Jeg kunne ikke komme ind og amme min datter

Susanne forelsker sig i Lars, mens de læser på universitet. De bliver gift og får begge eftertragtede jobs. Men forholdet udvikler sig til psykisk vold, da de får børn.
Susanne kunne ikke komme ind at amme sin datter. Lars havde låst hende ude hele natten. Der var psykisk vold i forholdet i lang tid.
4. september 2018

Under Susannes første graviditet begynder Lars at kritisere, at hun ligger og sover på sofaen om dagen. Når hun er besværet af at bevæge sig, kalder han hende en fed ko eller andre nedsættende ting. Han tvinger hende til at sove i kælderen om natten, fordi hun vækker ham, når hun vender sig i sengen. Hun slår det hen med, at han er stresset og måske nervøs over fødslen, for bag facaden kan hun stadig se den mand, hun forelskede sig i. Efter fødslen tiltager hans vrede mod hende dog.

”Når jeg ammede, var han som en løve i bur. Jeg skulle skynde mig at blive færdig, og investere tiden i vores parforhold. Han påstod, at jeg brugte længere tid på vores datter end nødvendigt, og han spurgte om jeg ikke elskede ham mere. Når jeg så var færdig med at amme, talte han slet ikke til mig. Jeg blev usikker og bebrejdede mig selv, at jeg var så længe om at pusle den lille.”

Der er brug for din underskrift: Gør psykisk vold strafbart

Lars’ sprog bliver oftere grimt til Susanne. Han kritiserer den måde, hun er sammen med barnet på og i det hele taget den måde hun er på. Når de er i byen ser andre op til dem som par. Han er charmerende og de ser godt ud sammen. Men han holder hende i kort snor. Hvis hun danser eller snakker med en anden, kan han finde på at gå hen og hviske til hende, at hun er billig og ligner en luder. Hun bliver ked af det, men viser det ikke.

Jeg troede ikke at krisecenter var noget for mig. Jeg syntes jo, at jeg havde nogenlunde styr på situationen. Jeg tog fejl. Jeg havde ikke styr på en skid.

”Vi kom en gang hjem fra en fest, hvor han var ekstremt ophidset og truende. Han beskyldte mig for at være utro og kylede en potteplante gennem et vindue. Han tog hårdt fat i min arm og sagde, at jeg kunne ryge samme vej, hvis jeg ikke holdt op med at flirte med alle andre mænd. Da vi var nyforelskede, syntes jeg det var romantisk, når han sagde, at vi hørte sammen resten af livet. Når han blev vred, troede jeg derfor virkelig på at det var mig, der havde ødelagt magien ved at gøre ham vred.”

Ind i mellem har de gode perioder. Susanne bliver gravid igen, og hun forsøger at undgå hans vrede ved at være mild og eftergivende. Han kan fortælle hende, at han elsker hende, og at han savner den tid, hvor de to havde mere tid til hinanden.
Men Lars’ kontrol over hende tiltager, da deres anden datter bliver født. Han stiller krav om, at hun kun må være med barnet i 15 minutter ad gangen, da han ellers ikke tror på deres forhold. Han forlanger at vide på forhånd, hvis hun skal mødes med nogen. Hun er i tvivl, om hans betingelser er ok, men vil ikke snakke med andre om det, da det kan være årsag til konflikt. Da datteren er tre måneder kommer de op at skændes, og det ender med, at han tager hende hårdt i armen og låser hende ude. Hun prøver at både tigge og true ham til at lukke op igen, men han ignorerer hende. 

”Vores datter skreg, og mælken løb fra mine bryster. Jeg kunne ikke komme ind og amme hende. Jeg græd og kunne ikke overskue situationen. Jeg frøs. Jeg turde ikke gå over til naboerne, af frygt for deres reaktion. Jeg var bange for, at de ikke ville tro på mig. Jeg sad på trappen det meste af natten før han lukkede op.” 

Susanne var chokeret, men bebrejdede samtidig sig selv, at det var kommet så vidt. En veninde opdager nogle blå mærker på Susannes overarm. Da veninden spørger til det, bryder Susanne sammen og fortæller om episoden, hvor hun var låst ude. Efter en lang snak får veninden overtalt Susanne til at kontakte Danners krisecenter.

”Jeg troede ikke at krisecenter var noget for mig. Jeg syntes jo, at jeg havde nogenlunde styr på situationen. Jeg tog fejl. Jeg havde ikke styr på en skid. Der var nogle kvinder, som jeg kunne spejle mig i. Vi var alle et sted i livet, hvor vi havde mistet vores kompas for, hvad der var rigtigt og forkert. Vi havde mænd, der truede med politianmeldelse for kidnapning og mænd, der ringede til os på alle tider af døgnet og var skiftevis tryglende og truende. Først da jeg kom i ro hos Danner fandt jeg en accept og forståelse af, at jeg havde været udsat for både psykisk og fysisk vold. Jeg lærte, at mærke mine egne grænser, og at det er okay at sige fra.” 

”I dag kan jeg godt forstå, at folk undrer sig over, at jeg ikke gik tidligere. Så enkelt var det bare ikke. Jeg så ikke truslen om min egen undergang, så klart som jeg ser den nu. Jeg elskede ham og han er far til mine børn. Jeg havde brug for hjælp for at kunne sige farvel til volden.”

Efter et ophold på krisecentret bor Susanne nu for sig selv med sine børn, og hun ser stadig et par af de kvinder, hun boede sammen med på Danners krisecenter. Lars har børnene hver anden weekend, og når børnene skal hentes prøver hun at gøre det kort og med klare aftaler for at undgå mulighederne for konflikter.

Personerne er anonymiseret i artiklen. Skrevet af Henriette Winther

Skriv under på at psykisk vold skal være strafbart

Oplyser du dit telefonnummer, kan vi fortælle dig mere om kampagnen og vores arbejde for voldsudsatte kvinder og børn. 

Læs også

Hjælp voldsudsatte kvinder og børn

Følg os på Facebook

Modtag nyhedsbrev

Sig ja til ca. fire årlige mails om nyt fra Danners arbejde for at stoppe vold mod kvinder og børn.