Respekt for kvinders ret til et frit liv, tak.

Der skal meget mere fokus på vold mod kvinder og børn i parforhold. Her er Dannerbevægelsens bud på, hvordan det kan mindskes. Det er baseret på 40 års arbejde med voldsramte kvinder og familier.
11. november 2019

Dette er den tredje ud af tre kronikker, hvor Danner, i anledningen af 40-året for besættelsen af Dannerhuset, gør status over Grevinde Danners opstigning gennem det patriarkalske klassesamfund, rødstrømpernes besættelse af Grevinde Danners Stiftelse i København i kampen mod mænds undertrykkelse samt opgøret med snærende kønsnormer, der fortsat muliggør mænds vold mod kvinder.

Kronikken er bragt i Politikken 2. nov. 2019. 


Vold mod kvinder er det ekstreme udtryk for manglende ligeværd i vores samfund. Cirka 12 kvinder bliver hvert år dræbt af deres (eks)partner, 38.000 kvinder er udsat for fysisk partnervold hvert år – og tallene rykker sig ikke. Senest har vi fået tal for, at omkring 70.000 kvinder er udsat for psykisk partnervold.

Bekæmpelse af kvindedrab, dominans og krænkelser mod kvinder bør have højeste politiske og samfundsmæssige prioritet – og løsningsforslagene skal være køns-balancerede. Alle må forstå, at piger og kvinder fortsat ikke oplever ligeværd og adgang til et frit liv.

Vold mod kvinde-kønnet udspiller sig i alle samfundslag og har livsvarige konsekvenser for den enkelte, for familien og børnene.

”Da jeg flyttede ind på Danners krisecenter, var jeg ikke sikker på, at det var det rigtige, jeg havde gjort. Men mine børn reagerede promte på at være taget ud af en meget dysfunktionel hverdag. De faldt til ro. Den ældste reagerede ikke helt så tydeligt med det samme, men hun havde også levet i det længe. Det primære herinde var at få mig balanceret som mor. Jeg troede ikke på, at jeg var en god mor. I dag er jeg klar over, at det var vigtigt, at jeg flyttede herind. Mine børn kunne have overlevet noget tid men ikke mig. Jeg var psykisk død.”

Sådan fortæller Sofie, som havde været sammen med sin daværende mand i 11 år, inden hun via en psykolog søgte hjælp hos Danner. Han var dominerende og intimiderende – hun lå under for hans magt. Hendes historie er desværre ikke ualmindelig.


Traume-reaktioner hos voldsudsatte er ofte komplekse og langvarige. Langt de fleste kvinder, der flytter på krisecenter har PTSD-symptomer, som angst, koncentrationsbesvær og depression. Faktisk har kvinder dobbelt så stor risiko for at udvikle PTSD, sammenlignet med mænd.

Herhjemme har vi efterhånden så meget viden om vold, at vi ikke kan undgå at kigge på, hvad vi som samfund kan gøre for at stoppe volden. Kvinder og piger har historisk ligget under for normer, der fremmer mandlig dominans – de spor er stadig synlige, og de skræmmer stadig.

Opgør med partnervold handler det ikke ’kun’ om at beskytte den enkelte kvinde, når volden er sket – det handler ’især’ om at stoppe de 10.000-vis af mænd, der hvert år slår, dominerer, truer og krænker kvinder – endda de kvinder, som de burde elske og respektere.

Derfor er det på tide, at vi får et samfund med ligeværdige borgere, der respekterer kvindens ret til at færdes trygt og bestemme over sin egen krop – og selvfølgelig understøtter alles ret til at være præcis dem de er uanset alder, køn og minoritets-tilhørsforhold.

Dannerhuset i Købehavn har fire store kvindetegn på ruderne, som blev malet i 1979 – da huset blev besat af 300 feminister. Og vi er stolte af kvindetegnene, selvom nogen prøver at få os til at skamme os over at være feminister. Vi drømmer os ikke tilbage til fortiden, men vi forsvarer stadig retten til at bekæmpe gammeldags og stereotype opfattelser af at mænd og kvinder ikke er ligeværdige i alle livets forhold.

Kvindetegnene viser, at vi står i solidaritet med fortidens, nutidens og fremtidens piger og kvinder, som er blevet eller vil blive krænket på grund af deres køn. Og de viser desværre, at der stadig er brug for os til at kæmpe for en fremtid uden vold mod kvinder og børn.


