevinde af folket

Grevinde Danner kom fra ingenting, men blev gift til kongens venstre hånd. Hun var en overlever og en fighter, men langt fra en klassisk feminist.
10. november 2019

Dette er den første ud af tre kronikker, hvor Danner, i anledningen af 40-året for besættelsen af Dannerhuset, gør status over Grevinde Danners opstigning gennem det patriarkalske klassesamfund, rødstrømpernes besættelse af Grevinde Danners Stiftelse i København i kampen mod mænds undertrykkelse samt opgøret med snærende kønsnormer, der fortsat muliggør mænds vold mod kvinder.

Kronikken er bragt i Politikken 17. okt. 2019. Maleri af David Monies 1850.

Undertegnede Louise Christine Lensgrevinde af Danner, Kong Frederik d. 7de’s Enke, meddeler herved min fuldmagt til i mit navn og på mine vegne at oprette og søge Kongelig Confirmation på fundatsen af en stiftelse for trængende Fruentimmer af Arbejderklassen med det Formål at yde, uden nogen som helst vederlag, Fribolig.

Sådan lyder indledningen på ansøgningsbrevet, der blev starten på dét hus, de fleste i dag kender som Dannerhuset og som huser organisationen Danner. Brevet hænger i kopi på en af vores indre skorstene som en påmindelse om, at netop dette hus ikke blev opført af en tilfældig bygherre, men af en helt særlig dame.

Forud for at Grevinde Danner – født Louise Christine Rasmussen - kunne skrive dette brev, var gået en livslang rutchetur. Født i rendestenen som ’horeunge’, der selv fik en horeunge med sit livs kærlighed, blev Danmarks første ’rigtige’ modehandlerske og siden gift med selve kongen.

Grevinde Danner tog livtag med borgerskabet og embedsvældets stive normer og moral i en sådan grad, at hun blev et af smædevisernes yndlingsofre. I dag forstår vi nærmest ikke omfanget af hendes bedrift og selvopholdelsesdrift i den modstand, hun mødte.

Kvinder og tyende havde ikke stemmeret, og tilhørte man underklassen, så blev man dér. Louise Rasmussen blev født af tjenestepigen Juliane Rasmussen, som var blevet lokket i uføre af sin arbejdsgiver, grosserer Gotlieff Køppen. Som datidens sociale normer foreskrev, måtte frøken Rasmussen forlade sin plads og føde i dølgsmål.

Køppen vedkendte sig ikke faderskabet officielt, men betalte af og til lidt aflad hos Juliane, der herefter måtte ernære sig som vaskekone og syerske i det indre København.

Her voksede Louise op som et af gadens fattige børn. Lidt skolegang fik hun dog og lærte, modsat mange andre, at læse og skrive.


Moderen blev til sit held gift med en billetkontrollør ved Det Kongelige Teater, der fik 11-årige Louise ind som balletbarn der, selvom det ikke var hendes oplagte løbebane. ’Hun havde hverken fod eller ben til at danse’, som balletmester Bournonville fortalte, men hun lærte at føre sig yndefuldt. Louisehavde en stærk personlighed, og allerede som barn gjorde hun indtryk på den daværende kronprins Frederik ved en balletprøve på Hofteateret.

”Netop som prøven var begyndt, kom jeg derind; en lille pige med lyst krøllet hår kom dansende fra kulissen med et neg i hånden, men idet hun løb forbi, trådte hun mig på foden – se, således var vort første møde. Jeg tænkte ofte på den lille pige, men så hende først igen som voksen hos en af hendes veninder. Jeg følte stor sympati for hende, og hun tiltalte mig, fordi hendes væsen var noget anderledes end de andre unge pigers.” Sådan har kong Frederik den 7. fortalt om deres første møde.

I de unge år handlede Louise Rasmussens liv om overlevelse og flugt fra fattigdommen. Hun var stræbsom og snedig, og det bragte hende som bekendt langt i livet. Selvom hun i dag fremstår som en udfordrer af både klasse- og kønsnormer, så skal man ikke tro, at hun var feminist. I midten af 1800-tallet var respekten for kvinders evner og berettigelse i det offentlige liv stadig meget begrænset. Den unge Louise havde formentlig kun det almindelige skuldertræk til overs for kvinders ligeberettigelse.

I hendes kamp op ad den sociale rangstige mødte hun ingen søstersolidaritet. Tværtimod. De borgerlige kvinder var selv produkter af klassesamfundet og levede således op til mændenes forventninger om ikke at blande sig, se pæne ud og koncentrere sig om, at hjem og børn var rene og ærbare. Sent i livet – efter at hun var blevet kongens enke - blev det klart, at Louise Rasmussen havde bevaret solidariteten med sit ophav, idet hun for penge, hun havde arvet af kongen, oprettede to stiftelser for fattige kvinder og børnehjemmet på Jægerspris Slot.

