Psykisk vold skal kriminaliseres i straffeloven

I dag er bekæmpelse af psykisk vold på dagsordenen, når justitsministeren er i samråd hos Folketingets ligestillingsudvalg. Her skal Søren Pape Poulsen fortælle, hvilke initiativer han og regeringen har for at stoppe psykisk vold.
31. januar 2018

Kronik bragt i Politiken 17. januar 2018

Af Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors og Lisbeth Jessen, direktør i Danner

Tilbage i november lyttede en interesseret minister til vores tanker og erfaringer udi arbejdet med gruppen af voldsudsatte kvinder og børn i Danmark. Vores budskab på mødet var klart: Hvis vi vil hjælpe og beskytte ofrene for psykisk vold, må vi først og fremmest anerkende psykisk vold som den kriminelle og skadende handling det er.

Som voldsfaglige, rettighedsbaserede og sociale civilsamfundsaktører er vi tilfredse med at justitsministeren og Folketinget nu tager emnet op gør psykisk vold til et samfundsanliggende. Vi har især fire områder, vi mener, det er helt nødvendigt at sætte ind på for at stoppe den psykiske vold. Og for alle fire områder gælder det, at en selvstændig kriminalisering af psykisk vold er central.

Vi vil gerne begynde med at slå fast: Psykisk vold er ikke skældsord i et skænderi, en stramt styret fælleskalender eller andre dagligdagsudfordringer, der kan være årsag til konflikt i et parforhold. Psykisk vold er gentagen tvang, trusler, kontrol, fornedrelse og ydmygende adfærd, der har den konsekvens, at det isolerer og langsomt nedbryder et menneske og er forbundet med langvarige psykiske skader for ofret. Det er paradoksalt, at ingen i dagens Danmark stilles for en domstol for den psykiske vold de påfører andre.

33.000 kvinder i Danmark udsættes hvert år for fysisk partnervold. Den nyeste opgørelse for landets kvindekrisecentre viser, at alle kvinder på krisecentrene også har været udsat for psykisk vold, og næsten halvdelen har samtidig symptomer på posttraumatisk stress. Altså alvorlige psykiske mén, som følge af den vold, de har været udsat for.

Psykisk vold er, som den mest udbredte partnervoldsform, ekstrem farlig, og kan i yderste konsekvens eskalere og medføre partnerdrab. Hvert år dræbes cirka ti kvinder af deres nuværende eller tidligere partner, og fra de rapporter der findes på området, ved vi, at der ofte forinden har været massiv psykisk vold til stede i forholdet - sjældnere fysisk vold.

Som samfund stiller det os med en pligt til at handle. Ikke ved kun at hjælpe ofrene, men også ved at indrette vores lovgivning, så den straffer den vold, der finder sted. Alle er enige om, at fysisk og seksuel vold skal straffes, fordi den påfører skade og krænker offerets fysiske integritet. Men vi bliver nødt til at åbne vores øjne for den adfærd, som kan være svær at se, og sidestille de psykiske skader for ofret med de synlige skader på huden.

I Røde Kors og i Danner oplever vi hver dag de alvorlige konsekvenser af den psykiske vold. I Røde Kors tilbyder vi frivillig støtte til kvinder efter ophold på krisecenter, og vi oplevede hvordan de mere end 500 kvinder og børn vi hjalp videre i 2016 er hårdt mærket af den psykiske vold.

I Danner modtager vi omkring 2500 telefoniske henvendelser om året fra pårørende, fagfolk og ikke mindst voldsudsatte kvinder. I langt de fleste af sagerne er psykisk vold grunden til kvindens dårlige trivsel, men den aktuelle anledning til, at de ringer, er en fysisk krænkelse eller voldsepisode.

Kvinderne er med andre ord ikke klar over, at de har været udsat for psykisk vold i årevis, for de har aldrig hørt om den før! Det er en af forklaringerne på at de kan leve med en voldelig mand i mange år, før de søger om hjælp. En anden forklaring er at de føler en kæmpe skyld og skam. Hver tredje kvinde på landets krisecentre har således levet i volden i mere end fem år.

Kristina var sammen med en psykisk voldelig mand i 10 år. Han kunne skifte personlighed med et knips. Han elskede hende, dominerede hende, beskyttede hende, truede hende. Han var ikke kun jaloux, når en veninde ringede eller, når andre talte til hende - han ville ’eje hende’ og have magten over hende. Kristina måtte ikke tisse med lukket dør – kun når de havde gæster. Når de var ude, var hendes påklædning og adfærd genstand for skarp kritik. Øjenkontakt med en tjener eller en gennemsigtig bluse kunne gøre ham ”vanvittig.”