Antallet af kvinder, der bor på krisecenter viser, at mænds vold mod kvinder massiv – især i de nære relationer. Både kvinder og børn bliver slået ihjel af en far, en stedfar eller en nuværende eller tidligere partner - hans motiv er som oftest, at han vil eje hende. Det er nemlig velkendt, at mænd, der dræber ’deres kvinder og børn’ ofte har et forfejlet kvindesyn og ikke respekterer ligeværdighed og ligestilling.

”Det uhyggelige er, at jeg først er blevet bange for ham bagefter. Hvis han ikke havde overfaldet mig den aften, er det ikke sikkert jeg havde siddet her i dag. Så var jeg måske stadig sammen med ham, eller han havde gjort alvor af sine trusler om, at hvis han ikke kunne få mig, skulle ingen have mig” – Citat fra Kristina, tidligere beboer på Danners krisecenter.

Vi skal selvfølgelig huske at sige, at også mænd er udsat for farlig partnervold – her er udøverne både kvinder og mænd. Hvert år flytter cirka 20 mænd på mande- eller krisecenter, fordi de har været udsat for vold. Cirka 1700 kvinder flytter på krisecenter af samme grund, viser tal fra Socialstyrelsen.

Partnervold er ulovligt – både over for den det direkte går ud over og over for de børn, der er vidner. Alligevel er det næsten risikofrit at udøve endog farlig og langstrakt vold mod sin partner - mens dem, der bliver slået, truet og nedbrudt betaler en livsvarig høj pris. En ny kriminalisering af psykisk vold kan være med til at ændre på det forhold.


Som et retfærdigt og ligeværdigt samfund, mangler vi faktisk at se, at voldsudøvere mere konsekvent stilles til ansvar for deres kriminelle handlinger, ligesom de skal behandles for deres psyko-sociale problemer.

Myndigheder og frontpersonale har oftest ikke nok viden om partnervold til at forstå, hvad de skal stille op med voldsudsatte og voldsudøvende borgere. Og som befolkning går vi - groft sagt - rundt i en slags tågedis af berøringsangst eller fornægtelse. Derfor træffes der dårlige eller ubevidste beslutninger – af den enkelte, af kærestepar, blandt kolleger eller i lokalmiljøet, samt i den offentlige forvaltning og i den offentlige samtale.

I værste fald strider vores handlinger mod loven, ikke mindst, når det handler om børn i voldelige familier. Beskyttelsen af børn skal stå centralt i et hvert menneskes kodeks og hos enhver forvaltning, men det oplever vi ikke er til stede. Faktisk har hvert sjette barn været udsat for fysisk vold i hjemmet, viser en 2016-undersøgelse fra VIVE. Det svarer til, at der sidder 3-4 børn i en skoleklasse, som har været udsat for vold i hjemmet.

Vores respons til børnene skal være baseret på empati, viden og støtte-tilbud, der rækker længere end fx de 10 psykologsamtaler, som krisecentrene er forpligtet til at tilbyde de børn, der bor på krisecenter.

Kommunernes og Børnehusenes hjælp til disse børn svinger; nogle steder har man forstået vigtigheden af en holistisk indsats, mens andre myndigheder har meget svært ved at se højspændte familiekonflikter fra barnets perspektiv, når der er vold i billedet. De har ikke blik for dét som volden fører med sig af selvvalgt isolation, aggressiv adfærd eller langvarig depression

Det er f. eks. ikke altid i barnets interesse, at blive ved med at se en far, der har udøvet vold mod moderen. Også for barnets skyld skal der ro på bagsmækken og fred til at få reguleret nervesystemet.


Vi oplever, at myndigheder vurderer at en far, sagtens kan være en god far, selvom han har været dominerende og krænkende over for moderen og familien i flere år. Vi skal være mere ambitiøse her; en forælder, der har udvist ekstrem mangel på dømmekraft over for partner og børn ved at udøve kriminaliseret psykisk og fysisk vold, kan ikke forvente, at denne adfærd ikke smitter af på retten til at se sine børn.

”Hvis jeg gerne ville være sammen med ham, så skulle jeg lave om på mig selv. Hvis vi skulle have en hyggelig weekendtur i skoven, skulle jeg allerede begynde at være helt stille og usynlig om onsdagen, så han ikke havde grund til at kritisere mig. Og børnene lærte, at det hele handlede om fars behov, og dét han havde lyst til at lege. Citat Sofie, tidligere beboer hos Danner

Meget tyder på at voldsudøvelse i dag - mod både mænd og kvinder - handler om forældede køns-forestillinger om dominans og magt. Det paradigme skal for alt i verden ikke gå i arv til vores børn og børnebørn. De skal lære sunde menneskesyn at kende, hvor respekt for individet og gensidig respekt for alle køn er i centrum.

