Myndighedernes blinde øje: skam og stigmatisering

Nyt speciale med titlen ’Hjælp, hjælp mig’ konkluderer, at stigmatisering, udskamning og victim-blaming er store barrierer for, at voldsudsatte kvinder søger - og får den rette hjælp hos myndighederne
26. september 2020

Blog af Emilie Rasmussen og Signe Marie Dam, kandidater i sociologi fra Aalborg Universitet og forfattere til specialet Hjælp, hjælp mig!


Myndighedspersoner, der ikke har bred forståelse for at stigmatisering, udskamning og victim-blaming er barrierer for voldsudsatte kvinder til at søge hjælp, risikerer at være skyld i, at kvinderne ikke igen rækker ud efter hjælp, hvis de i første omgang blev misforstået eller mødt med mistro, hos den myndighedsperson, som de rakte ud til og forventede kunne hjælpe dem.

Læs mere om teorierne her:

Goffman, Erving (1968): Stigma: Notes on the Management of Spoiled Identity. Great Britain: Penguin Books Ldt.

Scheff, Thomas J. (1994): Bloody Revenge: Emotions, Nationalism and War. Boulder: Westviews Press.

Christie, Nils (1986): "The Ideal Victim" in Fattah, Ezzat A. (1968) (ed.): From Crime Policy to Victim Policy - Reorienting the Justice System. Hampshire and London: The Macmillian Press Ltd.

Specialet udfolder teoretiske perspektiver på voldsudsatte kvinders oplevelser af at søge - og få hjælp hos myndigheder. Kendskab til teorier af Erving Goffman om Stigma, Thomas J. Scheff om Skam og Nils Christie om Det ideelle offer kan gøre især myndigheder og fagpersoner bedre rustet til mødet med en borger, som er udsat for vold, men som måske ikke selv formår at sætte ord på sin situation.


Stigmatisering er forudindtaget forventning

Stigmatisering opstår i måden vi kategoriserer andre mennesker og deres karakteristika. Vi skaber en forudindtaget forventning om et andet menneske, og hvordan vedkommende agerer. Et stigma er med andre ord karakteristika, der har en miskrediterende effekt og medvirker til, at individet afviger negativt fra andre. Voldsudsatte kvinder er ofte stigmatiserede, for der medfølger som regel en antagelse om, at kvinden er viljesvag og et ”socialt tilfælde”. Læs mere om Erving Goffmans teori om Stigma i specialet.


Skam opstår i interaktion med andre

Skam spiller en stor rolle i stigmatisering og hos voldsudsatte kvinder. Skam opstår i interaktion med andre. For eksempel kan en voldsudsat kvinde opleve, at andre tillægger hende uønskede eller negative karakteristika, som hun ikke selv synes, hun har. Skammen opstår blandt andet ved en almindelig kommentar som ’Hvorfor går hun ikke fra ham?’. Kommentaren kommer oftest fra en person uden forståelse for voldens dynamikker, hvor kvinden tillægges en svaghed eller sågar et ansvar for, at hendes partner er voldelig.

Thomas J. Scheff teori om Sociale bånd, beskriver at skamfølelsen hos voldsudsatte kvinder er et signal på usikre sociale bånd til andre. Her oplever kvinderne sig fremmedgjorte, for eksempel i mødet med myndighederne, hvilket gør det vanskeligt for dem at søge - og få den rette hjælp.

Hvis en voldsudsat kvinde oplever at blive pålagt skam i mødet myndighederne, kan det have store konsekvenser for hendes identitet, selvopfattelse og muligheder for at bryde med volden. Det kan betyde, at kvinden må opgive dele af sig selv og sine behov til fordel for at få hjælp, eller at hun helt trækker sig fra myndighederne.