Hans magtbegær og kontrol over hende blev tydelig til en fest, hvor hun morede sig med sine veninder. I et sidelokale forsøgte han at kvæle hende, til hun mistede bevidstheden. Først herefter forstod hun, at hun måtte ud af forholdet og have professionel hjælp. I dag siger hun, at Danner reddede hendes liv.

Det konstante skift mellem omsorg og kontrol gør det umuligt for kvinden at orientere sig i forholdet. Hun mister sit selvværd, sin integritet og er fanget i den såkaldte negative voldsspiral.

Dem, der har været så heldige at se filminstruktør Christina Rosendahls dokumentarfilm, ”VOLD i kærlighedens navn”, har formentlig forstået, hvordan psykisk voldelige partnere ødelægger meget i sindet og selvværdet hos den voldsudsatte. Men filmen – der i øvrigt netop er nomineret til både en Bodil og en Robert – viser, at der er en vej til heling, men at den er lang og kræver professionel bistand.

Kvinderne og børnene, som både Røde Kors og Danner hjælper, kæmper med psykiske lidelser. Og lidt under halvdelen af kvinderne lever med symptomer på posttraumatisk stress, som man fx også kender fra danske soldater, der har været udsendt i krigsområder. For kvinderne giver det udslag i søvnproblemer, forstyrrende tanker, angst og forestillinger om vold, hvilket fortæller noget om de voldsomme og traumatiske begivenheder, som mange af kvinder har været involveret i. Ud over de menneskelige omkostninger har volden også store samfundsøkonomiske omkostninger og det estimeres at det årligt koster det danske samfund en halv milliard kroner.

En kriminalisering af psykisk vold kræver et større lovforberedende arbejde, så det ikke bare bliver symbolpolitik. Vi deltager meget gerne i det arbejde, så lovgivningen bliver gennemgribende og får retslig virkning, og så offentlige myndigheder kan omsætte den i deres daglige arbejde og indsatser. 

Vi burde have gjort det for længst, da vi underskrev Istanbulkonventionen i 2014, som netop forpligter os til at kriminalisere adfærd, der medfører alvorlig skade på en persons psykiske integritet gennem tvang eller trusler. Nogle jurister vil sige, at vores nuværende straffelov tager højde for dette, men vi har stadig til gode at se ét eneste eksempel på, at der er blevet ført en retssag i Danmark om psykisk vold. På nuværende tidspunkt bliver de paragraffer, der skulle dække psykisk vold ikke brugt i praksis, og de får derfor blot en teoretisk funktion i henhold til den virkelighed som ofrene oplever.

Om man ønsker en udvidelse af eller sprogligt justere eksisterende bestemmelser i loven, eller sågar lave en selvstændig kriminalisering, er naturligvis en politisk og juridisk diskussion. Vi organisationer stiller os til rådighed, men har også fuld tillid at politikerne er opmærksomme på, hvordan vi bedst håndterer det lovgivningsmæssigt.

Men en kriminalisering er nødvendig. Og vi kan konstatere, at vores straffelov ikke er tidssvarende indrettet til at håndtere de typer af vold, der forekommer i parforhold eller andre nære relationer. Flere lande, såsom England og Norge, er allerede foran os, og har selvstændigt kriminaliseret den psykiske vold. Fx er det oplagt at skele til de engelske overvejelser og tiltag og lade sig inspirere at de engelske krav til gerningsindhold, effekt på ofret samt, at krænkelserne skal være gentagne eller kontinuerlige. Straf kan ikke løse alt, men en klar lovgivning vil forhåbentlig få flere til at turde bryde tavsheden om en psykisk voldelig partner og forbedre den hjælp, vi fra samfundets side yder over for ofrene. Det vil også styrke ofrets retsfølelse og give hende eller ham en officiel anerkendelse af, at de har været udsat for en alvorlig kriminel handling.

Vi oplever, at området omkring den psykiske og fysiske partnervold desværre er meget underprioriteret. En klar lovtekst og anerkendende myndighedspraksis ville hjælpe dels ofret, men også de politifolk som er ansat til at håndtere sagerne. Studier fra England viser, at der i gennemsnit skal 35 episoder af vold i hjemmet til, før politiet bliver involveret. Politiet har en vital rolle i forhold til at stoppe voldsudøvere og holde dem ansvarlige for deres gerninger. For at politiet kan agere retfærdigt og resolut, kræver det en fyldestgørende lovgivning med en tydelig kriminalisering og en hensigtsmæssig myndighedspraksis.

En kriminalisering vil også give voldsramte ofre nye handlemuligheder i forhold til at melde deres partner. Samtidig gør det myndighederne opmærksomme på at brede indsatsen ud, når det gælder gruppen af voldsramte. Som samfund får vi stillet et redskab til rådighed, hvor vi kan komme i kontakt med voldsudøveren – en mulighed der ikke findes i dag, fordi det ofte ikke lykkes med at anmelde vedkommende.