Amerikanske sociologer har beskrevet den psykiske vold i otte taktikker, som sammen eller hver for sig beskriver den psykiske voldsudøvers adfærd over for den voldsudsatte - her kan man se, at også børnene kan indgå i det manipulatoriske spil:

  • Overskrider grænser
  • Misbruger følelser
  • Isolerer fra familie og venner
  • Bagatelliserer, nægter og bebrejder andre, når noget er sket
  • Bruger børnene til at kontrollere
  • Bruger mandlige privilegier
  • Bruger økonomi som magtvåben
  • Tvinger og truer til at opnå noget

Den psykiske vold, som også kaldes intim-terror, er skadelig på mange måder – den går ud over egenkærligheden, forældreevnen, tilliden til egne kræfter og lysten til at betro sig til andre, for blot at nævne nogle hyppige skader vi møder hos voldsudsatte kvinder.


Det ligger de fleste på læberne at spørge, hvorfor hun dog ikke bare går fra ham. Spørgsmålet er forståeligt. Lige så forståeligt er det, at det både kan være frygt og kærlighed til partneren, der gør at hun bliver. Modspørgsmålet er naturligvis: Hvis det er så let, hvorfor holder han ikke bare op med at dominere og slå?

"Når han havde smadret hele huset, og jeg sad og tørrede blodet af, var det altid noget med, at han sagde, hvor var det også synd, at jeg kom til det. Kom til at gøre ham jaloux eller stille osten forkert på bordet. Jeg trøstede ham, fordi han var kommet til at slå." Citat Berith, tidligere beboer hos Danner.


I Danmark bør det væres vores ideal, at enhver har samme adgang til sociale og økonomiske livsvilkår. Hvor kvinders kroppe ikke gøres til genstand for skyld, skam og uønsket seksuel opmærksomhed. Hvor mænd kan leve i deres krop uden pres for skulle have en kønsstereotyp adfærd, der handler om at hævde sig i kraft af sit køn. Hvor alle køn kan leve, som dem de er. Og hvor børn ikke presses til at gøre noget mod deres vilje og beskyttes mod psykiske og fysiske overgreb.

Vi har tidligere fået bande-pakken, pakken mod økonomisk kriminalitet og mod seksuelle overgreb mod børn – nu er det på tide at vi retter spotlightet mod ’vold mod kvinder’ og har ligeværds-brillerne på.

Individets rettigheder skal stå centralt, men det skal respekten og kærligheden til hinanden også. Danner arbejder løbende for at forbedre vores samfund ud fra det vi ved, og det vi ser i vores praksis med voldsudsatte kvinder og børn. Vores løsninger og bud på en fremtid uden vold mod kvinder og børn er derfor bundet i fakta og ambitionen om at tage nogle særlige hensyn til visse borgere, så de har samme muligheder som alle andre:

  • Verdensmålene forpligter os til at sikre ligestilling
  • Alle kommuner skal leve op til Serviceloven
  • Kvinder på krisecenter skal ligestilles med andre økonomisk, socialt og juridisk
  • Voksne på krisecenter skal have ret til samme psykologhjælp som børn
  • Voldsudsatte og voldsudøvere skal have ret til voldsfaglig ambulant rådgivning
  • Voldsudsatte migrantkvinder skal behandles på lige fod med alle andre borgere
  • Børn i voldelige familier skal have adgang til samme rettigheder - uanset kommune og ophold på krisecenter eller ej
  • Faglig viden om vold skal styrkes hos myndigheder, frontpersonale og fagfolk
  • Politiets rolle skal styrkes med centrale enheder
  • Samtykkelovgivning skal vedtages
  • Forebyggelse af sexisme hos børn og unge i Folkeskolen og i uddannelsessektoren
  • Valid og kønsbalanceret statistik på området skal være permanent

”Opholdet på Danners krisecenter er noget af det bedste der er sket for mig. Jeg har fået afklaring på hvorfor mit forhold udviklede sig som det gjorde. Jeg er blevet bekræftet i, at jeg skulle have professionel hjælp til at komme ud af forholdet og på benene igen. Citat Anne, tidligere beboer hos Danner.