Hvorfor får drengene altid det største stykke kød?

Yosra Bouslah meldte sig under fanerne hos AFC – det er den største sejr i hendes liv. Og det har ændret både hendes selvtillid og personlighed. AFC er en rettighedsorganisation, der blev stiftet i kølvandet på revolutionen i Tunesien, nemlig i maj 2011.
19. maj 2016

Interview med 24-årige Yousra Bouslah fra Tunesien.

Hvorfor blev du involveret i at bekæmpe vold mod kvinder?
Før revolutionen i 2011 troede folk ikke der var vold mod kvinder. De så det simpelthen ikke, fordi de ikke forstod begrebet ’vold mod kvinder’. Men jeg kunne både mærke og se, at der var meget vold. Da jeg var fem år blev jeg kidnappet af en gruppe drenge, som næsten voldtog mig. Det fortæller jeg om nu, fordi jeg ved at mange piger og kvinder har været ude for noget lignende.

Det lyder jo helt grotesk, at der i et land som Tunesien ikke er et sprog for og en bevidsthed om vold, chikane og diskrimination mod kvinder. Hvad får dig til at sige det?
Det er normal opførsel at chikanere en kvinde. Råbe ad hende, nedstirre hende på gaden endda befamle hende. I skolen skal drenge ikke bære uniform, men det skal pigerne. Hvorfor? For at skjule pigens krop for drengene. I familien er det altid drengene, der bliver beundret mest: Se, hvor er han dygtig, nej hvor er han god. Det er ubevidst, men det foregår hele tiden. Min mor har arvet den adfærd fra sin mor og så videre. Hun forstår ikke, at det er en nedgørelse af os piger, når vores bror altid får det største stykke kød til aftensmaden.

Hvordan tackler du din mors ulige behandling af jer børn?
For to uger siden gav min mor igen det største stykke kød til min bror. Jeg har før diskuteret det med hende og sagt at det var uretfærdigt. Denne gang blev jeg vred og rejste mig, jeg nægtede at sidde ved bordet. Nu er jeg vegetar. Jeg strejker simpelthen. Jeg nægter at spise kød. Jeg vil gerne have at min mor føler skyld. Inderst inde er hun nemlig godt klar over problemet.

Hvad siger din bror?
Han er bare glad. Nu får han begge stykker kød.

Der er meget at kæmpe for. Hvordan tror du det kan lykkes med at ændre tingene i Tunesien?
Enhver bør starte med at være aktivist. Kampen for lighed begynder hos den enkelte. Mine ideer og synspunkter har været i mig siden barndommen. Min indmeldelse og mine aktiviteter hos AFC har ændret mit liv. Tidligere var jeg genert, manglede selvtillid og var en stille pige, selvom jeg havde meget på hjerte. Nu har jeg fået genopbygget min selvtillid, jeg tør tale i store forsamlinger, og jeg opfordrer andre til at komme med når vi holder møder og sammenkomster. Uden AFC ville jeg være som størstedelen af Tunesiens unge.

Hvad er dit budskab til Tunesiens unge?
Organisér jer! Find jer selv og find en organisation eller et netværk, som I har lyst til at være en del af og begynd at gøre noget for jeres samfund.

Mellemøstens unge er en martret generation. Der er både trusler indefra og udefra med arbejdsløshed, fattigdom, flugt og manglende indflydelse. Hvad er dit budskab til dem?
Unges rolle er essentiel. Vi fortjener bedre. Vi skal kæmpe hver dag. Vi er i en hård periode nu, men der er altid en vej og altid nogle løsninger. Find vejen og find løsningerne og brug de redskaber I har. Mulighederne opstår fordi vi kæmper og fordi vi tror på forandring.


Tre hurtige til Yousrah

Hvad skal du lave næste weekend?
Jeg skal forberede en overlevering til min afløser på jobbet som assistent i en organisation, jeg har arbejdet i. Jeg har nemlig fået nyt job som sygeplejerske, hvor jeg begynder den 1. marts. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Det at få arbejde på et hospital betyder både at jeg har fast indkomst som jeg selv kan bestemme over, jeg har også pension og en masse fordele af at være offentligt ansat.

Hvornår grinte du sidst?
I lørdags. Jeg var sammen med mine venner og lederen af AFC Karima Brini Hun er en stor personlighed, som jeg ser op til. Hendes måde at være på, når vi mødes, udstråler jævnbyrdighed. Jeg slapper af i hendes selskab og har det sjovt, når vi er sammen.

Hvornår græd du sidst?
Jeg græder nogen gange på grund af kærestesorg. Men sidst jeg virkelig græd var for et par måneder siden. Min søster var blevet bortvist fra undervisningen, fordi hun ikke ville bære uniform. For at få lov til at komme ind i klassen igen skulle rektor ringe til en voksen, og min søster bad om at han ringede til mig. Det hjalp dog ikke. For rektor ville ikke acceptere, at vi begge sagde, at piger ikke skal tvinges til at gå med uniform i skolen, når nu drenge ikke behøver bære uniform. Derfor ringede han til min far. Desværre troede min far ikke på at uenigheden ’kun’ handlede om, at vi ikke ville acceptere uniformer, vi måtte have gjort noget andet galt siden rektor ringede. Det fik mig til at græde. Jeg blev ked af at min far ikke stolede på os. Da min far forstod hvad det handlede om klagede han faktisk til rektor. Så historien endte lykkeligt.


Brug for hjælp og råd?
Ring: 33 33 00 47

Det sker i Danner

26. november 2019
Kom til foredrag i Danner, og få indblik i organisationen, vores særlige historie samt vores viden om og arbejde med vold i nære relationer.