Kvinder på flugt havner i politisk krigszone

12. januar 2017

Antallet af kvinder på flugt har aldrig været større. Samtidig er det progressive kvindesyn udfordret af chauvinistiske politikere – mænd som kvinder, ligesom menneskerettighederne ikke længere er garant for en anstændig behandling af de mest marginaliserede. Det udstiller 2016 som det måske mindst solidariske år i nyere tid.

Anna-Maria Mosekilde og Henriette Winther, videnskonsulent og senior kommunikationsrådgiver, Danner

I dag flygter og migrerer kvinder på egen hånd i stor stil. Det er en ny udvikling. Krigen i Syrien har sendt den tredje bølge af flygtninge af sted; kvinder og enlige mødre. Syd for Sahara presser fattigdom, konflikter og klimaforandringer nu ikke kun de unge mænd på flugt, men også unge kvinder med eller uden børn. UNHRC’s tal for 2016 viser, at for første gang har antallet af børn og kvinder, som er flygtet til Europa gennem Grækenland, overskredet antallet af mænd.  Tidligere optrådte kvinderne primært på listerne over flygtninge og migranter, i forbindelse med familiesammenføringer. Men i dag optræder kvinder også alene i statistikkerne.

Med denne nye tendens følger nye problematikker, som både modtagerlande og det internationale samfund skal kende og være med til at løse. For kvinder på flugt er trippel-udsatte: De rammes både af manglende beskyttelse som flygtning, og manglende beskyttelse som kvinde – og så rammes de af tendensen til at negligere kvinders rettigheder.

Jordan, Libanon og Tyrkiet er de store modtagerlande i nærområdet for flygtninge fra krigen i Syrien, men også Tunesien huser flygtninge og migranter fra både Syrien, Libyen og lande syd for Sahara.  UNHCR har registreret lidt over 700 asylansøgere i Tunesien, men det reelle antal migranter anslås blandt civilsamfundsaktører at ligge mellem 30.000 og 300.000 – og det vurderes at andelen af kvinder på flugt er lige så stor som andelen af mænd. Ingen ved præcist hvor de er, de skjuler sig for myndighederne og forsøger at overleve efter bedste evne.

Imens udspiller der sig en bizar politisk hanekamp på de bonede gulve i magtfulde lande som Tyrkiet, USA, Rusland samt i visse EU-lande. Her handler det både om at stække konventionerne overordnet, samt indskrænke den enkelte kvindes muligheder og rettigheder. Landvindinger, vi indtil fornyligt anså for givne, udfordres nu globalt, ja selv inden for EU's grænser.  Eksempelvis er retten til abort truet, og dermed retten til at bestemme over egen krop. Samtidig bagatelliseres det, når kvinder råber op om de krænkelser de udsættes for, som vi senest så under Donald Trumps valgkamp.

Kvindefjendske og konventionsfjendske personer bevæger sig ind på toppen af kransekagerne, de gør i nogen grad ’ekstremt menneskesyn’ til mainstream.

Denne udvikling kalder på en ny æra for en global feministisk bevægelse, som i lighed med kvindebevægelsen repræsenterer og kæmper for noget af det vigtigste vi har som menneskehed; solidaritet, omsorg, ligeværd, kærlighed og respekt for hinanden.

Vender vi blikket mod syd ser vi hvor grel situationen for særligt migrantkvinder er, når de befinder sig i et rettighedsvakuum. Den tunesiske kvindeorganisationen ATFD har indsamlet talrige vidneudsagn fra kvinder som står i en håbløs situation, qua deres migrantstatus:

Zahira, en 43 årig palæstinensisk kvinde var bosiddende i Irak med hendes tunesiske mand indtil krigen brød ud. De besluttede sig for at flygte til Tunesien med deres tre børn. I Tunesien forlader manden hende og tager børnene med. Uden midler til at betale husleje, må hun bo på gaden, til hun bliver samlet op af en mand, som indvilliger i at give hende husly mod seksuelle ydelser.

Intissar er en ung syrisk kvinde på 17 år, som er flygtet fra Syrien og bosiddende i en flygtningelejr, da hun bliver bortgift af sin far til en tunesisk mand. Hun bliver gravid inden deres ankomst til Tunesien, men her opdager hun, at hendes nye mand allerede er gift, og derfor er deres ægteskab ugyldigt. Hun forsøger nu den svære kunst at overleve som enlig mor i Tunesien - med støtte fra lokale kvindeorganisationer.