Som foregangskvinde for velfærdsstaten medvirkede hun til, at statens penge blev brugt som sikkerhedsnet ud under nogle af samfundets svageste. Noget, vi værner om i Danner i dag - alle fortjener et liv med fuld adgang til deres potentiale.


Den meget roste teaterforestilling ’Danner – en grevinde af folket’ har netop turneret for fulde huse i det ganske land, man kan få særomvisninger på Christiansborg Slot ’I Grevinde Danners fodspor’ og elever fra en Sønderborg Handelsskole har genskabt hendes brudekjole. I medierne omtales hun som pionér, og her i Danner arbejder vi sågar for at få rejst en statue af hende. Hendes jordiske rester ligger i haven ved hendes og kongens elskede Jægerspris Slot. I hendes testamente står der – typisk for hende - at der altid skal være friske blomster på hendes grav, og det har der været siden hendes død i 1874.

Når Grevinde Danners eftermæle er interessant og relevant i dag, er det selvfølgelig både, fordi hendes liv var helt spektakulært, og fordi hun som en af de få kvinder indtog en rolle på den nationale scene i en for Danmark kompliceret periode, hvor frihedsbevægelser bølgede i Europa. Og hun menes at være en af Grundlovens fødselshjælpere om end i en perifer rolle.

I sine erindringer har hun beskrevet, at hun havde stor betydning for kongen, da hun sammen med Carl Berling, som vi vender tilbage til, ’besejrede kong Frederiks uvilje mod at underskrive gaven til folket: 5. juni Grundloven’.

I 1849, hvor Grundloven blev underskrevet, gengives Frederik 7. som fordrukken, desillusioneret og viljeløs, så enhver, der stod ham nær, kunne præge ham - således også Grevinde Danner, som forstod at spille sine kort rigtigt.

"Det er min og manges mening, at den eneste bevæggrund, hvorfor Grevinde Danner bejlede til kongen for at blive hans maitresse og senere hans gemalinde, kun var for at tilfredsstille sin forfængelighed, herskesyge og higen efter penge og guld," skrev Carl Irminger besk i sine erindringer. I 31 år var han kammerherre for Frederik 7. – som prins, kronprins og konge.

Irminger indrømmer dog også, at Grevinden i perioder havde god indflydelse på kongen, idet hun i nogen grad forhindrede ham i at drikke sig sanseløst beruset. Hun forsøgte med svingende held at få den velpolstrede konge til at motionere i slotshaven, som hun selv yndede. Og som ingen anden formåede hun at underholde den barnlige og aparte konge.


Den vigtigste mand i Louise Rasmussens liv var dog den tre år ældre Carl Berling, arvtager til Berlingske Tidende. Allerede som teenagere mødte de hinanden – hun som figurantinde, han som gæst ved de lumre fester i Giethuset, hvor unge mænd af overklassen blev budt til druk og utugt med blandt andre balletdansere ved Det Kongelige Teater, som dengang ikke havde samme agtelse som i dag.

Ved disse fester mødte Carl Berling også sin barndomsven kronprins Frederik, og de genoptog forbindelsen. Et triumvirat begyndte at dæmre. Carl Berling var kejtet og introvert, men dannet, belæst og en flot mand. Louise Rasmussen var ekstrovert, ubekymret og videnbegærlig. De to fandt i hinanden en diametral modsætning, og sød musik opstod.

De vandrede lange ture i skovene ved Skodsborg. Han lærte københavnerpigen om træernes navne, bierne og blomsterne samt fransk og italiensk, som hun lærte at beherske. Hun imponerede ham med en litterær appetit - han blev en åbenbaring for hende.

Mange år senere skrev hun til Carl: ’Jeg erkender dybt i mit hjerte, hvilken skat Gud i dig har skænket mig’.

De var forelskede, men gift kunne de ikke blive. Carls mor var enke og forvaltede familiens ære og det Berlingske hus. Hun var arg modstander af sønnens kærlighedsforbindelse og nægtede at have med Louise at gøre. Kvinderne hev i Carl fra begge sider, han var vag og turde ikke trodse sin mor. Som 25-årig blev Louise gravid, og måtte med Carls hjælp tage væk fra byens lange blikke for at føde, men han kunne ikke hjælpe hende med hendes sjæls sorg.

Hun måtte afgive sønnen til en anden familie for at holde sig oven vande. Savnet sled på hende gennem hele livet.


Louise blev afskediget fra balletten med en ’knæskade’, men valgte af den grund ikke at opgive ævred. Gennem Carl havde hun ad flere omgange kontakt med kronprins Frederik, og i en periode spillede hun vel ’på to heste’. Dels indyndede hun sig hos prinsen og gik ture med ham i Fredericia, hvor han på det tidspunkt var forvist til af sin far på grund af uteerlig opførsel.

Louises frygt for igen at havne på bunden var stor - hun måtte have en overlevelsesstrategi, der ikke indebar ægteskab med Carl.

