En musikalsk lykkepille

Det kan være svært at udtrykke sine følelser, når alt i kroppen er noget rod, og man kun er 5 år. ’Takt og Tone’ har gennem 2016 sunget, spillet og tegnet med Danners børn, for at få dem til at løsne op.
5. januar 2017

Benjamin Aggerbæk stemmer sin guitar, og Lone Wernblad snakker med Sofie, som sidder på en stol ved siden af sin mor. Om fem minutter begynder afslutningskoncerten på den musikalske lykkepille, som ”Takt og Tone med Benjamin og Lone” har givet Danners børn i år 2016.

På et bord står små kakaobrikker og skåle med riskiks og småkager. På stolene i Danners Stadsstue sidder forventningsfulde kvinder, børn og personale fra Danner. Benjamin spiller en akkord på sin guitar og Lone siger:

”Hvor er det godt at se jer. Jeg kan huske engang, jeg var herinde og besøge jer i Danner, der hørte jeg om en racersnegl. Racersneglen Robert, som havde glemt sit sneglehus, da han skulle rejse ind til jordens indre.”

Benjamin begynder på melodien, og en anden guitarist og en trommeslager følger trop. Lone synger om racersneglen Robert.

Det seneste år har Benjamin og Lone taget Danners børn med på en musikalsk rejse. De har haft en kuffert fyld med sange, som de har sunget sammen med børnene. Men under rejsen er der også kommet nye sange til. Børnene har nemlig tegnet deres tanker og følelser, og det har bl.a. udviklet sig til sangene ”Buler i maven” og ”Vrøvleslottet”.

Når et barn er udsat for vold, er det vigtigt, at det får lov til at fortælle om sine følelser. Men det kan være rigtig svært at udtrykke, hvad man helt præcis føler, når alt inde i kroppen er noget rod, og man kun er 5 år gammel. Her kan musik og tegning være gode terapeutiske redskaber, siger Karin Jensen, pædagog i Danner.

I mellemtiden kommer endnu en mor med sine to drenge, og til lyden af ”Vrøvleslottet” sætter de sig på forreste række. Den yngste af drengene bliver hurtigt så opslugt af trommeslageren, at han med åben mund og polypper helt glemmer at drikke den kakao, han har fået.

Den anden dreng begynder langsomt at rocke med kroppen, og han slår takten på sine lår. Han kender ”Vrøvleslottet”.

Afslutningskoncerten er ved at være slut, og Lone rejser sig, imens hun gør tegn til, at kvinderne og deres børn og Danners personale også skal rejse sig, så de sammen han synge Evigglads ”Vi ses igen sang”.

”Man kan altså ikke lade vær med at være helt glad, når man går herfra,” siger Vinni Næs, som er pædagog hos Danner.

 

Beboernes navne er opdigtet af hensyn til deres anonymitet.