Louise Makkonen Thagaard

Louise overlevede med kun 0,3 liter blod i kroppen

Det er uhyggeligt, når mænd slår deres koner eller kærester ihjel. Det sker cirka 12 gange om året i Danmark. Lige så uhyggeligt, men vigtigt, er det, at høre beretninger fra kvinder, som overlever drabsforsøg fra en partner. Her er Louises fortælling.
28. august 2021

Når en drabsmand 'lykkes' med at slå sin partner ihjel, hører vi kun hans version af sagen - han får det sidste ord i retten og kan lyve, manipulere og benægte, uden at anklagemyndigheden nødvendigvis kan modbevise det. Heldigvis lykkedes det ikke for Louises eks at slå hende ihjel.

Hendes vidnesbyrd er vigtig, fordi vi gennem fortællinger som hendes, kan forbedre beskyttelsen af kvinder, der er truet i deres parforhold, og den vidner om en kvinde, der mod alle odds har et stærkt liv i dag.

Jeg kunne ikke fordrage ham i begyndelsen. Jeg mødte ham gennem en fælles bekendt, men efterhånden charmede han sig ind, og vi blev kærester. Vi er begge impulsive; skal vi lige tage to dage til Venedig?

Sådan fortæller Louise Makkonen Thagaard om begyndelsen på et stormfuldt og fem år langt forhold til en mand, der var ekstremt tæt på at slå hende ihjel i et drabsforsøg, hun ikke kan tolke som andet end koldblodigt planlagt.

Han stak mig 11 steder i kroppen, og jeg mistede næsten alt mit blod. Jeg kan ikke huske selve knivstikkeriet, men han brugte en køkkenkniv. Jeg kan huske, at jeg svævede ind og ud af bevidstheden, mens jeg lå ude på altanen. Han havde vores lille søn på armen, som skreg, jeg prøvede at bevæge mig for at komme væk. ’Lig stille’, sagde han.

Hjælp os med at redde liv! Skriv under på Danners underskriftsindsamling, og hjælp os med at stoppe kvindedrab!


Blev kastet næsten syv meter ned

Efterfølgende undersøgelser har vist, at Louise lå på den lille altan i cirka en time, før hendes daværende on/off-kæreste og far til hendes søn valgte at kaste hende ud over altanen til et fald på næsten syv meter. Hendes livløse krop landede med en stump lyd på fliserne bag en hæk. I retten forsøgte han at lyve om, at hun havde stukket sig selv og derefter var gået ud på altanen for at tage en smøg, hvorefter hun var kravlet op over gelænderet og havde kastet sig ud. Det troede retten dog ikke på, så han blev idømt syv års fængsel for drabsforsøg.

Jeg tror han havde planlagt drabsforsøget. Jeg har fundet ud af, at han havde booket seks ugers ferie bagefter, og han havde bedt nogle venner komme netop den dag, selvom de ellers aldrig var på besøg. De skulle nok tage sig af vores søn, når jeg var væk. Hans motiv har vel været, at han ville have vores søn for sig selv, og at jeg ikke længere passede ind i hans kontrol-mønster. På det tidspunkt var forholdet kaotisk og svært - jeg gået fra ham 7-8 gange og han havde blandt andet smadret min bil, fordi han ikke ville acceptere, at jeg var gået. Vi havde været forbi Familieretshuset med forhandlinger om samværsplaner. Der var et højt konfliktniveau. 

Min veninde blev mit krisecenter, sådan burde det ikke have været.


Mistede næsten alt sit blod

På tidspunktet for drabsforsøget kom en politimand tilfældigvis gående forbi og hørte, da Louise landede på fliserne. Han reddede hendes liv. Hun kom på hospitalet med mange brud og læsioner på kroppen - ’heldigvis’ var det hendes bækken, og ikke ryggen, der var brækket. Lægerne kan ikke forklare, hvorfor hun overlevede. Normalt har et menneske fem liter blod i sig, og normalt dør man, hvis man har under 0,5 liter blod i sig – Louise havde kun 0,3 liter blod i sig – og hun overlevede mirakuløst.

