Jim Lyngvild donerer overskud af sin bog Vølver, Guld & Guder til Danner

Jeg har fået lige dele ondskab og kærlighed

Jim Lyngvild, der er aktuel med en ny bog i forbindelse med udstillingen ’Vølver, Guld & Guder’, har valgt at donere overskuddet fra bogsalget til Danner. Forklaringen skal findes i hans opvækst, hans indre kamp og hans forkærlighed for stærke kvinder.
3. november 2021

Designer, modekommentator, fotograf, realitystjerne, historiefortæller, vikingeekspert, iværksætter, forfatter, provokatør… Der findes næppe nogen i Danmark, der ikke kender Jim Lyngvild. Holdningerne til ham er mange og forskellige – præcis som de projekter, han kaster sig over. Jim Lyngvild synes at være i evig bevægelse. Kreativt og menneskeligt. 

Senest har Jim Lyngvild skabt udstillingen ’Vølver, Guld & Guder’ på Køge Museum med ti kvindeportrætter af vølver – kvindelige kultledere og tilbagevendende mytologiske figurer fra den nordiske mytologi. Blandt de kvinder, der har sagt ja til at posere på portrætterne med rituel ansigtsmaling og uglet hår er kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen, skuespiller Ghita Nørby, sanger Sanne Salomonsen og Jim Lyngvilds mor, Kirsten Petersen. 

I forlængelse af udstillingen udkommer en bog med de ti portrætter og fem plakater i A3-størrelse. Og overskuddet fra salget af bogen, som Jim Lyngvild forventer vil være op mod 100.000 kroner, har han valgt at donere til Danner. Desuden har han doneret 20 eksemplarer af bogen til den juleauktion, Danner igen i år laver i samarbejde med Lauritz.com.


Voksede op med en modbydelig far 

Forklaringen på, hvorfor Jim Lyngvild har valgt at donere til Danner skal blandt andet findes i den del af hans egen historie, der ligger langt fra velbesøgte museumsudstillinger, designerkollektioner og overskrifter i kulørte blade.

”Først og fremmest har jeg valgt at donere til Danner på grund af den vold, jeg selv har oplevet. Jeg voksede op med en modbydelig, voldelig far og en mor, som formåede at holde hovedet oven vande, mens hun var kvinde, mor, husmor og voldsoffer samtidigt. Vi havde desværre ikke Danner inde på livet – min mor søgte ikke den hjælp, hun kunne have fået. Jeg tror simpelthen ikke, hun vidste, at den mulighed fandtes. I stedet var vi nødt til at stikke af, når min far ville skyde os. Men der er også rigtig mange kvinder, der ved, at muligheden for at få hjælp findes, men ikke tør opsøge den, eller skammer sig over, at de valgte den forkerte mand. Det vigtigste budskab til dem er selvfølgelig: Nej, det er ikke dig, der er noget galt med! Du skal ikke få styr dit liv – det er ham, der skal stoppe med at være voldelig!” siger Jim Lyngvild og fortsætter: 

”Den anden årsag er, at Danner for mig er lig med Grevinde Danner – en personlighed, som jeg kan spejle mig rigtig meget i. Hun var et begavet, hjerteligt menneske, der ud over at holde sammen på en vanvittig konge havde store visioner og gjorde gode, smukke ting. Men hun var dybt misforstået, udskældt og latterliggjort af sin samtid. Den del af hendes historie kan jeg virkelig spejle mig i. Modsat hvad mange tror, gør jeg alt, hvad jeg gør, af et godt hjerte – aldrig for at provokere eller gøre folk ondt. Jeg kan have stærke holdninger eller drille, men jeg gør det aldrig for at provokere.”


Volden har sat livsvarige spor

Jim Lyngvild var seks år, da det endelig lykkedes hans mor at forlade den høje, smukke, dragende mand, som hun var blevet stormende forelsket i og fået Jim med, men som havde vist sig at være en tyrannisk voldsmand over for hende og hendes fire andre børn fra et tidligere forhold. Og selv om Jim var sin fars eneste biologiske barn og urørlige øjesten, har den vold, han var vidne til, sat livsvarige spor.

”Jeg blev homoseksuel af at vokse op med min voldelige far. For jeg kunne ikke identificere mig med ham. Jeg hadede hans styrke, magt og afstand. En god ven sagde engang til mig, at med den sindssyge historik fra min barndom, kunne jeg ikke bare være blevet et eller andet midt imellem. Enten skulle jeg blive homo-designer med hang til lyserøde My Little Pony, eller også skulle jeg blive det modsatte. Så skulle jeg ubevidst have udviklet nogle af de samme voldelige sider som min far. Vi ved jo, at mennesker, der krænker, ofte selv er blevet krænket. Alle mine fars forfædre har for eksempel krænket fysisk,”fortæller Jim Lyngvild. 

Danners juleauktion på Lauritz.com

Bogen ’Vølver Guld & Guder’ med ti kvindeportrætter og fem plakater i A3-størrelse kan kun købes på Danners juleauktion på Lauritz.com i signeret udgave samt på Køge Museum i forbindelse med den nye udstilling.


Han lægger ikke fingre imellem, når han siger, at han ikke har et eneste positivt minde om sin far. Og at det var en lettelse, da faren døde, da Jim var ti år gammel. Alligevel mener han ikke, han udelukkende kan se på sin opvækst med negative øjne.