Louise var interesseret i at rejse og med økonomisk støtte fra Carl, tog hun på studierejse til Paris, hvor hun fik ophold hos en berømt modehandlerske langt fra det provinsielle København. Mens hun var i Paris, skrev hun breve til både Carl og Frederik. Louise erklærede sin afhængighed af dem begge; Carl kunne hun ikke få som ægtemand, men uden hans venskab kunne hun ikke håndtere adgangen til Frederik, som var lunefuld og omgivet af rådgivere, som gjorde sit til at holde kvinder som Louise stangen.

Kronprins Frederik nåede at være gift med to adelige kvinder og havde – meget usædvanligt - to skilsmisser, inden han blev konge. Louise var mere eller mindre med i kulissen op gennem ægteskaberne. Frederik var ikke til sky prinsesser, eller måske afskrækkede det ham at skulle levere en arving til tronen, idet han formentlig ikke var i stand til det rent biologisk.

Louise var spændende og talte til Frederiks folkelige side. Han var kendt som en god og omsorgsfuld ven. Han hjalp sin veninde med at åbne en modehandel ala Paris på Strøget i København. Aldrig havde danskerne set en roterende mannequin-dukke før, og folk stod i kø for at se denne fascinerende butik. Dengang måtte kvinder ’naturligvis ikke’ være selvstændige erhvervsdrivende – kun virkeligt trængende og aldrende fruentimmer kunne få lov at drive en lille butik. Louise var kun 28 år, og hun begrundede sin ansøgning til byens handelslaug med, at hun var knæskadet og pensioneret fra balletten samt havde sin mor og bedstemor at tage sig af. Først fik hun afslag på næringsbrev fra lauget, men kongen hjalp hende, og således blev hun den første egentlige modehandlerske i Danmark.

Desværre brændte butikken kort efter, at den var åbnet, og Louise måtte igen opfinde sig selv. Heldigvis havde hun en støtte i Carl, selvom de undervejs var blevet rygende uvenner om giftermålet og forsonet igen - det vidner deres brevvekslinger om.


Frederik tiltrådte som konge i 1848, og på det tidspunkt var det velkendt, at Louise Rasmussen havde sin gang på Christiansborg Slot. Det havde Carl Berling også. Han var succesfuld som udgiver af Berlingske Tidende og blev udnævnt til kongens privatsekretær.

Hvad denne ’trekant’ ellers havde af indre liv, kan vi kun gisne om. Louise havde i hvert fald formået at smede rænkerne, så hun havde de to mænd i sit liv tæt på sig.

’Alle’ var imod kongens relation til frk. Rasmussen, og man forsøgte at placere hende i en lejlighed i byen uden held. Kongen udtalte de berømte ord: ’Hende til kone, eller jeg er ikke konge mere,’ for han var træt af, at andre bestemte over hans privatliv. Louise drog omsorg for kongen og forstod at støtte ham i hans svære livsførelse, som indebar selvdestruktiv druk.

Louise Rasmussen blev gift til kong Frederik 7.s venstre hånd i 1850 og fik titlen Lensgrevinde af Danner. I praksis betød det, at deres eventuelle børn ikke ville være berettigede til tronen. Ægteskabet vakte afsky i det højere borgerskab i Danmark og ude i Europa.

I sin dagbog skrev grevinden i 1853: ”Jeg kan ikke som en anden kvinde leve som hustru og moder, gå min rolige gang uberørt af livets storme. Nej, denne vej er mig ikke anvist, mit liv har fra vuggen været mere bevæget, jeg har bevæget en større virkekreds, end den kvinden almindelig anviste; jeg føler ofte en mandig ånd føre sig hos mig, en utrættelig stræben.”

Carl Berling blev gift og fik børn, og selvom det ægteskab gav Grevinde Danner en del frustration, blev hun ven med Carls kone Polly.

Efter 13 års både kærligt og tumultarisk ægteskab døde Frederik 7. i 1863. Det smertede naturligvis grevinden at have mistet sin mand, men for første gang i sit liv var hun en fri kvinde, der rådede over en formue. Hun genoptog kontakten med sin søn, som hun så en del til på sine rejser i udlandet.

Med Carls kones billigelse begav Louise og Carl sig på en drømmerejse til Palæstina sammen. Men da de kom til Egypten, måtte Carl give op - han havde været syg i noget tid og døde i Louises arme i 1871.

I et brev skrev hun om sin sorg: ’Strengen er brudt, der kan ej komme hele melodier ud’.

Grevinde Danner levede i yderligere tre år, hvor hun opholdt sig en del i udlandet og i sin lejlighed i Ny Vestergade. Desværre nåede hun aldrig at se ’Dannerhuset’, som stod færdigt i 1875.

Hun døde i Genova i 1874 som 58-årig med sin søn ved sin side - som en ener, der var forud for sin tid og på sin egen måde vandt kampen for fattige kvinder og forældreløse børn