Jeg er blevet stærkere i min tro, efter det der er sket. Jeg tror, at nogen har holdt hånden over mig, fordi jeg ikke døde den dag. Jeg bruger min overlevelse til at fortælle andre, at hvis man er bange for sin kæreste, så skal man ikke tro, at det hjælper at holde ham tæt til sig – man skal i stedet søge hjælp hos fx et krisecenter. Jeg fik aldrig et råd om at kontakte et krisecenter, selvom jeg talte med politiet flere gange. Min veninde blev mit krisecenter - sådan burde det ikke have været. 

Louise medvirker i Red Min Søster

Ved at medvirke i Red Min Søster og i medierne i det hele taget, håber jeg, at jeg kan være med til at bryde den tavshed, som mange kvinder i voldelige forhold går med. Jeg er her stadig, selvom min daværende kæreste forsøgte at slå mig ihjel, og jeg har en stemme. Kun ved at bruge den, giver dét, jeg har været igennem, en form for mening, fortæller Louise Makkonen Thagaard.

Læs mere om Red Min Søster, og se billederne fra fotoudstillingen!


Følte mig som en idiot

Louise fortæller, at mens hun boede sammen med manden, ringede hun til politiet to-tre gange, fordi han truede hende. I det hele taget var der mange episoder, hvor hun var bange. Politiet skuffede hende.

De kom bare ind gik lidt omkring i lejligheden, og vidste slet ikke, hvad de skulle kigge efter. Inden de gik, gav de ham hånden og løftede pegefingeren som for at sige, at han skulle opføre sig ordentligt. Jeg følte mig som en idiot. De burde have skræmt ham lidt, taget ham med på stationen, vist ham at det ikke var i orden, det han havde gang i. Efter sådan en hændelse, så ringer man ikke lige til politiet igen. Hvorfor havde de ikke styr på, at jeg havde ringet tidligere om den samme mand? Hvorfor hjalp de mig ikke med at anmelde ham?


Kæmpe vinger og et kors tatoveret på ryggen

Efter knivovergrebet fulgte en lang kamp for Louises overlevelse og førlighed. Hun var stukket i vitale kropsdele, havde brækket bækkenet og kæben og en vene ved halsen var skåret over. Hun lå på intensivafdeling et par måneder, mens hendes søn blev passet hos sin bedstemor og bedstefar – Louises forældre. Hun vidste ikke, om hun ville få førligheden igen og var i en periode bundet til en kørestol, men hun kom langsomt på krykker via genoptræning og masser af hjælp fra gode mennesker omkring hende. 

I dag kan man ikke umiddelbart se, hvilken ekstrem kamp Louise har været igennem. Hun bevæger sig smidigt rundt uden hjælpemidler og kun hvis man kigger godt efter, kan man fx se arene ved halsen og den kunstige kæbe. På billedet i Red Min Søster-udstillingen kan man også se det lange ar på Louises mave, og hvis man ser hendes bare ryg, er der et par kæmpe vinger og et stort kors tatoveret.

Jeg har jo fløjet gennem luften, derfor har jeg vingerne på ryggen, korset havde jeg i forvejen. Min krop fortæller en historie, og jeg har det fint med at vise den frem. Det er min måde at komme videre på. I tiden efter overfaldet fik jeg flashbacks. Hvis der var en bil, der lignede hans, blev jeg bange, og jeg drømte om overfaldet om natten. Jeg tænker, at man aldrig kommer over sådan noget, men jeg har kunnet vende det til noget positivt ved forhåbentlig at hjælpe andre. Hvis jeg havde været bundet til en kørestol, er det ikke sikkert at jeg havde set så positivt på det.


Morfinrus og to politibetjente

Louise må være gjort af et særligt stof, for hun fortæller ret usentimentalt om alt det, hun har været igennem, men hun bebrejder stadig myndighederne for den måde de (ikke) hjalp hende. Ud over den fysiske tilbagevenden til livet var der også det retslige efterspil, og myndighedernes håndtering, som på alle måder var rædselsfuldt. 