I et land som Tunesien er der en stor kønsmæssig ulighed for loven. En kvinde skal fx være muslim for at kunne arve sin mand. Hvis hun gifter sig med en udlænding kan han ikke få opholdstilladelse, med mindre han er far til et tunesisk barn. Hvis en mand derimod gifter sig med en udenlandsk kvinde, får hun automatisk opholdstilladelse, hvilket i sig selv er godt. Loven udstiller dog, at det er meget nemmere for en tunesisk mand at migrere og efterfølgende vende tilbage til Tunesien med sin nye familie. Kvinden følger altid manden og han er hendes overhoved. Tunesiske kvinder derimod forventes at blive i landet og gifte sig med en tunesisk mand. Denne skævvridning i ligestillingen kan i det store perspektiv forekomme mindre alvorligt, men ulighed for loven forplanter sig til ægteskabet, særligt migrantægteskabet, med risiko for at manden mere eller mindre bevidst ser kvinden som sin ejendom. Hvis de bliver skilt, er det først og fremmest stigmatiserende for kvinden; hun mister sin anseelse, netværk og muligheder for økonomisk uafhængighed.

Migrantkvinder er særligt udsatte, når hverken national lovgivning eller internationale konventioner kan sikre deres ret til beskyttelse. Kvinderne må søge deres egne løsninger for at finde beskyttelse og det bringer dem i en deadlock. Ægteskab med en ’fremmed’ mand ser pludselig attraktivt ud; på den måde får kvinden adgang til bolig, mad og beskyttelse. Tror hun. Desværre viser flere vidneudsagn fra migrantkvinder at ægteskaberne er en fælde, som i Intissar’s tilfælde. Kvinden bliver andenrangs-borger, hvor manden udsætter hende for vold og trusler om vold, hvis ikke hun fx giver seksuelle ydelser. Han truer med at tage børnene fra hende, eller sende dem på gaden, hvis hun ikke føjer ham. Derfor er der brug for stærke konventioner og internationalt sammenhold, som kan sikre et minimum af beskyttelse for kvinder og piger.

Mens flygtningene fra de mellemøstlige lande alle taler arabisk og dermed har mulighed for at kommunikere med myndigheder og befolkning, så har migranter fra Sub-Sahara ud over økonomiske, juridiske og sikkerhedsmæssige problemer desuden en sprog-barriere at komme over. Disse kvinder kræver i endnu højere grad myndighedernes særlige opmærksomhed.

Ved en netop afholdt international konference i Tunis med fokus på migrantkvinder og deres manglende retsstilling havde Danner inviteret aktører fra både Danmark og flere mellemøstlige lande med. Trods forskelle landene imellem er der enighed om, at kvindesynet globalt er stærkt bekymrende, samt at lovgivninger er mangelfulde både på nationalt og overnationalt niveau. Mange steder favoriserer både lovgivning og praksis mænd i så grov en grad, at det truer kvinders liv og sikkerhed.

Lige nu i Irak foregår en af de mest opsigtsvækkende krigsforbrydelser mod yazidierne, som er en fredelig religiøs minoritet. Yazidierne bekender sig til naturreligion og værdier, som får ekstremister til at se rødt. Terrorbevægelsen ISIL har myrdet tusindvis af mandlige yazidier, ligesom unge og yngre kvinder bliver krænket dybt gennem slaveri, voldtægter, fangenskab og tvungne graviditeter. Nogle kvinder er sluppet fri, men er selvmordstruede og dybt traumatiserede, og som befolkningsgruppe er yazidierne truet på deres overlevelse. Manglen på retsforfølgelse og overholdelse af internationale konventioner skriger til himlen her. Irak har ikke regler og praksis for at forfølge krigsforbrydere, det udstiller hvordan en terrorbevægelse har adgang til at skabe ustabilitet og frygt, uden at der er nogen som helst sanktioner. Som internationalt samfund har vi en særlig interesse i at forpligte Irak til at overholde internationale konventioner, det kræver selvfølgelig at vi selv værner om dem og respekterer deres legitimitet.

Et land som Irak har i langt højere grad tradition for at afgøre konflikter og kriser via det patriarkalske system i stedet for den konventionelle retssystem. I lokalsamfundene er det ikke ualmindeligt at konflikter bliver afsluttet med, at man bytter kvinder! Kvinden er reduceret til en handelsvare, der kan sikre fred.

Menneskerettighedsorganisationer har meget svære betingelser i Irak, men det er faktisk lykkes at udarbejde og fremsætte et lovforslag, der fremadrettet skal sikre, at kvinder er med til at afgøre konflikter, så landet lever op til de internationale menneskerettighedskonventioner. Så selv i Irak er der håb for at global påvirkning kan sikre ligeværd og nutidssvarende beskyttelse af rettigheder.