Det ideelle offer

Endeligt udfoldes Nils Christies teori om Det ideelle offer i specialet. Teorien dykker ned i de sociale strukturers indflydelse på, hvem der tilskrives status som offer. Status som offer er et særligt relevant perspektiv, da der med status som offer medfølger sympati og hjælp. Teorien opstiller fem kriterier for det ideelle offer:

  1. Offeret var svagt
  2. Offeret var ved at udføre et ærværdigt projekt
  3. Offeret var et sted, hvor det umuligt kunne bebrejdes for at være
  4. Gerningsmanden var stor og ond
  5. Gerningsmanden var fremmed for offeret

Modsat hvad man skulle tro, så opfylder voldsudsatte kvinder ikke intuitivt kriterierne for det ideelle offer. Det gør de især ikke, fordi de har en relation til voldsudøveren/gerningsmanden, og dermed lever gerningsmanden ikke op til kriterierne om at være stor og ond eller fremmed for offeret. Dermed lever kvinden ikke op til kriterierne om at være svag eller i gang med et ærværdigt projekt. Og jævnfør kommentaren ’Hvorfor går hun ikke fra ham?’, så vil mangeforvente af hende, at hun opholder sig et andet sted end hos voldsudøveren, og dermed er hun faktisk et sted, hvor hun – udefra set – kan bebrejdes for at være (jf. punkt 3).

Når voldsudsatte kvinder ikke anses som et ’legitimt offer’ i samfundets øjne, kan dét være én af forklaringerne på, hvorfor mange oplever ikke at blive taget seriøst eller tildelt sympati, når de søger hjælp hos myndigheder for at få en voldsudøver til at stoppe sit forehavende eller få hjælp til fx en ny bolig, boligsikring eller henvisning til et krisecenter.

I kvinderettigheds- og krisecenterbevægelsen har kvinder altid haft status som individer med egen agens og handlekraft, og ikke som ’ofre’, uanset om de har været udsat for vold eller ej, men det er en anden historie.

Med ovenstående perspektiver konkluderer specialet, at der for voldsudsatte kvinder er en stor risiko for stigmatisering og udskamning, ligesom der i dialogen med myndigheder ligger en fare for victim-blaming og dermed forsøg på at holde offeret ansvarlig. Formår kvinderne at overkomme frygten for at søge hjælp , så oplever mange kvinder alligevel, at deres frygt for ikke at blive forstået eller accepteret bliver bekræftet. Det kan i høj grad skyldes manglende voldsfaglig viden hos myndighederne, som betyder, at voldsudsatte kvinder – stik i mod voldens anerkendte dynamikker om forringet selvværd - ofte må kæmpe for at blive anerkendt som ofre af myndighederne.

Der er derfor et stort behov for mere voldsfaglig viden hos myndigheder, så de har indsigt i kompleksiteten i partnervold, og så de kan møde enhver borger i en ligeværdig dialog, der anerkender at både stigma, skam og manglende status som legitimt offer er barrierer, som skal overskrides af både borgeren og myndighedspersonen.

Hent og læs hele specialet 'Hjælp, Hjælp mig' her


Hvert år udsættes cirka 38.000 kvinder for fysisk vold fra deres partner. For psykisk vold er tallet det dobbelte. Fysisk vold giver ar på huden, mens psykisk vold giver ar på selvværdet og selvtilliden! Læs om, og få eksempler på, psykisk vold her.
Hvert år udsættes cirka 72.000 kvinder for psykisk vold, og 38.000 kvinder udsættes for fysisk partnervold. Volden er dybt skadelig og har langvarige personlige konsekvenser for disse kvinder.
Læs om den teoretiske viden om vold, Danner videnscenter og krisecenter i metode og praksis tager udgangspunkt i.

Brug for hjælp og råd?
Ring: 33 33 00 47

Det sker i Danner

8. marts 2021
Vi kræver ligeløn, lige adgang til arbejdsmarkedet, lige barsel, ligestilling i hverdagen og vi går til kamp mod køns- og seksualitetsbaseret vold. Gå med os på gaden den 8. marts 2020 kl. 14 på Frue Plads!