”Evnen til at fotografere fik jeg for eksempel fra min far, som var en rigtig dygtig fotograf. Da jeg var ni år, gav han mig en konto i den lokale fotobutik, så jeg kunne købe film og fremkalde billeder. Som niårig stillede jeg Barbiedukker op og fotograferede dem og opbyggede min egen lille verden med mine egne eventyr, som ikke passede til de andre drenges. Manden, som indpodede interessen og evnen til at fotografere i mig, var også manden, der slog min mor,” fortæller Jim Lyngvild, der i dag bor i en selvbygget vikingeborg på Fyn sammen med sin mand gennem 20 år.

Også evnen til lynhurtigt at scanne stemningen i et rum, aflæse situationen og tilpasse sig fremhæver han som en kompetence, som han fik med fra sin opvækst med en voldsudøver, og som han bruger i sit professionelle liv i dag.

”Hvis jeg skal sælge en udstilling til et museum eller mødes med en direktør, kan jeg lynhurtigt scanne og aflæse, om jeg skal være hård, blød, businesslike eller underhund. Det kan jeg, fordi jeg brugte hele min barndom på at lugte situationen. Den kompetence er også en gave, når man bruger den godt. Men jeg har jo også haft min vidunderlige, varme mor, der gav mig kærlighed. Jeg har altid mit hjerte med i alt, hvad jeg laver - det har jeg fra min mor. Hvis ikke man har nogen, der kan give én den kærlighedsgave, så kan man udvikle nogle meget grimme sider. Jeg har fået lige dele ondskab og kærlighed.”

De to ulve

Jim Lyngvild har aldrig rigtigt fået bearbejdet volden. Det burde han nok havde gjort, siger han. Indtil videre er han i hvert fald blevet bevidst om, at det har formet ham – på godt og ondt.

”Noget af det dårlige, det har efterladt i mig, er, at jeg hader, når folk er sure på mig. Jeg vil gerne please alle. Det skurrer i mine ører, at folk siger, at jeg er en provokatør, for jeg gør ikke de ting, jeg gør, for at gøre folk sure. Pleaser er ikke det første, folk tænker om mig, men det er jeg. Der er også bare en rebel i mig, der hele tiden bider i pleaseren. En sort ulv, der truer. Det er en indre kamp om, hvem der får mest magt - den hvide ulv eller den sorte ulv,” siger Jim Lyngvild. 

Og det handler også om hans far. 

”Faktisk spørger jeg mig selv hver eneste dag, om jeg er psykopat, for jeg har en meget stor angst for at blive min far. En frygt for at falde i hans mønster. Jeg er bange for at blive for selvcentreret, for jeg lever jo et selvcentreret liv. Derfor skal jeg passe på ikke kun at gøre ting for min egen vindings skyld. Denne bog er for eksempel en enormt god øvelse for mig. Jeg kunne tjene mange penge på den, men lige netop derfor har jeg besluttet at lade hele overskuddet gå til Danner. Det er min måde at modarbejde egoismen på. Nogle gange skal man arbejde mod sig selv for at blive hel. For at skabe balance mellem de to ulve.”


Feministerne skal finde deres indre vølver

Og så er der de stærke kvinder. Dem der finder den styrke, det kræver at forlade en voldsudøver. Og vølverne - datidens kultledere og nutidens feminister. Ifølge Jim Lyngvild. På en måde hænger det hele sammen. 

”Vølver var kvinder med særlige evner. Kvinder, der var uden for nummer. De passede ikke ind i et familieliv med far, mor og børn. De stod udkanten af livet. Det var kvinder, som folk var betaget af og bange for. Vølverne var stærke, modige, farlige kvinder. Ikke smukke, frække og seksuelle, men vidende, stærke og skræmmende. Det er det, jeg ville sætte fokus på. De kvinder, der er med i bogen, er kvinder med smukke gener, men de er også malet i hovedet, har uglet hår og ser skræmmende ud.” 

Jim Lyngvild elsker stærke kvinder, der står ved sig selv. Kvinder, der ikke er bange for at være grimme. I sin bog har han for eksempel bevidst fravalgt kvinder, der har fået ansigtsløft.

”Det er langt mere interessant med kvinder som Sanne Salomonsen. Hun er så super smuk, fordi hele hendes liv står tegnet i hendes ansigt. Eller Thyra Frank, som ikke er nogen skønhedsdronning, men hold kæft, hvor er hun sej, stærk og et godt menneske. Problematikken for kvinder i dag er, at selv om de er voksne, skal de stadig sige søde ting om solskin og isvafler. De må ikke sige ’hold kæft’, så bliver folk helt bange. Bertel Haarder må godt te sig tosset. Så er det sjovt - så er det fordi, han har selvtillid. Men hvis en kvinde som Ghita Nørby gør det, så er hun hysterisk. Næ, kvinder skal ikke finde sig i pis! De skal ikke ligge under for deres dukkebarnsopvækst og blive til sensuelle midaldrende damer med lilla hår og tarokkort, ”siger Jim Lyngvild og fortsætter:

”Mange kvinder har heldigvis snakket #MeToo, men den nye tids feminisme er for mig at se det modsatte. Er det at være feminist at have brysterne fremme og være halvnøgne? Nej, det er at ville have opmærksomhed – og det er fair nok. Men dén bevægelse sætter kvinder i et overseksualiseret perspektiv, og det synes jeg ikke er særlig feministisk, for så handler det ikke om kompetencer. Det gjorde det for vølverne. Det var sidste gang i verdenshistorien, hvor kvinderne var vidende, hårdtarbejdende, stærke, kloge og handlekraftige. Det blev ødelagt af kristendommen, og siden har kvinder ikke haft den styrke og position. Den nye tids feminisme bør ikke handle om at vende rumpen i vejret og twerke, men om at finde sin indre vølve frem.”