Fra politisk side er der i stigende grad konsensus om at flygtninge skal hjælpes i nærområderne. Der er heller ingen tvivl om at man får ’mest for pengene’ her. Nærområde-tilgangen kan dog ikke stå alene. Nærområderne er ofte ustabile og under pres, derfor skal nærområde-indsatsen styrkes gennem et stærkt fokus på menneskerettigheder og konventioner. Danmark har altid brystet sig af at føre an i demokratisering og respekt for menneskerettigheder, men med det nye VKLA- regeringsgrundlag er det ærlig talt bekymrende, at der er ”behov for at se kritisk på den måde, som Den Europæiske Menneske­rettighedsdomstols dynamiske fortolkning har udvidet rækkevidden af dele af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention«.”

Konventionerne og de institutioner, der understøtter at menneskerettighederne respekteres forsvarer ikke sig selv. Det er et fælles ansvar, at den enkeltes ret til beskyttelse samt et liv fri for vold ikke kompromitteres. Ansvaret hviler særligt tungt på vores parlamentarisk valgte politikere. Ord har det med at blive til virkelighed og når udsagn som ”vi skal gå til kanten af konventionerne” ytres fra politiske side, er der ikke langt til en reel udhuling af retten til og muligheden for beskyttelse.

Konventionerne er et slags ideal, vi som samfund stiler efter; et samfund hvor det enkelte menneske kan udfolde sit potentiale i frihed og tryghed. Konventionerne sætter standarder, som selv ikke krige og krisestande bør kunne sætte ud af spil. Vi har jo netop ratificeret konventionerne belært af historiens krige og kriser.

Derfor kan det undre såre, at politikere i lande med fred positionerer sig bagstræberisk i forhold til menneskerettigheder og kvinders rettigheder.  Rettigheder er ikke en valuta, der kan handles med i en neoliberal diskurs. 2016 har budt på en bekymrende og chauvinistisk udvikling, hvor en del af værdikampen handler om ’race to the bottom’; hvem kan finde på de mest udspekulerede måder at omgå almindelig anstændighed og beskyttelse af de mest udsatte herunder i særlig grad kvinder – og deres børn – som er på flugt.

Også i Danmark har vi kvinder med flygtningebaggrund og asylansøger-status, som har svært ved at opnå beskyttelse fra en voldelig mand. Vi ved, at kvinder i asylcentrene er udsat for vold. De kan være både sprogligt, socialt og kulturelt isolerede, og det gør det ekstra svært for dem at bryde ud af et voldelige forhold uden hjælp fra danske aktører.

Udlændingestyrelsen er den myndighed, som skal give tilladelse til og finansiere at en asylansøger kan få beskyttelse hos et krisecenter, men det sker for sjældent. Dermed bryder Danmark ’Istanbulkonventionen’, som vi skrev under på i 2014, og dermed forpligtede os til at yde beskyttelse til alle kvinder og piger i landet, der er udsat for vold uanset baggrund og indvandrerstatus. Lige præcis med denne konvention kan det ikke retfærdiggøres, at kvinder med asylstatus i Danmark skal have sværere ved at opnå beskyttelse og bryde med vold end en dansk kvinde.

Et samfund skal måles på, hvordan de behandler deres mest marginaliserede.  Vi ser hvor grueligt galt det går, når stater kollapser og de universelle menneskerettigheder er sat ud af spil.

Når vi ser mod 2017 tegner det til at værdikampen om at indskrænke menneskerettighederne fortsætter. Med indsættelsen af Donald Trump i USA den 21. januar har vi endnu til gode at se, om han betragter sig som en del af den frie demokratiske verden, vi kender.  I Frankrig kommer præsidentvalget blandt andre til at stå mellem Marine le Pen, kendt for sin modstand mod migration og Francios Fillon, som privat har ytret modstand mod abort. Lige meget hvem der vinder her, tegner der sig et dystert billede for individets frie muligheder og for de kvinder, som er tvunget på flugt.

Den isolationistiske bølge der har ramt Vesten, og som kommer til udtryk ved skepsis over for EU, styrkede nationale og xenofobiske bevægelser, øget præference for autoritære ledere næres af frygt, og afføder endnu mere frygt. Det er en ond spiral som kan og bør brydes af globale medmenneskelige bevægelser. Feminismen er et godt bud på en sådan bevægelse. Den har gjort det før og kan gøre det igen, nemlig samle mennesker på tværs af grænser og køn mod fornedrelse af vores universelle rettigheder – og som går efter at give en retfærdig og harmonisk verden videre til næste generation.