Filminstruktøren Christina Rosendahl tildeles Danners Ærespris 2017

En propfyldt biografsal så til, da en rørt Christina Rosendahl modtog Danners Ærespris ved premieren på VOLD i kærlighedens navn
2. november 2017

I fem år har filminstruktøren Christina Rosendahl haft sin gang i Danners krisecenter i København med sit kamera. Hun har som den første nogensinde fået lov til at filme Danners arbejde med voldsudsatte kvinder.  Filmen viser meget præcist kvindernes helingsproces, og hvordan de hjælpes tilbage til et ståsted i livet, hvor den vold de har oplevet ikke længere dikterer hverdagen. For sit dedikerede arbejde med filmen ’Vold i kærlighedens navn’ tildeles Christina Rosendahl Danners Ærespris, som uddeles for 9. gang.

Prisoverrækkelsen fandt sted den 1. november ved premieren i en propfyldt biografsal i Grand Teateret i København. Christina Rosendahl var ikke på forhånd orienteret om, at var tildelt Danners Ærespris, som blev uddelt af Danners direktør Lisbeth Jessen.

- Christina Rosendahl tildeles Danners Ærespris, fordi hun har gjort en helt særlig indsats for at bryde tabu om vold i nære relationer. ’Vold i kærlighedens navn’ viser, at det er muligt at rejse sig igen efter at have levet et liv i vold, og at vi aldrig skal opgive håbet om, at det kan blive bedre, uanset hvor mørkt det ser ud. Ved at fortælle sin egen historie om en voldelig far sætter Christina sig lige så meget i spil som kvinderne i filmen. Christinas arbejde er ærligt og vedkommende for os alle. Hun har Danners dybeste respekt og kærlighed, siger Lisbeth Jessen, direktør i Danner.

Efter prisoverrækkelsen var Christina Rosendahl både bevæget og glad:

- Jeg er fuldkommen rørt over at få denne fine ærespris af Danner, som jeg respekterer og beundrer dybt ind i sjælen. Jeg har lavet Vold i kærlighedens navn fordi den i første omgang, hjalp mig med at forstå min egen opvækst med vold. At den så i anden omgang giver mening for andre, og tilmed er årsag til at jeg nu modtager Danners Ærespris for arbejdet med filmen og med at bryde tabuet om vold, er decideret overvældende, siger Christina Rosendahl. 

 

OM VOLD I KÆRLIGHEDENS NAVN

Filmen ’Vold i kærlighedens navn’ har premiere landet over i 52 danske biografer den 1. november 2017 og er instrueret af Christina Rosendahl. Sonntag Pictures har produceret filmen. Læs mere på www.doxbio.dk 

OM DANNERS ÆRESPRIS

Danners Ærespris uddeles hvert år i forbindelse med Danners fødselsdag. Prisen gives til én, som har gjort en særlig indsats for at bryde tabu om vold og fremme ligestilling. Med prisen følger en vandrestatuette af keramiker Louise Hindsgavl i samarbejde med Kähler. Stautetten bærer titlen ”Love in Motion”.

Tidligere modtagere af Danners Ærespris:

2016 Informations serie Vidnesbyrd #jegblevvoldtaget

2015 Charlotte Skelkjær, forfatter og tidligere beboer

2014 Jørn Bro, tidligere politimester

2013 Simi Jan, journalist

2012 Edel Pedersen, frivillig i Danner

2011 Ole Henriksen, skønhedsguru

2010 Fay Weldon og Majse Njor, forfattere

2009 Hanne Vibeke Holst, forfatter

For yderligere informationer kontakt senior kommunikationsmedarbejder i Danner Henriette Winther på 3078 5862.  

For yderligere information om filmen VOLD I KÆRLIGHEDENS NAVN kontakt filmens pressechef Line Bilenberg på 20710494

Fotos fra prisoverrækkelsen: Lars Bech for Danner

Brug for hjælp og råd?
Ring: 33 33 00 47

Det sker i Danner

30. juli 2019
Kom til foredrag i Danner, og få indblik i organisationen, vores særlige historie samt vores viden om og arbejde med vold i nære relationer.