Med en ændring af straffeloven i hånden, ønsker vi helt konkret, at man fra politisk hånd fokuserer og løfter indsatsen mod psykisk vold på fire centrale områder.

Først og fremmest afstedkommer en lovændring, at politiet får et stærkere redskab mod psykisk vold, men de får også brug for en faglig opkvalificering for at kunne stoppe psykisk vold tidligere. Når en borger henvender sig om en voldsepisode i hjemmet er politiets akutindsats fuldstændig afgørende for om volden stopper, eller får lov at fortsætte. Politielever skal derfor have undervisning om vold i nære relationer, og for nuværende politifolk mangler der efteruddannelse i at håndtere ofrene for psykisk vold. Flere lande er lykkedes med at implementere en anerkendende tilgang til borgere udsat for psykisk vold – vi kan blot kigge mod Skotland. Her er psykisk vold blevet kriminaliseret for nyligt, og de er som opfølgning på dette i gang med en omfattende uddannelse politibetjentene.

For det andet er der brug for et screeningsredskab og klare handlingshenvisninger for kommunale sagsbehandlere og andet frontpersonale i social- og sundhedssektoren og i skolerne. Screeningsredskabet skal hjælpe med at afdække, om det er vold, der er årsagen til, at en borger er nedbrudt, angst og stresset. Vedkommende er måske ikke selv klar over, at hun eller han lider under mange års dominans og kontrol fra en psykisk voldelig partner. Et screeningsværktøj kan sikre, at voldsudsatte borgere ikke bliver behandlet ud fra en forkert stillet diagnose, som vi ser det i dag, men at man rent faktisk får den rigtige diagnose og den rigtige behandling fra begyndelsen.

For det tredje er der brug for særskilte forebyggelsesinitiativer i form af ambulante rådgivningstilbud, hvor man kan søge viden og hjælp, hvis man er voldsudsat, voldsudøver eller pårørende. I dag er der ikke et lovfæstet tilbud af denne karakter. Langt fra alle voldsudsatte har behov for at flytte på krisecenter, især ikke, hvis de kan få hjælp tidligere inden behovet er så omfattende.

Rådgivningstilbuddene skal være nemme at gå til for de voldsramte. Tærsklen for at søge hjælp mod vold er enormt høj i dag. Nogle har måske brug for at blive henvist til en rådgivende samtale fra lægen, fra politiet eller en arbejdsgiver, andre kan modtage online-rådgivning afhængig af omstændighederne. Rådgivningen skal støtte vedkommende i en vej ud af volden.

Hvert år får krisecentrene langt flere henvendelser om hjælp end de har kapacitet til at håndtere. Mange ringer for at få ambulant rådgivning og ikke nødvendigvis for at flytte på krisecenter. Som de ressourcemæssige forhold er i dag, kan krisecentrene kun tage sig af de mest truede kvinder.

For det fjerde er der brug for en langt bredere oplysning om, hvilke tegn man selv, men også ens omgivelser skal være opmærksomme på omkring psykisk vold. Vi er i en tid, hvor vi diskuterer respekt for andres grænser, og hvordan vi hver især håndterer det, når ens grænser overtrædes. I en nylig undersøgelse svarede næsten hver tredje i alderen 16-24 år, at de har svært ved at sætte grænser for, hvad der er i orden at gøre i et parforhold. Samtidig har 23 procent følt deres grænser psykisk overtrådt af en kæreste. Lige nu kører kampagnen ”Vold kan forekomme” med en række film på de sociale medier især målrettet unge. Et godt initiativ af Ligestillingsministeren, fordi der også blandt unge er stor interesse for at lære om, hvordan man får et godt kæresteliv. Men også hos voksne er der brug for mere oplysning om, hvad psykisk vold er. Det skal være kendt, at enhver form for gentagen vold, der skader eller nedbryder et menneskes psykiske integritet aldrig er i orden – heller ikke via sociale medier.

Lige nu er der politisk vilje til gøre op med psykisk vold - både i form af kriminalisering, opkvalificering af politi og anklagemyndighed og en bred undersøgelse af hvilke initiativer, der i øvrigt kan være behov for. Den viden og erfaring vi til sammen har, forpligter os til at agere. Vi håber, at alle politikere på Christiansborg for en stund vil stå sammen om at få indført den bedste pakke, så voldsofre, voldsudøvere og deres børn får den hjælp, de har brug for til at slippe ud af den psykiske vold. Før det er for sent.

Læs også

Vi kan ikke gøre det alene - din hjælp betyder alt