To politibetjente kom og afhørte mig, lige da jeg var blevet udskrevet fra intensiv og stadig var påvirket af stærk morfin. De spurgte ind til konkrete ting om drabsforsøget – jeg kunne ikke huske noget som helst. Så i afhøringsrapporten står det bare, at jeg ikke kan huske noget, og det blev brugt i retten. Det gør mig stadig vred, at de bare troppede op på den måde. Jeg var ikke forberedt, jeg var påvirket af morfin og af hele den traumatiske oplevelse. Det har fjernet min tillid til politiet. Jeg troede, de skulle beskytte en som mig.


Havde kun en veninde til sidst

Louise føler heller ikke, at hun og sønnen har fået hjælp af bopælskommunen. Hvis der havde været en større opmærksomhed generelt fra myndighederne på at opdage vold i hjemmet, så ville de måske have opdaget advarselslamperne, der blinkede i det stærkt dysfunktionelle og farlige forhold. 

Volden var blevet til hverdag. Jeg kalder det hverdagsvold. Mine handlinger blev tilpasset, så han ikke skubbede, skulede eller truede. Jeg holdt op med at se mine drengevenner og fjernede dem fra facebook, dem var han jaloux på. Efterhånden så jeg heller ikke mine veninder og havde til sidst kun én veninde. Når jeg var i byen uden ham, skulle jeg filme det sted, jeg var, for at han kunne se, hvem jeg fulgtes med. Jeg holdt også op med at gå i korte kjoler. I begyndelsen tænkte jeg, det var fair nok, at han havde en holdning til min påklædning, men efterhånden var der så mange krav, at jeg ikke længere genkendte, når det var hans krav eller min egen vilje. Jeg ville jo bare gerne have det til at fungere. 

Da de fik en søn sammen blev de bundet til hinanden på en anden måde. I dag er det i høj grad sønnen, som Louise gør alt for at beskytte.

Jeg gør, hvad jeg kan for at sikre os. Min søn er begyndt til traumepsykolog. Han bærer tegn på, at hans krop kan huske overfaldet, selvom han var meget lille, da de skete. Hvis jeg fx skal ud med skraldespanden, så skal han vide præcis, hvor jeg skal hen, og hvor længe jeg er væk. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke er nervøs for, hvad der kan se, når hans far kommer ud af fængslet. En af mine taktikker til at beskytte os er faktisk, at så mange som muligt skal kende min historie. På den måde håber jeg, at der er mange som vil slå en ring om os og beskytte os.


Hjælp Danner med at stoppe kvindedrab: Skriv under!


Louise Makkonen Thaggaard har fortalt sin historie til Henriette Winther, Danner. Foto Sarah Buthmann - Blomster Poppykalas.


Sammen kan vi lægge pres på politikere og myndigheder til at sætte ind på alle fronter, så ingen skal frygte, at blive slået ihjel af deres partner. Din underskrift er med til at gøre en forskel. Hjælp Danner med at stoppe kvindedrab - skriv under i dag.
Gå til oversigten, på Red Min Søsters hovedside, for at se de øvrige billeder og læse de fem voldsoverleveres og deres medsøstres personlige fortællinger, om enten at have levet med vold eller at være en offentlig stemme imod den.
I Danner vil vi gøre op med den traditionelle forståelse af vold i nære relationer. Vold kan tage mange former. Fælles for alle former er et kontrollerende adfærdsmønster, der bruges til at undertrykke kvinder. Læs mere om vold mod kvinder her!

Brug for hjælp og råd?
Ring: 33 33 00 47
Chat med os

Det sker i Danner

26. oktober 2021
Vil du vide mere om Danners arbejde og spændende historie? Nu kan du igen komme til foredrag og rundvisning i Dannerhuset - Klik her for at se, hvordan du tilmelder dig!